I starten af det 20. århundrede var Prosper-René Blondlot en kendt og respekteret professor i fysik ved universitetet i den franske by Nancy.

Blondlot havde modtaget adskillige priser for sit arbejde med elektromagnetisk stråling, og det vakte derfor behørig interesse blandt hans europæiske kollegaer, da han i 1903 kunne afsløre eksistensen af en helt ny form for radioaktiv stråling.

Stråler var et af de hotteste forskningsfelter omkring århundredeskiftet. Få år tidligere, i 1901, havde den tyske fysiker Wilhelm Röntgen modtaget den første Nobelpris i fysik for sin opdagelse af røntgenstråling - eller X-stråler. Blondlot var hurtig til at navngive sin opdagelse N-stråler - opkaldt efter byen Nancy - og gjorde sig klar til international hæder og berømmelse.

N-strålerne havde underlige egenskaber

En række europæiske fysikerkollegaer eftergjorde hans observationer, og det stod efterhånden klart, at de nye N-stråler besad nogle mærkværdige egenskaber.

De kunne opmagasineres i visse materialer; de kunne gennemtrænge tørt, men ikke vådt cigaretpapir; en særlig afart af strålerne kunne måles fra muskelsammentrækninger i en række levende væsner, men ikke alle.

Mest forbløffende var det, at N-stråler tilsyneladende havde en styrkende effekt på menneskers syns-, lugte- og høresans.

I årene efter Blondlots opdagelse blev der publiceret næsten 300 videnskabelige artikler af 120 forskellige forskere om fænomenet.

Blondlot selv stod for 26 artikler samt en bog, og Det franske Akademi stod på spring for at overrække ham den ærefulde Lalande-pris på 20.000 franc.

»Jeg ser ingenting«

Imidlertid var der også fysikere, som på trods af Blondlots detaljerede anvisninger var ude af stand til at rekonstruere hans eksperimenter.

Den amerikanske fysiker Robert W. Wood (1868-1955), som i september 1904 opholdt sig i Cambridge, besluttede at forlænge sin rejse til Nancy for at finde sandheden om de mystiske N-stråler.

Amerikaneren fik lov til at overvære sin franske kollegas eksperimenter, der fandt sted i et mørklagt rum.

Kilden til N-strålerne var et apparat med en opvarmet platintråd i et jernrør. Strålerne blev afbøjet af et prisme og kunne registreres af Blondlot og hans assistent som et lysspor på en smal tråd af calciumsulfid.

N-strålernes banemand var den amerikanske fysiker Robert Williams Wood (1868-1955). Han udførte også banebrydende forskning i blandt andet ultraviolet lys (Foto: Vinograd19)

Imens Blondlot sad i mørket og optalte strålingsglimt, fjernede Robert W. Wood behændigt prismet fra opstillingen. Manøvren fik ikke Blondlot til så meget som at glippe med øjnene. Han fortsatte ufortrødent med at opregne N-stråling, selv om apparatet umuligt kunne fungere uden prismet.

Blondlot lugter lunten

Inden lyset blev tændt, satte Wood den vitale del tilbage igen.

Blondlots assistent var dog blevet mistænksom og sikrede sig, inden forsøget, på den amerikanske gæsts anmodning, blev gentaget, at prismet sad korrekt monteret.

Da mørket atter engang sænkede sig over laboratoriet, skridtede Robert W. Wood højlydt over mod N-stråleapparatet. Assistenten reagerede med det samme.

»Der er ingen N-stråling. Jeg ser ingenting. Jeg tror, amerikaneren spiller os et puds,« råbte han vredt og tændte lyset.

Men denne gang havde Robert W. Wood ikke rørt prismet.

Sindssyg efter afsløring

Den 29. september 1904 offentliggjorde tidsskriftet Nature Robert W. Woods detaljerede redegørelse om sit møde med Prosper-René Blondlot og N-strålerne, der ikke forsvandt, selvom han havde saboteret strålingskilden.

Efter sigende blev Blondlot sindssyg efter den pinagtige afsløring, men han nåede at modtage sin pris fra Det franske Akademi.

I sidste øjeblik fjernede akademiet dog enhver hentydning til N-stråler i deres motivation og lod prisen være en generel påskyndelse for Blondlots lange forskerkarriere.

Der er ingen grund til at tro, at Prosper-René Blondlot var en bedrager, eller at de mange videnskabsfolk, som eftergjorde hans opdagelse, var uhæderlige.

Der var snarere tale om en slags smitsom ønsketænkning.

N-strålerne eksisterede ganske vist kun i forskernes fantasi, men her lyste de til gengæld så kraftigt, at de blændede for almindelig, sund fornuft.