Sådan kan du lære at styre dine drømme
Drømmeland er et eventyrligt sted, hvor alting kan lade sig gøre, hvis bare du er bevidst om, at du drømmer. Få tips til, hvordan du kan lære at styre dine drømme i denne video.

Tænk, hvis du kunne flyve, gå på Månen eller rejse tilbage i tiden og møde Elvis!

I virkeligheden er det umuligt. Men i drømmeland kan alt lade sig gøre - hvis bare vi lærer at være bevidste om, at vi drømmer.

Tilstanden, hvor man ved, at man drømmer, kaldes ’lucid dreaming’, eller på dansk ’klare drømme’.

Det sjove ved denne tilstand er, at den gør os i stand til at kontrollere vores drømme og dermed gøre hvad som helst - for eksempel flyve.

Realitetstjek gør dig bevidst

Problemet er bare, at vi sjældent er klar over, at der er tale om en drøm, før vi vågner og indser det. Derfor kan vi som regel heller ikke styre, hvad der sker i drømmen.

(Læs også artiklen: 'Hvorfor kan jeg være vågen og sove på samme tid?')

Men ved at indøve nogle bestemte vaner - som for eksempel at se på tallene på dit ur - kan du faktisk lære dig selv at være fuldt bevidst, når du sover. Vanerne skal blive så indgroede, at du også automatisk udfører dem i søvne.

I virkelighedens verden er vi bundet af – ja, virkeligheden. Men i drømmeland kan alting i princippet lade sig gøre. Det kræver bare, at man lærer at indse, man drømmer, før man vågner. (Foto: Colourbox)

Idéen er så, at vanen kommer til at fungere som et realitetstjek, fordi tallene på dit ur formentlig ser helt anderledes ud i drømmeland. Dette vil få din hjerne til at opdage, at du drømmer, hvorefter morskaben kan begynde.

I videoen ovenfor kan du høre mere om, hvad der skal til for at gøre dig ’lucid’, når du drømmer.

Forskere har undersøgt lucid dreaming

Fænomenet lucid dreaming er blevet undersøgt videnskabeligt af forskere fra blandt andet Max Planck Institute of Psychiatry i München.

Vha. hjerneskanninger har forskerne set på, hvad der karakteriserer hjerneaktiviteten hos mennesker, der kan drømme disse klare drømme, sammenlignet med mennesker, der drømmer normale drømme.

Resultatet, der er offentliggjort i tidsskriftet Sleep, viser, at den grundlæggende aktivitet i hjernen er den samme i klare drømme og normale drømme. Men under en klar drøm stiger aktiviteten i visse områder af hjernen markant - områder, der normalt er deaktiverede, når vi sover.

Disse områder er alle involverede, når vi skal evaluere os selv og vurdere vores egne tanker og følelser, hvilket måske kan forklare, hvorfor 'klare drømmere' formår at bevare bevidstheden om, at de drømmer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.