Teorien der forandrede videnskaben
Den naturlige selektion var Charles Darwins genistreg og originale bidrag til tanker om evolutionen

Evolutionen har tumlet med hver lille detalje i den levende verden. (Foto: Colourbox)

Evolutionen har tumlet med hver lille detalje i den levende verden. (Foto: Colourbox)

»Der er storhed i dette syn på livet,« skrev Charles Darwin på sidste side af sin bog, Arternes Oprindelse: »Fra sådan en enkel begyndelse er der udviklet uendeligt mange smukke og vidunderlige former.«

Evolutionen havde tumlet med hver en lille detalje i den levende verden - fra høje egetræer til blomsternes støvdragere og hvalerne i havet. Fantastiske tilpasninger og en utrolig mangfoldighed. Jorden bugner af liv. Og Charles Darwin havde set mere af det og tænkt dybere over det.

Men det var et formidabelt arbejde at bringe orden i det hele. Over tyve års hårdt slid - fra en ung Darwin endelig kunne sætte fødderne på engelsk jord, fuld af tanker og ideer efter en årelang sørejse kloden rundt, til en skægget halvtredsårig endelig kunne publicere teorien, som skulle forandre verden.

Darwin vidste da, at hver og en af os er beslægtet med ethvert andet kryb, hvert et lille græsstrå eller bakterie, som eksisterer. Alt liv hænger sammen, alt har et fælles ophav.

Så hvordan er livet kommet til, hvor det er i dag?

Arv med modifikationer

Evolution er ikke andet end arv med modifikationer. Alt hvad der varierer, vil også kunne udvikle sig - forudsat at nogle varianter er bedre egnede end andre.

Dertil skal vi huske, at mange bække små gør en stor å - mængder af bittesmå forandringer kan over lange tidsperioder samlet blive til betydelige ændringer.

Set på den måde, kan vi tænke på evolutionen som naturens version af hviskeleg.

Børnene sidder rundt om bordet, en starter med at hviske en besked til sidemanden, som hvisker den videre. Sidstemand - når sætningen har nået bordet rundt - siger sætningen højt. Og ungerne skriger af grin. For beskeden er blevet helt forandret - måske til noget komisk.

Der er opstået misforståelser undervejs, og de er blevet sendt videre, nye fejl er opstået, og også de har overlevet.

Naturlig selektion

Det, der kommer ud i den anden ende af en evolutionsproces, er imidlertid ikke den rene komik. Evolutionen indeholder nemlig en proces, vi ikke finder i hviskelegen: Den naturlige selektion.

Hviskelegen skaber variation, men gør ikke noget med den.

I naturens leg derimod, har ikke alle resultaterne samme chance for at overleve. Livet er hårdt, mange slås for at komme til fadet, så det der når frem til enden af bordet må være lidt bedre, bare en lillebitte smule bedre, til at overleve.

Er du ikke det, vil den naturlige selektion, som er den samlede effekt omgivelserne har på dig - varme, kulde, føde, konkurrenter, rovdyr osv. - sørge for at sætte dig ud af spillet.

Har evolutionen derimod gjort dig f.eks. lidt hurtigere til at løbe, så spiser løven hellere en anden, og dine gener fortsætter med at blive nedarvet i historien.

Darwins genistreg

Opdagelsen af den naturlige selektion er Darwins egentlige genistreg. Selve ideen om evolution havde eksisteret i lang tid, før Arternes Oprindelse udkom. De ældste spor af evolutionsbiologisk tænkning finder vi helt tilbage hos de gamle grækere.

I det moderne Europa havde ideen verseret blandt radikale tænkere længe før oplysningstiden. Darwins største fortjeneste var altså, at han fandt frem til en korrekt evolutionsteori - og at det lykkedes ham at få samfundet til at acceptere den.

Den første Darwin

Darwins egen bedstefar, Erasmus Darwin, fremlagde i 1790'erne et forslag til en evolutionsteori - på vers - i bogen Zoonomia.

Erasmus kom dermed den mand i forkøbet, som sædvanligvis får æren for den første seriøse evolutionsteori, franskmanden Jean Baptiste de Lamarck. Og det med flere år.

