Ni milliarder euro.
Så mange ekstra penge kunne de børn, der hvert år fødes i EU, øge deres livsindtjening tilsammen, hvis det lykkes at få nedbragt den globale kviksølvforurening fra afbrænding af fossile brændsler og udvinding af guld ved minedrift.
Det viser et nyt studie, der er gennemført af et europæisk forskerhold under dansk ledelse.
At kviksølv skader vores hjernefunktion er veldokumenteret. Men det er første gang, man har regnet ud, hvilke økonomiske konsekvenser det har for den enkelte at man på grund af kviksølvforurening får en dårligere hjernefunktion – udtrykt som lavere IQ - og dermed også en dårligere uddannelse og en ringere indtjening.
Resultaterne, der er opnået af en europæisk forskergruppe, er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Environmental Health.
»Vores beregninger viser, at der hvert år fødes et par hundredtusinde børn i EU med kviksølvniveauer, der overskrider den maksimale grænseværdi. Samlet set giver det et tab på 700.000 IQ-point. Det giver alt i alt en nedgang på ni milliarder euro i livsløn for alle de børn, der hvert år fødes i EU,« siger Philippe Grandjean, der som professor Afdeling for Miljømedicin på Syddansk Universitet har haft det overordnede ansvar for forskningsprojektet sammen med franske økonomer.
Kviksølvmålinger fra 17 europæiske lande
Forskerne vurderede, i hvor høj grad børn er blevet påvirket af hjernegiften i fostertilstanden ud fra målinger af kviksølvkoncentrationen i hår fra unge mødre. I alt 17 europæiske lande leverede data til studiet.
Ud fra målingerne kunne forskerne estimere, at der hvert år fødes 232.000 børn med kviksølvniveauer over WHO’s maksimale grænse på 2,5 mikrogram kviksølv per gram hår – en grænseværdi, der i forskerverdenen oven i købet anses for at være alt for høj, hele fem gange højere end den beregnede sikre grænseværdi på 0,58 mikrogram kviksølv per gram hår. Ifølge det nye studie fødes der hvert år 1.866.000 børn i Europa med kviksølvniveauer, der ligger over den sikre grænse.
»Det er et stort problem, for det truer næste generations hjernekraft. Det er på tide, at vi overvejer, om vi vil risikere vores børnebørns hjernefunktioner for at få lov til at fortsætte med vores forurening,« siger Philippe Grandjean.
Kommende aftale skal mindske forurening
Når han og hans kolleger vælger at opgøre problemet i penge, er det for at pointere, at det ikke blot er et spørgsmål om at efterlade verden i samme gode tilstand, som vi arvede den i – det handler i lige så høj grad om, at vi skal give børnene samme gode chance for at føre verden videre, som vi selv har haft. Og jo bedre hjernen kan udvikle sig under fostertilstanden, desto større er chancen.
At problemet er alvorligt understreges af, at forskere og embedsmænd fra alverdens lande om få dage mødes i FN-regi for at nedfælde en international aftale, der skal nedbringe kviksølvforureningen til et minimum.
Tabet på de ni milliarder euro er korrigeret, således at det svarer til, hvad penge er værd i dag frem for til den tid, hvor pengene tjenes.
Forskerne har brugt data fra det såkaldte DEMOCOPHES-projekt, der kortlægger i hvor høj grad befolkningerne i EU's respektive lande bliver udsat for skadelige kemikalier i deres hverdag – et af disse stoffer er kviksølv. Disse data blev suppleret med tilsvarende målinger fra bl.a. Storbritannien, Kroatien, Grækenland, Norge og Færøerne.
»Den 13. januar går det løs, og så får man forhåbentligt forhandlet en endelig aftale på plads. EU regulerer allerede en del af kviksølvforureningen, og den forurening, der finder sted i Europa, udgør kun en lille del af det globale problem,« siger Philippe Grandjean.
Reduktion vil tage århundreder
En stor del af kviksølvforureningen sker i ulandene, hvor man bruger gigantiske mængder kviksølv til at udvaske guld fra sten og sedimenter fra minedrift. Mange tons kviksølv havner hvert år ude i naturen på den bekostning, bl.a. i Filippinerne, hvor minearbejdere ifølge danske beregninger hvert år frigiver mellem 200 og 500 tons kviksølv. Det største problem er dog forbrænding af kul, især kinesisk brunkul, der fra naturens hånd er særligt rigt på kviksølv.
For at komme forureningen til livs, må man i langt højere grad investere i kontrolteknologier, men selv hvis det lykkes vil der gå århundreder, før kviksølvforureningen er bragt ned til et acceptabelt niveau. Det farlige kviksølv forsvinder kun langsomt fra vores omgivelser, og en betydelig del af det kviksølv, vi er udsat for i dag, stammer således helt tilbage fra begyndelsen af industrialiseringen fra midten af 1800-tallet. Siden dengang er mængden af farligt kviksølv i vores omgivelser steget kraftigt, så det i dag er omkring 10 gange over det naturlige niveau.
»Det er uhyre vigtigt, at vi får standset eller begrænset udledningen af kviksølv til miljøet. Men selv med en skrap aftale vil det tage rigtig mange år, før man får nedbragt niveauet til det naturlige,« siger Philippe Grandjean.
Spis fra bunden af fødekæden
I mellemtiden er det vigtigt, at man spiser fra bunden af fødekæderne – i stedet for at spise tunbøffer og sværdfisk, skal vi spise rejer, muslinger, rødspætte, sild og laks, der ikke rummer så meget kviksølv, og som sagtens kan dække vores behov for næringsstoffer.
»Jeg håber på, at man bliver enige om en langsigtet strategi, der skaber kontrol med forureningen. I mellemtiden skal vi tilpasse os og specielt gravide kvinder bør holde sig fra at spise fra toppen af fødekæden - det af hensyn til næste generations IQ, helbred, handlemuligheder og indtjening,« siger Philippe Grandjean.
Til mødet vil der også være danske repræsentanter til stede, deriblandt Anette Ejersted, der er ansat i Miljøstyrelsen som funktionsleder i kemikalier. Hun fortæller, at det er det femte og sidste forhandlingsmøde om en kommende global kviksølvkonvention.
Dansk repræsentant: der er stadig knaster
Målet med mødet er efter Anette Ejersteds udsagn at opnå enighed om en ny konvention, der kan takle den globale kviksølvforurening. Man skal blive enige om hvilke anvendelser og udledninger, det for øjeblikket er mulige at regulere.
»På nuværende tidspunkt er stort set alt stadig åbent til forhandling. Man er kommet et godt stykke, men der er stadig store knaster, bl.a. i forhold til, hvordan man regulerer luftforurening og hvordan man finansierer konventionen,« siger Anette Ejersted og slutter:
»Konventionen vil forhåbentlig munde ud i et decideret regelsæt, der kommer til at gælde på globalt plan. Lykkes det, vil man på sigt få et setup omkring implementering, overvågning, mm., der sikrer, at man kan følge og vurdere effekterne af den.«