Se fotos af Monark-sommerfuglenes fascinerende liv
Hvert år ved efterårstid flyver Monark-sommerfugle helt op til 3.500 kilometer i jagten på mildere temperaturer. Den spektakulære masse-migration er en af dyrerigets mest unikke fænomener.

Man kan godt klandre sommerfuglen for at være flyvsk. I hvert fald tøver sommerfuglearten Monark (Danaus plexipus) ikke med, to gange om året, at flyve tusinder af kilometer i jagten på varmere luftlag.

Det gør den, når efteråret banker på døren, og nattefrosten truer i det nordlige Amerika.

Her lokker bjergkæder i Central Mexico og på Californiens sydkyst med mere stabile temperaturer.

Indre kompas styrer retningen

Rejsen nedlægges på relativt kort tid, da Monarken kan flyve mellem 80-160 kilometer om dagen. 

Forskere har tidligere undret sig over, hvordan sommerfuglene fandt vej, men i 2013 blev der i det videnskabelige tidsskrift PNAS publiceret et studie, som beskriver, hvordan arten simpelthen navigerer efter en form for indre kompas.

»Sommerfuglene har et indre sol-kompas, der guider dem mod sydvest om efteråret. Samtidig følger monark-sommerfuglene en naturlig geografisk tragt, formet af Rocky Mountains mod vest og den Mexikanske Golf mod øst, og havner på den måde i præcis de samme træer, som blev besøgt af deres forfædre året før – fire til fem generationer tidligere,« siger den danske professor Henrik Mouritsen fra Research Center for Neurosensory Sciences, University of Oldenburg i artiklen 'Sommerfugle flyver 3.500 kilometer efter kompas'.

I galleriet ovenfor kan du blandt andet se, hvordan sommerfuglene klumper sig sammen i de gamle træer for at holde varmen natten igennem.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.