Detaljer i Lamarcks teori har i øvrigt fået historikere til at overveje, om han mon ikke havde lidt mere kendskab til Erasmus Darwin end han ville indrømme.

Men det bedste vi kan sige om Lamarck, Erasmus - eller franske Comte de Buffon med hans Histoire Naturelle, Générale et Particulière, briten David Hume med Treatise on Human Nature og andre der var tidligt ude - var, at de troede livet udviklede sig. Derudover tog de fejl. Helt fundamentalt.

Lamarck forestillede sig for eksempel, at alt levende har en indre trang til at ville udvikle sig til noget mere og bedre. Samtidig kunne ingen arter hverken dele sig eller uddø. Livet opstod dermed, i Lamarcks verden, igen og igen. Hver art startede som et primitivt væsen, som derefter udviklede sig gradvist til at blive mere avanceret.

Uafhængige arter

For Lamarck var mennesket således ikke i familie med aberne - vi var opstået uafhængigt af hinanden, men var for tiden på omtrent samme udviklingsniveau. Dog med menneskene lidt foran.

Den del af Lamarcks lære, som er mest kendt i dag, er arven af erhvervede egenskaber - forestillingen om, at hvis jeg pumper jern, så vil børnene arve mine store biceps. Den var hverken vigtig eller central for Lamarck. Men det er alligevel den detalje, som er dukket op igen i den seneste tids 'neo-lamarck'isme'.

Med så mange 'dristige' ideer var det ikke vanskeligt for den eksisterende akademiske højborg generelt at feje dem ind under gulvtæppet. Evolutionisternes fortællinger om livets udvikling holdt simpelthen ikke vand.

Klasserejse

Spørgsmålet om evolution blev dermed i første halvdel af 1800-tallet en beskæftigelse for oprørske tænkere, gerne fra den lavere middelklasse, uden den store indflydelse. Samfundet holdt fast i sin naturteologi - verden er, som den er, skabt af Gud, for at tjene og behage menneskene.

Den formentligt nok så konforme Charles Darwin måtte som konsekvens foretage en intellektuel klasserejse.

Han kom fra den højere middelklasse; familien var så velstående, at han kunne forske uden at bekymre sig om økonomi. Det, han til gengæld bekymrede sig om, var, hvad den herskende klasse ville sige til hans kætterske tanker.

Det vil sige, det var mere end tanker. Darwin nøjedes ikke med sniksnak og vilde spekulationer. I 1831 reddede tilfældigheder den unge Darwin fra et liv i teologien - han var ikke særligt troende og blev ateist som voksen. Han fik tilbud om at komme med på en flere år lang rejse jorden rundt.

Ungt forskertalent

Allerede kort tid efter at han drog af sted, udviste han et forskertalent, som er få forundt. Da han gik i land fem år senere, havde han indsamlet oceaner af data, gjort myriader af observationer, og teorien var begyndt at vokse i baghovedet - en teori som virkelig rummede en forklaring.

Eller, som den russiskfødte, amerikanske evolutionsbiolog Theodosius Dobzhansky udtrykte det 130 år senere: Intet i biologien giver mening, med mindre de ses i lyset af evolution.

At, hvordan og hvorfor

For at forstå evolution videnskabeligt er vi nødt til at opdele feltet. Vi må skelne mellem det at vide

at

livet udvikler sig, og det at forstå

hvordan

og

hvorfor

det sker.

 

Mange undrer sig over, at verden ikke forstod evolution meget tidligere. De kendte jo fossilerne, de kunne jo selv se, at der engang tidligere havde eksisteret dyr, som nu var uddøde. Og ud fra det må man jo ende med at vide, at livet udvikler sig.

Desværre må man ikke nødvendigvis det. Mange tænkere så som nævnt tegnene på det, og også ganske almindelige mennesker må have haft en mistanke. Det tager trods alt ikke så lang tid at fremavle nye duer eller brombær.

Guds eksistens eller ej

Men for den akademiske verdens alvorlige vogtere kunne fossilerne lige så godt være et bevis for Guds eksistens som det modsatte.

