Hvis du synes, kaninen i buret hjemme i haven er en grovæder, så skulle du have oplevet dyrene på ferieøen Minorca for nogle millioner år siden.
Ifølge tidsskriftet Journal of Vertebrate Paleontology har spanske forskere fundet rester af en kanin på hele 12 kilogram. Små øjne, små ører og en lang rygrad afslører, at den formentlig har levet uden fjender og i øvrigt haft meget svært ved at hoppe som andre kaniner.
»Jeg tror, at denne kongekanin, Nuralagus rex, har gået ret klodset. Forestil dig en bæver på land,« siger førsteforfatter, palæontolog Josep Quintana fra Institut Català de Paleontologia i en pressemeddelelse fra tidsskriftet.
Kæmpekanin viser, at øer påvirker dyrs størrelse
Kæmpekaninen levede for mellem tre og fem millioner år siden. Den er måske et af de ældste eksempler på, at dyr kan udvikle sig pudsigt, når de bor på isolerede øer. En gammel teori lyder, at store dyr bliver mindre og mindre dyr større, når de bor på øer, formentlig på grund af udbuddet af føde og antallet af f.eks. kødædende fjender.
Det er formentlig manglen på naturlige fjender, der også har fået kaninens øjne og ører til at skrumpe til uforholdsmæssig lille størrelse. I stedet har det store dyr kunnet fokusere på at finde rødder og knolde til at fylde sin store mave.
Selvom 12 kg lyder abnormt, hører det med til historien, at der også i dag lever kaniner, som vejer mere, end man lige skulle tro. Den største er racen Belgisk kæmpe, som snildt runder 7 kg og kryber op mod 10 kg.