Nærgående asteroide rammer ikke Jorden
Nye observationer har slået fast, at den nærgående asteroide 2011 AG5 ikke vil ramme Jorden i 2040. Det er heldigt, for et sammenstød ville frigive energi svarende til flere tusind gange sprængkraften fra en atombombe.

Asteroiden 2011 AG5 fanget med Gemini North (markeret med cirkel). (Foto: Gemini Observatory)

Asteroiden med katalognavnet 2011 AG5, der blev opdaget i 2011, flyver tæt forbi Jorden i februar 2040, men den vil ikke ramme vores planet.

Denne konklusion er baseret på observationer af asteroiden lavet i slutningen af oktober sidste år med det store Gemini North-teleskop på Hawaii.

Før disse observationer kom på banen, var der en sandsynlighed på 0,2% (1 til 500) for et sammenstød med Jorden ved asteroidens passage i 2040. Men de nye og langt bedre observationer udelukker nu muligheden for en kollision.

Et sammenstød ville være katastrofalt

2011 AG5 er ca. 140 meter bred og ville ved et sammenstød med Jorden frigive en energi svarende til flere tusind gange sprængkraften af de amerikanske atombomber, der blev smidt over Japan under Anden Verdenskrig.

Set i det lys er det en rigtig god nyhed, at de nye observationer viser, at 2011 AG5 ikke er på kollisionskurs med vores planet.

Når 2011 AG5 om godt 27 år kommer forbi, vil den ikke komme tættere på Jorden end ca. 890.000 km.

Det lyder måske af meget, men er faktisk kun ca. 2,3 gange gennemsnitsafstanden mellem Jorden og Månen.

Ved den lejlighed vil astronomerne få gode muligheder for at studere asteroiden, der ligesom andre asteroider er byggeaffald fra Solsystemets tidligste barndom.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.