Endnu mere fantastisk kan det måske synes, at folk som Carl von Linné kunne systematisere den organiske verden, inddele den i arter, familier og ordner - med mennesket pænt placeret i samme slægt som chimpanse og orangutang - uden at forestille sig, at disse forskellige dyr er i familie med hinanden.

For Linné var arterne beslægtet i den forstand, at de repræsenterede beslægtede tanker fra Gud - der var ingen biologiske mekanismer inde i billedet.

Den meget dygtige anatomiske ekspert Georges Cuvier, en af dem der sendte Lamarck ud over sidelinien, giver os et eksempel på, hvordan man kunne bortrationalisere det, der i dag virker helt åbenbart.

Cuvier var verdens førende ekspert i uddøde pattedyr. Han gennemførte udgravninger udenfor Paris og fandt klare tegn på både geologiske perioder og tilsvarende ændret fauna. Som han så det, var dette klare beviser på, at Gud havde skabt verden med en række dyrearter, som var mere primitive end i dag.

Derefter havde han udryddet alt, for så i en serie af skiftevis skabelser og syndflodslignende katastrofer at arbejde sig frem mod højdepunktet - altså os.

Tid: Store udslag af små ændringer

Illustraionen af livstræ fra 'The Origin of species'. (Illustration: Charles Darwin)

I dag er der ingen, der seriøst bestrider det faktum, at livet forandrer sig. Det er dokumenteret gennem millioner og millioner af fossiler, gennem studier af DNA, som tydeligt viser forskellige grader af slægtskab mellem dyr og planter, og gennem direkte observationer.

Af og til behøver naturen nemlig ikke tusindvis af generationer for at frembringe ændringer. Der findes flere eksempler på, at forskerne har kunnet registrere evolutionens resultater i løbet af ganske få år.

Det mest åbenbare og velkendte eksempel er måske de ændringer, som er sket med HIV-virus, efterhånden som det har spredt sig over hele kloden.

Nøglen til Darwins indsigt lå imidlertid i hans evne til at forstå, hvilke dramatiske udslag selv mikroskopiske ændringer vil medføre, bare de får lov at virke over tilstrækkeligt lang tid. Det er et instinkt, han kan takke sin ven, geologen Charles Lyell, for.

Langsomme processer

Lyell fremhævede de langsomme geologiske processer, som altid er i gang. Uden at vi mærker det, slibes bjergene langsomt ned, og tidligere havbund hæves uendeligt langsomt mod højderne.

På sin tur langs med Sydamerikas vestkyst, kunne Darwin se dette med egne øjne. Han fandt fossiler højt oppe i Andesbjergene og oplevede jordskælv, som på få øjeblikke hævede strandlinien med flere fod.

Herfra gik tankerne til dyreriget. Hvordan kan bittesmå ændringer langsomt forandre arterne?

Det enkle argument

Dermed kunne han begynde at formulere sit enkle, men uimodståelige argument. I Arternes Oprindelse starter han med det velkendte, nemlig bøndernes og dyreavlernes evne til at fremavle nye former.

Hvis det er lykkedes os at modificere en ulv til noget så forskelligt som en grand danois og en chihauhua, så kunne arterne vel ikke være så uforanderlige, som man ellers gik rundt og troede?

Derefter lånte han en ide fra Thomas Malthus, den britiske økonom og demograf, der studerede befolkningsvækst. Nemlig at naturlige populationer er i stand til at vokse geometrisk - altså stadig hurtigere. Men i naturen er de jo gerne stabile. Hvad tyder det på?

Jo, at de fleste, som bliver født, dør, før de når at formere sig. Småfugle lægger måske ti æg i løbet af deres liv. Men bestanden øges ikke. Altså dør de fleste af fugleungerne.

Den naturlige selektion

Efter at have plantet denne ide i læserens hoved, begynder Darwin at beskrive naturens fantastiske variation - og han konkluderer, at organismer, som arver fordelagtige egenskaber, har større chance for at overleve og formere sig.

Dette er naturlig selektion - evolutionens

hvordan

og

hvorfor

.

 

Der er heller ingen i dag, som seriøst bestrider, at naturlig selektion er evolutionens vigtigste kraft. Videnskaben er dog åben for, at også andre mekanismer kan spille med.

