Myterne, der var sande – et blik ind i kryptozoologien
Kryptozoologi handler ikke bare om den afskyelige snemand og dinosaurer. Også helt almindelige dyr har deres plads i læren om dyr, som måske eksisterer. For hvad er egentlig almindeligt?

Kryptozoologi er fagområdet, der forsøger at skaffe oversigt over dyr, som muligvis eksisterer.

Tankerne går hurtigt til yetien, bedre kendt som den afskyelige snemand. Entusiaster med rygsæk og kamera har forsøgt at dokumentere dens eksistens i årevis.

Men sådanne fantasier ødelægger det for den virkelige kryptozoologi, mener Torfinn Ørmen, lektor ved Naturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo:

»Det behøver ikke at være helt sindssyge historier for, at noget hører til kryptozoologien. Hvad der er spektakulært afgøres jo bare af det, vi er vant til at se,« siger han.

En latterliggjort mand og hans junglehest

Kryptozoologiens mest berømte opdagelse, og beviset på at fantastiske skabninger kan være sande, er okapien.

»Da europæiske opdagelsesrejsende tog heste med som pakdyr til Afrika i 1800-tallet, blev de pygmæer, som de opdagelsesrejsende mødte, ikke overraskede over at se de store dyr. Det burde de være blevet, for heste findes ikke i Afrika,« fortæller Torfinn Ørmen.

Pygmæerne var altså vant til at se dyr, som lignede hesten – men hvad var det så, de havde set? Guvernøren i det, der i dag er Uganda, Sir Harry Johnston, snakkede med de lokale stammefolk, og han begyndte at få den mistanke, at der faktisk fandtes en hest inde bag træerne.

»Johnston ledte efter dyret i 40 år, men han blev mødt med enorm modstand og latterliggørelse i Europa,« siger Torfinn Ørmen.

Sir Harry Johnston blev latterliggjort for at tro på junglehesten. (Foto: Theodore Blake Wirgman)

»Alle de etablerede videnskabsfolk regnede med, at dette dyr bare var rent sludder. Hvordan kunne sådan noget eksistere? Johnston snakkede nemlig om en hest, og heste er ikke jungledyr, så det måtte være ren fantasi.«

'Fossil' giraf kom bag på de fleste

Men i 1901, da Johnston for første gang fik kraniet fra et af disse jungledyr mellem hænderne, viste det sig, at han havde ret – og tog fuldstændig fejl.

Ja, der levede et stort hestelignende dyr i Ugandas skove. Men en hest var det ikke.

»Kraniet havde en helt speciel kæbe, og den havde små og meget specielle horn. Sådanne horn findes kun på ét andet dyr: giraffen. Det var slet og ret den første korthalsede giraf – og den eneste blandt andre nulevende giraffer – han havde opdaget,« fortæller Torfinn Ørmen.

Fossiler havde vist, at andre typer giraffer en gang havde vandret rundt i Afrika, giraffer som var mindre, end dem vi er vant til at se, og som havde en kortere hals. Men at sådan en ”fossil” giraf skulle vandre ud af skoven, lyslevende, var der ingen, der havde forestillet sig.

»Tidligere var der en international kryptozoologiforening, og den havde en okapi som logo. Okapien er dyret, som ingen officielle fagkredse troede kunne eksistere, men som viste sig at være der, og desuden være mere spændende, end man havde kunnet forestille sig,« siger Torfinn Ørmen.

Kryptozoologi i tre dele

Kryptozoologien kan deles ind i tre dele:

For det første handler det om dyr, som måske eksisterer i det hele taget. Her har vi for eksempel okapien.

Okapien ser måske ikke så spektakulær ud i dag, men den chokerede europæerne, da de opdagede den i starten af 1900-tallet. (Foto: Charles Miller)

Den anden del af kryptozoologien handler om dyr, som har eksisteret, men som ikke eksisterer længere. I denne gruppe finder vi teorierne om plesiosaurer, svaneøgler, som har overlevet i indsøer.

»Her har du for eksempel historierne om Mokele Mbembe, en plesiosaur som vistnok lever i junglen i Congo. Men beskrivelserne fra lokalbefolkningen siger, at dette måske ikke er en svaneøgle, men hellere en ny og ukendt type næsehorn,« siger Torfinn Ørmen.

Mokele Mbembe beskrives som grå, lidt voluminøs, med kraftige ben, lang hals og med horn foran på hovedet. Af disse kendetegn er der bare ét – den lange hals – som peger i retning mod en svaneøgle.

De andre kan lige så godt være beskrivelsen af et næsehorn.

»Sagen er jo, at hvis det er et næsehorn, hvad enten det er en variant af sort næsehorn, som er det mest sandsynlige, eller om det er en helt ny art, så er det en sensation i sig selv, for der er ingen næsehorn i den del af Afrika,« påpeger Torfinn Ørmen.

Leoparder i Storbritannien

Den allersidste del af kryptozoologien handler om dyr, som vi ved eksisterer, men ikke der, hvor folk rapporterer at have set dem.

»I denne gruppe finder du historierne om leoparder i Sydengland. At leoparder er flygtet fra fangenskab i Storbritannien, og at to kan have mødt hinanden og fået et par unger, det er slet ikke usandsynligt,« fortæller Torfinn Ørmen.

»Men selv om der kan have levet nogle store kattedyr i visse dele af Storbritannien, har der vel aldrig været nok individer til at etablere en bestand. Så de er sikkert borte i dag, hvis de i det hele taget har eksisteret.«

Den mest sandsynlige kryptid er pungulven

Torfinn Ørmen mener, at pungulven er den mest sandsynlige kryptid i dag. Denne pungulv er udstillet på Naturhistorisk museum i Oslo. (Foto: Hanne Jakobsen)

At kryptider – den officielle betegnelse for arter, der ikke er bekræftet af videnskaben – bliver anerkendt som ægte arter, er ikke usædvanligt. Både kæmpeblæksprutten og bjerggorillaen er eksempler på arter, som engang blev betragtet som fabeldyr.

Men ind imellem vandrer arter også den anden vej. Tag for eksempel pungulven:

»Pungulven, et rovdyr som levede i Australien og Tasmanien, blev betragtet som et skadedyr af europæiske bønder, der slog sig ned på kontinentet, fordi den tog mange får. Og inden pungulven blevet fredet, havde bønderne taget livet af så mange af dem, at bestanden ikke kunne komme ovenpå igen,« siger Torfinn Ørmen.

Det sidst kendte eksemplar af pungulven, et individ ved navn Benjamin, døde i fangenskab i 1930’erne, og pungulven er altså udryddet. Eller er den?

»Der kommer altså stadig historier om pungulve, som skal have overlevet i vildmarken. Tasmanien er en stor ø, og pungulven er nok en af de mest sandsynlige kryptider, og den vi alle håber, har overlevet,« siger Torfinn Ørmen.

Vandmandsblæksprutte går gennem nettet

Hvis du ønsker at finde nye arter, og du vil finde større bæster end biller, er det imidlertid ikke på landjorden, du har de bedste odds. For mens det meste af jordens areal både er kortlagt og beboet, har vi kun undersøgt cirka ti procent af havene.

Så sent som i 2003 kunne BBC fortælle om en 12 meter lang klump af biologisk materiale, som var blevet skyllet op på en strand i Chile. Forskerne er fortsat ikke sikre på, hvad det egentlig var. Dermed er det et typisk eksempel på dyr, som havner i kryptozoologiens rækker, før det eventuelt kan bekræftes nærmere.

»Der nede i dybet finder vi ting, som vi ikke aner, hvad er, og det sker stadig. Blandt andet er der blevet observeret en type blæksprutte, som er gennemsigtig, og som har omtrent den samme konsistens som en vandmand,« fortæller Torfinn Ørmen.

Denne krabat blev fundet uden for Trondheim i 1954 og målte 9,4 meter. Længe troede man, at kæmpeblæksprutten bare var en myte, men den har vist sig at være ganske virkelig. (Foto: NTNU Vitenskapsmuseet)

Han forklarer, at en gennemsigtig blæksprutte egentlig er ganske logisk, rent evolutionsmæssigt. Kaskelothvalen, som spiser blæksprutter, finder nemlig sit bytte ved hjælp af ekkolokalisering. Det ekko går lige igennem en gennemsigtig krop – og blæksprutten kan på den måde gemme sig i det åbne hav.

»Det sker, at sådanne blæksprutter havner i trawl, når man fisker efter for eksempel dybhavsrejer. Men med den konsistens går den lige igennem maskerne og bliver ødelagt. Derfor har vi ikke fået studeret disse skabninger ordentligt endnu,« siger Torfinn Ørmen.

