Knapt 1.300 sygelige søløver er siden årets begyndelse strandet på bredden i det sydlige Californien, skriver LiveScience. Forskerne ved ikke hvorfor. Men de mener, det kan skyldes et oceanisk fænomen, som blokerer for søløve-ungernes fødegrundlag.
De strandede søløver er hovedsagligt unger, og de dukker typisk op på bredden i live, men de er alvorligt afmagrede. Nogle vejer mindre end 9 kg, selvom de bør veje godt over 22 kg.
Gennemsnitstallet for strandede søløver i samme tidsperiode ligger normalt på 236.
El Niño kunne have været en årsag
'El Niño' dækker over store temperatursvingninger i overfladevandet i den tropiske del af det østlige Stillehav. Navnet kommer fra spansk, og betyder »drengebarnet« - en reference til Jesusbarnet, fordi fænomenet ofte starter omkring juletid ud for vestkysten af Sydamerika. (Kilde: Wikipedia)
Så stort et antal udsultede søløver er ikke set i Californien, siden El Niño i 1998 opvarmede havet. Havforholdene under El Niño kan nemlig formindske fødekilderne til de fisk, som søløverne lever af.
»Hvis det var et El Niño, så ville det stadig være et overvældende antal søløver, som er strandet, men det ville ikke være overraskende,« siger Sarah Wilkin, som er koordinatoren bag The National Oceanic and Atmospheric Administrations indsats for de strandede søløver, til LiveScience.
Da El Niño-fænomenet ikke er opstået i år, er det et mysterium, hvorfor de udsultede sæler er væltet op på stranden.