De store teoretikere R.A. Fisher og Sewall Wright udviklede f.eks. allerede i 1930'erne ideen om genetisk drift - altså det fænomen at rene tilfældigheder kan være udslagsgivende for evolutionen i meget små populationer.

Hvis der kun findes en håndfuld bærere af et gen, og disse tilfældigvis dør, så har organismens genetiske sammensætning pludselig ændret sig radikalt - uden den naturlige selektion.

Hvis en håndfuld mennesker er isoleret på en ø, og de to eneste rødhårede drukner, så er der bare ikke rødhårede der længere. Og det har ikke noget med deres konkurrenceevne at gøre.

Fisher var ikke lige så glad for den ide som Wright, og også sidstnævnte tillagde den med tiden mindre og mindre betydning for de store, evolutionære linier. Den naturlige selektion var selve mekanismen.

Fremskridt

Den genetiske drift giver os alligevel et overbevisende eksempel på et vigtigt princip: Evolutionen

skal

ikke nogen sted hen, hverken frem eller tilbage, op eller ned - eller i retning af os mennesker.

 

Det eneste, evolutionen sørger for, er, at vi overlever - eller dør - under de til enhver tid eksisterende forhold.

Det sidste har faldet mange for brystet; de opfatter evolutionen som umenneskelig og bryder sig ikke om tanken om, at tilfældigheder skal styre livets udvikling.

Men det gør de heller ikke. Darwins evolution er netop denne potente blanding af tilfældigheder og styring. Variationen opstår tilfældigt som resultat af mutationer i arvestoffet. Men den naturlige selektion sørger for, at det over evolutionær tid ikke er tilfældigt, hvem eller hvad der overlever. Det er 'de bedst egnede'.

Kun i små bestande får tilfældighederne fat, ellers gælder de store tals lov. Men det betyder ikke, at evolutionen har en retning.

Survival of the fittest

beyder netop det - den bedst egnede overlever. Ikke 'den stærkeste' eller 'den klogeste' - bare den der i det givne øjeblik har det, der kræves.

 

Ingen planlægning

Hverken evolutionen eller organismerne kan i øvrigt se ind i fremtiden. Lad os sige, at et dyr får en mutation, som gør det i stand til at bekæmpe en livsfarlig sygdom. Det er et meget stærkt kort - såfremt sygdommen hærger.

Hvis sygdommen derimod ikke raser, vil mutationen forsvinde, uden at nogen lægger mærke til den. Hvis så sygdommen dukker op nogle tusind år senere, er der ikke andet at sige end - det var bare ærgerligt. Evolutionen planlægger nemlig ikke. Den skal, som sagt, ikke nogen steder hen, den sørger bare for, at du er tilpasset til de til enhver tid givne forhold.

Når vi mennesker har udviklet os, som vi har, betyder det formentlig ikke andet, end at intelligens giver en god del point på 'bedst egnet-skalaen'.

Dermed kan vi fundere over, om der var dukket andre intelligente væsener op, hvis vores forfædre af en eller anden grund var blevet agterudsejlet. Det bliver bare til spekulationer, men vi kan ikke se bort fra, at det var sket. Visse træk har nemlig en tendens til at dukke op igen og igen i livets historie.

Australien

Evnen til at se er for eksempel blevet udviklet mange gange, helt uafhængig af hinanden. Det samme gælder evnen til at flyve. Og ser man på eksempelvis pungdyrene i Australien, finder du, at de gang på gang har udviklet samme træk som pattedyrene på andre kontinenter.

Australien har været isoleret fra resten af verden i mere end 70 millioner år, og det bærer dyrelivet præg af. Pungdyrene dominerer - altså en type pattedyr som med en enkelt undtagelse er uddød i resten af verden.

Australien eksemplificerer flere evolutionsbiologiske pointer. De første pungdyr, som kom til kontinentet, udviklede sig snart til at fylde alle tilgængelige nicher.

Det er den samme proces, der har formet de finker, der engang klarede at flyve til Galapagos-øerne, til en række forskellige arter. Det var de finker, som gav Darwin vigtige beviser for hans teori.

