Hofteledsdysplasi (HD) er en genetisk betinget sygdom hos hunde, som også findes hos flere andre arter.

Hunde er ikke født med HD, men genetisk disponerede hvalpe kan udvikle sygdommen i forskellig sværhedsgrad. Hvor tidligt hunden får symptomer på sygdommen og hvor længe den lever, afhænger af graden af HD.

Randi I. Krontveit fra Norges veterinærhøgskole har studeret forekomsten af HD hos fire hunderacer i Norge og set på, hvilke faktorer i hundens opvækstmiljø som kan tænkes at være af betydning for sygdommens udvikling.

500 privatejede hunde af fire racer var med i studiet:

• newfoundland
• labrador retriever
• leonberger og
• irsk ulvehund 

Hundenes vækst og opvækstmiljø blev registreret ved hjælp af spørgeskemaer til opdrætteren og den nye hundeejer og ved undersøgelser hos dyrlæge.

Hurtig vækst disponerer ikke for HD

Baseret på tidligere studier her i landet og i andre lande regner man hurtig vækst og høj kropsvægt som disponerende faktorer for HD.

Men Randi I. Kronveits arbejde viste noget andet, nemlig at hurtig vækst og høj kropsvægt i hvalpens første leveår ikke gav en øget risiko for udvikling af sygdommen.

»Vi fandt den højeste forekomst af HD, med 36 procent, hos den race, der voksede mest langsomt, nemlig newfoundlandshunden, mens irsk ulvehund havde den laveste forekomst med 10 procent, til trods for, at den voksede hurtigst,« siger Randi I. Kronveit.

Hunde født forår eller sommer har mindre risiko

De første otte uger efter fødslen bor hvalpene sammen med deres mor hos opdrætteren. Flere forhold knyttet til opvækstmiljøet hos opdrætteren viste sig at have indvirkning på forekomsten af HD.

Hvalpe, som blev født om foråret eller sommeren, havde en reduceret risiko for at få HD. Det samme galt for hvalpe, der levede deres første uger hos opdrættere, som boede på en gård eller mindre landbrug.

Daglig motion godt, trapper skidt

Labrador Kiki og irsk ulvehund Nova leger i sneen. (Foto: Marit Stormoen)

Efter cirka otte-ugers-alderen er hvalpene flyttet ud til nye ejere. Adgang til daglig motion i parkområder op til tre-måneders-alderen reducerede risikoen for at få HD, mens daglig brug af trapper i samme tidsperiode øgede risikoen.

»Samlet set ser det altså ud til, at daglig motion ude i moderat ujævnt terræn frem til tre måneders alderen er gunstigt med tanke på forebyggelse af HD,« siger Randi I. Kronveit.

Hundene i dette studie blev fulgt videre gennem livet helt op til ti-års-alderen ved hjælp af årlige spørgeskemaer, som ejeren udfyldte.

Hunde med svær grad af HD blev aflivet tidligere end hunde med mildere grad af HD. Dette gjaldt særligt for racerne newfoundlandshund og leonberger. Hos labrador retriever og irsk ulvehund betød HD ikke så meget for livslængden.

Svær og moderat grad af HD øgede risikoen for at få symptomer som halthed og smerter i hofterne, og hos de fire undersøgte racer optrådte symptomerne tidligst hos newfoundlandshunden.

Randi Krontveit med Kiki og Nova. (Foto: Marit Stormoen)

Labrador retriever udviklede symptomer senest i livet.

Bedre liv til flere hunde

Varieret motion er altså godt for at hindre udvikling af sygdommen, og hunde, som motionerede dagligt både i og uden snor i forskelligt terræn, var symptomfrie længere end hunde, der var mindre aktive.

»Baseret på resultaterne fra dette arbejde kan man anbefale forebyggende tiltag i opvækstmiljøet. Det kan være at hindre hvalpen i at bruge trapper og lade den få daglig motion i moderat ujævnt terræn,« siger Randi I. Kronveit.

»Klarer man på denne måde at forebygge de alvorlige grader af HD, kan mange hunde få et bedre liv,« afslutter hun.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson