Lykke Friis vil have højere priser på kød
Landbrugets udledning af drivhusgasser skal reguleres, så klimabelastende mad bliver dyrere, mener klimaminister Lykke Friis.

Klima- og energiminister Lykke Friis er lige nu i den mexicanske badeby Cancún, hvor hun forhandler om en international klimaaftale ved COP16. (Foto: Anders Birch)

Det kan blive dyrt at købe flæskesteg i fremtiden, hvis klima- og energiminister Lykke Friis får sin vilje ved klimatopmødet i mexicanske Cancún.

Der arbejder hun lige nu for at få indgå en internationale klimaaftale, der skal sikre, at klimabelastende fødevarer som kød bliver dyrere, mens klimavenlig mad bliver forholdsvis billigere.

»Klimaindsatsen på fødevareområdet er i sidste ende ikke et spørgsmål om at vælge hvilken type fødevare, der skal laves, eller hvordan landmændene skal producere - men i stedet et spørgsmål om at sikre, at CO2-belastningen ved fødevareproduktionen er afspejlet i prisen på produktet,« siger Lykke Friis.

Høj pris på kød giver mere klimavenligt forbrug

En sådan klimaaftale skal regulere drivhusgasudledningerne i landbruget, og det vil gøre det dyrere at producere klimabelastende mad som kød, fortæller hun.

I sidste ende vil det give højere kødpriser, og sådanne prisændringer har en stærk effekt på forbruget, siger John Thøgersen, der er professor i økonomisk psykologi ved Handelshøjskolen i Århus.

»Prisen er en faktor, som alle har lyst til at forholde sig til. Det kan også være vigtigt at kombinere information med afgifter - om ikke andet så for at få folk til at acceptere afgifterne. Men i sig selv har information ikke nogen særlig stor effekt, da folk bare kan vælge at ignorere det,« siger John Thøgersen.

Ifølge Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet viser erfaringerne, at hver gang prisen på kød stiger med 1 procent, så falder forbruget med 0,4-0,5 procent.

Økonom: Kød er i forvejen for billigt

Fakta

MAD OG KLIMA

Klimaforskere mener, at opvarmningen af Jorden ikke kan blive bremset tilstrækkeligt, hvis landbruget fortsætter med at udlede drivhusgasser som hidtil.

John Thøgersen mener, at prisændringer generelt er et barsk middel at tage i brug, hvis man vil regulere forbruget, men at det i dette tilfælde kan forsvares.

Dels fordi der under produktionen af fødevarer bliver udledt store mængder drivhusgasser, og dels fordi landbruget er subsidieret, så klimabelastende mad som kød i forvejen er billigere, end det egentlig burde være.

For ikke at skabe social slagside foreslår John Thøgersen, at prisen på kød hæves, mens klimavenlige fødevarer som frugt og grønt bliver tilsvarende billigere. Lykke Friis mener også, at prisen på klimavenlig mad skal holdes nede.

»Med en effektiv global klimaregulering vil prisen på de varer, der har en høj CO2-belastning, stige relativt mere end mindre klimabelastende varer og aktiviteter. Det er den rigtige vej at gå frem for at søge at sætte grænser for folks forbrug af kød, eller hvad man ellers kunne forestille sig,« siger klimaministeren.

Fedtskat virker som klima-afgift på mad

Det er dog usandsynligt, at der bliver indgået en specifik aftale om fødevareproduktion allerede under COP16, siger hun.

Men uanset hvad politikerne kommer frem til, bliver prisen på klimabelastende mad højere i det nye år.

Ifølge FNs landbrugs- og fødevareorganisation FAO stiger især de globale oksekødspriser i øjeblikket med rekordfart, og den kommende fedtskat rammer især kød og mejeriprodukter, der er udråbt som nogle af de største klimasyndere i supermarkedet, pointerer John Thøgersen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.