Derefter ser vi, hvordan pungdyrene har måttet forholde sig til mange af de samme miljøforhold, som andre af verdens pattedyr, og fået et udseende og en levevis, som ligner dem til forveksling.

Pungdyrene udviklede med tiden sine egne udgaver af myreslugere (Myrmecoibius), ulve (den tasmanske tiger), pungmår (Dasyurus), flyveegern (Petaurus), murmeldyr (Wombat), mus (Dasycercus) og muldvarp (Notoryctes).

Organismer formes af miljø

Vi ser altså, hvordan organismerne formes af deres miljø - den naturlige selektion. Men vi ser også, at pungdyrene ikke har fundet alle løsningerne. Der findes ingen pungdyr-parallel til f.eks. hesten, hvalen eller sælen.

På den anden side er de kommet på løsninger, som resten af jordens pattedyr har misset. Kænguruen - det nærmeste vi kommer en australsk parallel til kvæg og andre store, savannelevende pattedyr, har udviklet sin helt egen, eksklusive måde at bevæge sig på.

Det demonstrerer en vigtig pointe: Evolutionen arbejder med, hvad der er for hånden.

Ikke alt er muligt. Der findes ikke et dyr med hjul. Ingen dyr eller planter har klaret at svæve rundt i luften som en stor, luftplanktonædende ballon - himmelrummets blåhval.

Pandens spiser bambusblade og har brug for noget at gribe med. Den har et lille ben på håndleddet, der minder om en tommelfinger. (Foto: Colourbox)

Evolutionen må altså leve indenfor de begrænsninger, som ligger i arvematerialet. Enkelte ting er simpelthen ikke muligt - andre ting kunne have været mulige, hvis man havde haft de rette værktøjer og materialer ved hånden.

Men det har man ofte ikke. Måske har man haft dem, men droppet dem engang de var lidt i vejen. Hvalerne kunne virkelig godt have brugt gæller, men må klare sig med lunger. Dermed kan disse dyr, der lever deres liv i vand, rent faktisk drukne.

Pandaens tommeltot

Den kendte evolutionsbiolog Stephen Jay Goulds yndlingseksempel var det med pandaens tommelfinger. Som andre rovdyr, katte, hunde, bjørne osv., har også pandaen samlet alle de fem fingre i en pote.

Alligevel er pandaen det eneste medlem af familien Carnivora - en gruppe af omkring 260 arter, der populært kaldes kødæderne - som lever af at spise planter. Pandaen spiser bambusblade og har brug for noget at gribe med. For at den kan det, har et lille ben i håndleddet udviklet sig til noget, som til forveksling ligner en tommelfinger. Den har ikke led og er ikke ret bevægelig, men fungerer godt nok.

Naturen arbejder altså med det, den har. Og den gør det godt nok. Pandaens tommelfinger er ikke perfekt, men den fungerer. Sådan er hele den organiske verden indrettet. Det, vi opfatter som perfekt tilpasset, er egentlig bare godt nok tilpasset.

Der foregår et kontinuerligt evolutionært kapløb mellem planter og planteædere, mellem konkurrerende planteædere, mellem rovdyr og pattedyr. Snart har den ene overtaget, snart den anden.

Det er en af kræfterne, der driver evolutionen. Men det, vi ser, er ofte bare den seneste episode i en evigt kørende reality-serie. Den vi opfatter som perfekt - falken med det skarpe blik, geparden med dens lynhurtige fart - er egentlig bare god nok til at overleve, sådan lige foreløbig.

Arternes oprindelse

Den konkurrence er også en del af svaret på selve kernespørgsmålet: Arternes oprindelse.

Darwin påviste, at livet udvikler sig, og han forklarede hvordan.

Men - og det indså han ikke med det samme - hvorfor er der så mange arter? Løsningen ligger i et ofte stillet spørgsmål: Hvis vi nedstammer fra aberne, hvorfor findes der så stadig aber?

Svaret er, at ikke alle arter opstår ved at én art udvikler sig videre til en anden. Det mest almindelige er snarere, at arter forgrener sig. En art lever i et stort område, de forskellige populationer udveksler gener, og arten forholder sig i ro.

Men så isoleres en af populationerne - på en ø, bag en bjergkæde, på den anden side af en flod - og begynder at leve sit eget liv. Tiden går, begge populationer lever videre, mutationerne kommer, miljøet ændrer sig - og snart har vi to arter, som ikke længere hverken kan eller vil parre sig med hinanden og i hvert fald ikke kan få befrugtningsdygtigt afkom.

Mennesket er opstået - men aberne findes endnu.

Således opstår naturens mangfoldighed. Der findes flere mekanismer end beskrevet her, men resultatet bliver det samme: Få arter blev efterhånden til mange, og vi har fået en tæt busk af arter, hvor ingen er bedre eller højere oppe i hierarkiet end de andre.

Livets træ er en busk

Livets træ, i Darwins forstand, kan bedre sammenlignes med en busk, en tæt tornebusk med et væld af små skud. Det har slet ikke facon som et juletræ, med os mennesker siddende som stjernen i toppen. Selv om det nok i dag er det billede, der oftest trænger sig på, når man taler om Livets træ.

Noget af skylden må evolutionsbiologerne selv tage på sig. Vi har alle set billederne af det krumbøjede stenaldermenneske, som gradvist retter ryggen og bliver moderne - perfekt.

Illustrationen dukkede op i en af bøgerne til Thomas Henry Huxley, Darwins ven og forkæmper. Senere har vi set den et utal af gange, og hver gang har den cementeret misforståelsen om, at udviklingen går i retning af noget, at den stræber mod et mål - os selv, skabelsens endemål.

Evolutionen bliver voksen

Sådan kan vi i korte træk skitsere teorien om livets udvikling. En ting, langt fra alle er opmærksomme på, er, at selv om Darwin fremlagde en helt igennem korrekt teori allerede i 1859, tog det lang tid, før den blev godtaget.

Det vil sige, verden var hurtigt med på noderne. Det varede ikke længe, før 'alle' vidste og accepterede, at livet forandrer sig. Andre detaljer ved Darwins lære var de imidlertid mindre begejstrede for.

Det, de havde allermindst sans for, var paradoksalt nok det, vi i dag anser for at være Darwins største gennembrud: Den naturlige selektion.

Mod slutningen af 1800-tallet var det bare en håndfuld forskere, som tilsluttede sig denne del af teorien. Ikke engang Thomas Henry Huxley var med på den.

Resultatet blev, at alternative evolutionsteorier voksede frem. Og larmarckismen blev genoplivet - med vægt på Lamarcks tese om, at vi kan føre vores egne bestræbelser videre til vores børn.

Fra sådan en enkel begyndelse er der udviklet uendeligt mange smukke og vidunderlige former

Charles Darwin

Neo-lamarckismens tese om arv af erhvervede egenskaber passede samtidens ideologier godt - arbejdere kan forbedre deres kår, konkluderede man f.eks. i socialistiske kredse.

Store trends

En anden variant var orthogenetikken, en evolutionslære som mente at se store, overordnede evolutionære trends. Hvor disse trends kom fra, og hvad der forårsagede dem, var vanskeligt at sige, så mange øjnede her en dør på klem for åndelige kræfter - eller energier, som man typisk siger i dag.

Alt var altså tilsyneladende bedre end Darwins umenneskelige kamp for tilværelsen.

Darwins absolutte lavpunkt ligger omkring året 1900. Mange troede, teorien var død. Men det var den slet ikke - det var bare påkrævet med en halv snes år med avanceret matematik.

Tidligt i 1900-tallet genopdagede videnskaben Mendels genetik - og Darwins aktie faldt yderligere. Mendel viser jo, at arv foregår stykvis. Du har enten det ene gen, eller også har du det andet. Arvematerialet blandes ikke som saft og vand.

Hvordan kunne det forenes med Darwins uendelige variation? Og siden alle forstod, at Mendel havde ret, så tog Darwin vel fejl?

To sider af samme sag

Vi nævnte Fisher, Wright og deres genetiske arbejde. Samme Wright og Fisher, sammen med J.B.S. Haldane, klarede i løbet af 1920'erne og 1930'erne at vise med matematisk præcision, at evolution og genetik egentlig bare er to sider af samme sag.

