Sådan sletter havet spor fra et mord
Forskere smider døde grise i havet for at undersøge, hvad der sker med lig af mennesker, som ender i havet. Se en fascinerende video om forskningen her.

Lig ender hele tiden i havet. Ved ulykker, mord eller selvmord. Men vi ved ikke meget om, hvad der sker med dem dernede.

Derfor har et canadisk hold forskere sat sig for at undersøge sagen. På højst praktisk vis.

De har smidt tre døde grise i havet, og så har de ventet. Og ventet. Og ventet.

Mens de ventede, har de så filmet hele processen og målt iltindhold, saltindhold og temperaturer i vandet ved grisene. Du kan se hele processen i videoen øverst i artiklen.

»Grise er de bedste modeller for mennesker. De er omkring samme størrelse som en menneskekrop, de indeholder de samme slags tarmbakterier, og de er relativt hårløse,« fortæller Gail Anderson, der er retsmedicinsk entomolog ved Simon Fraser University i Canada, og som står bag studiet, til LiveScience.

Lig blev spist inden for en måned

To af de tre døde grise var blevet til knogler efter en måned. De blev hurtigt spist af rejer, krabber og endda hajer. Men den tredje gris var flere måneder om at forsvinde.

Ifølge forskerne skyldes det højst sandsynligt mængden af ilt i vandet. Den tredje gris var blevet smidt i en bugt, hvor der ikke er meget ilt. Og hvis der ikke er ilt nok, så er der ikke nogle større ådselsædere, som kan bide hul på grisen - og de mindste dyr er ikke selv stærke nok til at bide igennem grisehud.

Forskningen skal blandt andet bruges til at hjælpe redningsdykkere med at vide, hvad de skal kigge efter, når de dykker efter forsvundne personer. Studiet er netop udgivet i tidsskriftet PLOS One.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.