En stor og hidtil fuldstændig ukendt ’kløft’ er blevet fundet omkring 1,6 kilometer under Grønlands Indlandsis ved hjælp af blandt andet radardata fra NASA.
Kløftens karakteristika minder om en snoet flodkanal og er mindst 750 kilometer lang, hvilket gør den længere end Grand Canyon. På nogle steder er kløften mere end 800 meter dyb. Den kæmpe formation menes at have været der, før Indlandsisen kom til for millioner af år siden, og kan være med til at fortælle historien om, hvordan landskabet så ud i fortiden.
»Man kunne måske formode, at Jordens landskab var fuldt ud udforsket og kortlagt, men vores forskning viser, at der stadig er meget tilbage at opdage« siger geografiprofessor Jonathan Bamber fra University of Bristol, England. Han er hovedforfatter på studiet, som netop er publiceret i det højtansete videnskabelige tidsskrift Science.
Transporterer smeltevand ud i havet
Forskerne brugte en massiv mængde radar-data optaget fra luften, indsamlet af NASA og forskere fra England og Tyskland i løbet af flere årtier for at kortlægge landskabet under Indlandsisen.
Det er ret bemærkelsesværdigt, at en afgrund på størrelse med Grand Canyon bliver fundet i det 21. århundrede.
En stor del af dette data stammer fra NASA’s Operation IceBridge, som i første omgang løb fra 2009 til 2012, men som bliver genoptaget i 2014.
Den nyopdagede kæmpekløft spiller formentlig en vigtig rolle i at transportere smeltevand fra det inderste af Grønland til kanten af Indlandsisen og ud i havet.
»Det er ret bemærkelsesværdigt, at en afgrund på størrelse med Grand Canyon bliver fundet i det 21. århundrede,« siger Michael Studinger, som er en af forskerne tilknyttet NASA’s IceBridge-projekt.