Det var begyndelsen på en serie faglige synteser, som i løbet af nok et par hårde årtier endelig befæstede evolutionsteorien som et solidt fagligt bygningsværk.

Det tog altså næsten 80 år fra Arternes Oprindelse, til biologer i alle afskygninger - systematikere, genetikere, fysiologer, zoologer, palæontologer osv. - kunne læne sig tilbage i vished om, at værket var både komplet og solidt.

Rivaliserende teorier som neo-lamarckismen og orthogenetikken var nu overflødige. En række fremragende teoretikere havde dertil vist, at Darwins mekanismer var forenelige med det, vi ved om økologi, genetik, systematik, livets historie - med al naturvidenskab.

Er vi bare aber i forklædning

Et af de store spørgsmål i årtierne efter de store synteser har været, om evolutionsteorien også er forenelig med resten af verden - mennesket og dets kultur.

Sociobiologidebatten rasede vildt i 1970'erne og 1980'erne. Var mennesket virkelig et legitimt biologisk forskningsobjekt? Er sociobiologien egentlig bare reaktionære forskeres undskyldning for at fremme kønsdiskriminerende holdninger? Er mænd virkelig 'naturligt utro'? Lever vi i vore geners vold - styret af egoistiske gener?

De værste bølger har lagt sig nu. Sociobiologerne har droppet de værste sproglige tåbeligheder, og har samtidig udført megen god forskning, som i dag tvinger selv de mest spirituelle kulturånder til at indse, at vi vel egentlig er dyr.

Det var også her, det begyndte - lige efter at Darwins store bog kom på gaden.: Vi er egentlig bare aber.

Darwin nævner kun os mennesker i et par kryptiske sætninger, men alle forstod alligevel implikationerne. Sensationen var et faktum. Oplagene blev revet ned fra hylderne.

En art som andre

Mange historikere mener, at det er det, som gør evolutionsteorien så vigtig. Den placerer os mennesker i naturen. Efter Darwin sad vi ikke længere på vores egen høje piedestal. Vi var en art som alle andre, en af millioner. Klogere end de fleste, naturligvis. Og vi har helt ret, når vi siger, at der er milevidt mellem os og de andre dyr.

I sine to store bøger fra 1871 og 1872, The Descent of Man og Selection in Relation to Sex and The Expression of Emotions in Man and Animals, bruger Darwin megen plads på at vise, at vi hos dyrene kan finde spor af de fleste træk, evner og følelser, mennesket har. Dyr kan være misundelige, stolte, vrede, gavmilde, triste og så videre.

Alligevel kan vi godt argumentere for, at vi mennesker er klart adskilt fra dyr.

Men pointen er, at f.eks. en frø kunne have sagt nøjagtig det samme om sit forhold til omverdenen. Mennesket kan svømme og hoppe, javel, men de er alligevel langt fra os frøer. Vi frøer er noget for os selv.

Og det ville de jo have ret i. Alle arter er noget for sig selv, noget som adskiller dem fra alle de andre.

En del af naturen

De vigtige ved evolutionsteorien er, at den giver os mulighed for at indse, at dette ikke bare gælder for os mennesker. Vi er en del af naturen, et resultat af den, og vi er afhængige af den for vores videre eksistens.

Det var Darwin, som placerede os der, hvor vi hører hjemme. Det var Darwin, som gjorde os i stand til at forstå både naturen og os selv.

Psykoanalytikeren Sigmund Freud udtrykte det således i 1917:

»Ned gennem århundrederne har videnskaben påført menneskets naive dyrkelse af sig selv to store slag. Det første kom, da vi lærte, at jorden ikke er universets midtpunkt... Det andet slag kom, da biologisk forskning tilintetgjorde menneskets formodede privilegerede plads i skaberværket og beviste, at vi stammer fra dyreriget... Denne reevaluering er blevet gennemført i vor egen tid, af Darwin, Wallace og deres efterfølgere, dog ikke uden samtidens rasende modstand.«

© forskning.no. Oversat af Vibeke Hjortlund

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om de utrolige billeder af Jupiter her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk