En klitoris kom imellem den lille franske bulldog Bijou og hendes ejer. Ejeren havde igennem længere tid undret sig over størrelsen på sin firbenede venindes ædlere del. Den var ualmindeligt stor.
Så den lille 18 måneder gamle canadiske tæve fik snor på og trissede ned ad Montreals gader til ’ Université de Montréal’. Der mødte hun professor David Silverside fra Faculté de médecine vétérinaire, som igangsatte en kyndig undersøgelse af det iøjefaldende fænomen.
Først da det kære væsen fik røntgenfotograferet de nedre regioner, stod det klart, at der ikke var tale om hvilken som helst forvokset klitoris. Til alles overraskelse indeholdt Bijous klitoris:
- Et penisben, som er en særlig knogle, han-hunde har i deres penis
- En uudviklet prostatakirtel
- Et sæt forvanskede testikler
En helt speciel hermafrodit
Fundet i Bijous klitoris har skabt en del opsigt, for det er temmelig unikt. Den lille hund er nemlig ikke hermafrodit – altså både han og hun – som de kommer flest.
Normalt, når dyr eller mennesker er tvekønnede, fordi de har en særlig gen-fejl. Men historien er en anden for den lille franske bulldog.
Et ud af 20.000 mennesker bliver født som kvinde med testikler, fordi de har to X-kromosomer, hvor der ved en fejl er knyttet et SRY-gen.
Bijous hun har to X-kromosomer - men ikke det såkladte SRY-gen, som tvekønnede normalt har (læs de tekniske detaljer under artiklen).
Dansk zoolog: specielt, men ikke overraskende
Bijous unikhed vækker dog ikke interesse overalt, hvor den nævnes. Der skal eksempelvis mere end en hund med forstørret klitoris til at chokere zoolog og dyrlæge Mads Bertelsen fra Zoologisk Have i København.
»Det er ikke særlig almindeligt. Jeg har aldrig set sådan et dyr, men jeg vil ikke sige, at det er overraskende. Hunde bliver der født mange af, så nogle af dem vil have defekter. Det er straks mere usandsynligt, at man ser sådan noget på en panda, som der kun bliver født tolv af om året,« siger Mads Bertelsen.
Han fortæller, at de fleste dyr, hvori der opstår defekter, hurtigt vil dø – de fleste allerede i fosterstadiet. Især når der er tale om fejl i hjernen, hjertet eller andre vigtige organer.
»Desuden bliver en hund tit aflivet, hvis den ser mærkelig ud ved fødslen. Så kommer vi måske aldrig til at høre om dens defekter. Men defekten her kan hunden jo leve med, og derfor er den blevet opdaget,« siger Mads Bertelsen.
Måske lever der et foster i Bijous klitoris
Dyrlægen mener, at Bijou først for alvor er opsigtsvækkende, hvis hun både har de mandlige kønsorganer i sin klitoris og æggestokke ligesom en normal tæve – hvad historien fra Montreal ikke melder noget om.
»Det vil være usædvanligt, hvis hunden har to sæt kønskirtler – altså også æggestokke. I så fald kan en forklaring være, at den har en ’intern tvilling’. Altså, at dele af et tvillinge-foster lever i den,« siger Mads Bertelsen.
Andre dyr har også store klitter
Mads Bertelsen fortæller, at der findes andre historier om dyr, som fra naturens side har meget store klitorisser. Men ingen af dem kan sammenlignes med historien om Bijou.
- De små lemurer er et eksempel. Hyæner er et andet. Faktisk kan hun-hyænernes klitoris være så stor, at det er svært at se, om der er tale om en han eller hun.
- Fra både Svalbard og Grønland er rapporteret isbjørne med forstørrede klitorisser. Årsagerne er uafklarede, men forurening i det arktiske miljø har været mistænkt.
Kun én anden kendt fransk bulldog er blevet født med en klitoris som Bijous. Det er den spanske hund Tana, som i foråret 2000 chokerede en dyrlæge med sin ualmindeligt store klitoris.
Der er også rapporter om andre hunderacer samt geder og heste med samme feature.