Ho ho ho! Julestemningen har i allerhøjeste grad indfundet sig hos Videnskab.dk, og vi har derfor besluttet at berige jer, kære læsere, med en julekalender, der kommer til at løbe over alle hverdage frem til jul.
I dag bringer vi første kalendergave i rækken. Den består af 12 billeder, taget af en forsker fra University of Plymouth, der studerer mikrobiologiske skabninger i havet. Da forskeren, ph.d. Richard Kirby, gennemgik sine billeder, opdagede han, at der gemte sig et sæsonbestemt tema under havets bølger.
Billederne forestiller - med lidt god vilje - et juletræ, fem guldringe, en nissehue, et julelys, et snefnug, tre klokker, glaskugler, engle, en lanterne, en stjerne, de tre vise mænd og fyrværkeri.
Kom med gode juleforslag
Frem til jul bringer vi flere spektakulære, opsigtsvækkende, øjenåbnende, stemningsfulde og juleglade artikler, som har til formål at udforske julen på alle leder og kanter.
Men vi kan selvfølgelig ikke lave en rigtig god julekalender uden jeres hjælp. Derfor opfordrer vi alle vores trofaste læsere til at skrive ind til redaktion@videnskab.dk, hvis der er et aspekt ved julen, som I brænder efter at få mere videnskabelig indsigt i.
Gode julespørgsmål modtages også meget gerne og kan komme til at indgå som del af julekalenderen i vores 'videnskabsbrevkasse' Spørg Videnskaben.
God jul!