»Men de er nogle forfærdeligt spændende dyr!«

Ingen uhyrer i Loch Ness

Det, de fleste af os forbinder med kryptozoologi, er alligevel folk med mærkelige hatte, som leder efter dinosauren Nessie langs bredden af Loch Ness. Kan der være en kim af sandhed også bag denne berømte historie?

»Loch Ness-myten er jo afkræftet vidt og bredt, men der vil altid være nogle konspirationsteoretikere, som klamrer sig til deres forklaring,« siger Torfinn Ørmen.

I Nessies tilfælde findes der faktisk gode forklaringer på, hvad de omstridte fotografier af søuhyret egentlig viser.

»Et af billederne ser ud til at vise en brugde, Cetorhinus Maximus, verden næstestørste fisk. Man kan se den karakteristisk bøjede rygfinne og kølvandet fra snuden, som brugden gerne holder lige under overfladen, og det stemmer helt overens med, hvad billedet viser,« fortæller Torfinn Ørmen.

»Et andet billede ser ud til at vise en grindehval. Så kan man jo spørge sig selv, hvad en kæmpe fisk og en hval laver i en indlandssø, men det er fortsat en mere sandsynlig forklaring end en dinosaur,« påpeger han.

Kan Nessie i virkeligheden være en stør?

Brugden kan være én af forklaringerne på Nessie-myten. (Foto: Greg Skomal/SWFSC-NOAA)

Hvis Nessie faktisk er en samlet betegnelse for diverse havdyr, der har forvildet sig ind i søen, må disse dyr på en eller anden måde være vandret op ad floden Ness. Og en af historierne, som giver liv til Nessie-myten, handler netop om ”noget stort og krokodillelignende”, som blev observeret på vej op ad floden engang i 1930’erne.

»Der var en kvinde, som så et eller andet dyr fra dækket af en båd, og hun beskrev, at det havde store savtakker på ryggen, og nogle hugtandslignende ting stikkende ud af munden. Det var desuden enormt stort, sagde hun. Den beskrivelse passer perfekt til et højst reelt dyr,« siger Torfinn Ørmen.

Det dyr hedder en stør, og flere størarter lever i dag i store dele af Europa.

»Støren har lange følehorn under næsen, den har en lille krokodilleagtig snude og et stor savtaklignende rygskjold, og den kan blive op til seks meter lang. For øvrigt er støren et af de få dyr, som kunne overleve i det kolde vand i Loch Ness, for den har en meget lav forbrænding, og bliver meget gammel,« påpeger Torfinn Ørmen.

Kryptozoologi er tværfaglig

»Kryptozoologi er jo tværfaglig, man må basere sig på et lidt bredere kildemateriale end i den normale zoologi. Man får for eksempel vældigt mange oplysninger fra folkloren, og til og med fra lokale myter. Nogle af dem holder vand, som okapien, og nogle viser sig at være det rene vrøvl,« fortæller Torfinn Ørmen.

»Det havde jo været sjovt, hvis der var en størbestand i Loch Ness, men det er der nok ikke. Folk i vagthold har kørt med ekkolod over søen, og vi ville have fundet dem, hvis der var nogen. Så den er nok enten vandret ud igen, den vej den kom ind, eller er slet og ret død.«

»’Nej’ er jo også et svar i kryptozoologien, på samme måde som inden for alle andre fagområder, selvom det er vanskeligt at få Bigfoot-tilhængere til at godtage det,« påpeger Torfinn Ørmen.

Hvis blåhvalen ikke havde eksisteret, havde vi ikke troet på den

For Torfinn Ørmen er yeti-entusiasterne lige så frustrerende som fanatiske Tea Party-konservative må være for moderate amerikanske republikanere.

»Jeg har endnu til gode at møde en biolog, som ikke er interesseret i kryptozoologi, men de fleste snakker ikke så højt om det, for der er vældigt mange derude, som ødelægger det med historier, som helt åbenbart bare er fantasi,« siger han.

»Men hvad der er spektakulært, bestemmes jo mest af det, som tilfældigvis lever på jorden i dag. Tag giraffen og blåhvalen for eksempel: Hvis de ikke fandtes, så havde vi heller ikke troet på dem.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker