Grønland er gennem tiden blevet besøgt af flere forskellige kulturer, som med mellemrum har befolket øen, men hvorfor de forskellige kulturer hver især har sagt farvel og tak efter nogle århundreder er uklart.

Nu har amerikanske forskere fra Brown University, Rhode Island, undersøgt sø-sedimenter på Grønlands vestkyst, som afslører, at området i de sidste 4.500 år har været udsat for meget abrupte temperatursvingninger.

Forskernes resultater offentliggøres i Proceedings of the National Academy of Sciences, PNAS.

Forskerne dokumenterer, at temperatursvingningerne skete meget hurtigt og inden for årtier.

Det amerikanske forskerhold mener, at netop de store temperaturudsving kan forklare de tidligere bosætteres ankomst og forsvinden i Grønland.

GeoArk-projektet i Nordøstgrønland

»Jeg kender til forskerholdets arbejde, og det er et stykke meget fint klimatisk forskning, som de har udført,« siger Bjarne Grønnow, som er forskningsprofessor på Nationalmuseet og koordinator for SILA, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning.

»De amerikanske forskere har lavet en meget detaljeret klimakurve for et område ved Søndre Strømfjord. Men man skal passe på med at generalisere fra undersøgelser, der er lavet ét sted, ud til hele Grønlands kulturhistorie,« siger arkæologen.

Grønnow er projektleder på GeoArk, som er et tværfagligt forskningsprogram under Forsknings- og Inovationsstyrelsen, der undersøger en tilsvarende problematik i Nordøstgrønland.

»GeoArks undersøgelser viser, at der ikke eksisterer en direkte sammenhæng mellem temperaturen og tilstedeværelsen af bosættelser i Nordgrønland,« siger Grønnow.

I løbet af de sidste 4.500 år har der været fire forskellige episoder med bosættelser i Nordøstgrønland. Men de eskimoiske fangerkulturer fik alle hurtigt nok og forsvandt igen efter nogle århundreder.

»Menneskets indvandring og udvandring i Nordgrønland er styret af et ret komplekst samspil af miljø- og kulturhistoriske faktorer,« forklarer Bjarne Grønnow.

Samarbejde mellem arkæologer og klimafolk

»Det er vigtigt, at naturvidenskabsfolk og klimafolk arbejder sammen med arkæologer, for til fulde at forstå klimaets effekt på de forhistoriske kulturer i Grønland. Arkæologer er ikke helt inde i klimaforskeres arbejdsområde og omvendt,« understreger Bjarne Grønnow.

I GeoArk-projektet arbejder forskere fra geofagene, arkæologi og biologi sammen for at forstå palæoklimaets relation til disse tidligere bosættere.

»Arkæologi og klimaforskning skal spille sammen. Man skal gå målrettet ind og se, hvilke lokale klima- og miljøforhold den enkelte kultur har været afhængig af,« understreger Grønnow.

Kort over GeoArks feltarbejde i Nordøstgrønland. Siriusvandet strækker sig fra Shannon Ø via Lille Pendulum til Hvalros Ø og Sabine Ø. Med tilladelse fra Bjarne Grønnow.

»Nogle kulturer har baseret deres livsførelse på fast havis, andre kulturer udnytter områder med åbent vand. Man skal vurdere den enkelte kulturs teknologi, fangst og ressourceudnyttelse, før man kan sætte det i forbindelse med klimasvingningerne,« forklarer Bjarne Grønnow. 

Thulekulturen var afhængig af åbent vand

Som eksempel fremhæver Grønnow Thule-kulturen, som opholdt sig i Nordgrønland i tidsrummet 1400-1830´erne:

»Thule-kulturen var helt afhængig af polynier, som er områder i havisen med åbent vand«

Grønnow fortæller, at forskerne i GeoArk-projektet har studeret Siriusvandet lige ved Daneborg. 

Siriusvandet er et åbentvandsområde, hvor der på grund af ganske særlige vind- og strømforhold er isfrit, også om vinteren.

»Når vi kortlægger dette område, ser vi en enorm udbredelse af forårsbopladser. De bopladser udnyttede, at der om foråret kommer træk af hvalrosser og hvaler. Man kunne lagre tonsvis af spæk og kød, og det har givet forsyninger til resten af året.«

Bjarne Grønnow fortsætter:

Hvalros Ø ligger lige midt i åbentvandsområdet, Siriusvandet, i Nordøstgrønland. På den lille ø er kortlagt spor efter en kæmpemæssig boplads fra Thule-kulturen (c. 1400 – 1830 e.Kr.). Her samledes hundredevis af mennesker om foråret for sammen at jage hvalrosser og hvaler, hvis kød og spæk man oplagrede i store depoter på øen. Arkæologerne har fundet omkring 1000 depoter på Hvalros Ø og mængder af knogler fra de store fangstdyr. Thule-folkenes eksistens i de højarktiske områder var helt afhængig af oplagrede ressourcer. Foto: Bjarne Holm Jakobsen, 2007.

»For disse bosættere har de altafgørende faktorer for livets opretholdelse været karakteren af de lokale havstrømme og vindforhold. Dette understreger, at man må gennemføre lokale undersøgelser for at kunne vurdere, hvad årsagen til deres forsvinden har været«

»Vi bruger lokaldata som for eksempel nedbør, isens udbredelse på havet og dannelse af isfrie områder. Men man kan ikke se på lokale effekter og så lave slutninger for hele Grønland,« understreger Bjarne Grønnow.

Grønnow forklarer, at man bruger sedimentborekerner for at undersøge, i hvilket omfang havområder tidligere har været isfri eller isdækket.

Disse forhold kan afsløres ved at kigge på sedimentets indhold af diatomerer, som er små kiselalger.

»Geograferne i GeoArk-projektet har analyseret sedimenter fra små ferskvandssøer i området for at studere de lokale nedbørs- og vindforhold gennem tiden. Vores norske kolleger, maringeologer fra Tromsø Universitet, borer en sedimentkerne op fra havbunden i Siriusvandet ud for Hvalros Ø i år, og når analyseresultaterne foreligger, kan vi med meget høj sikkerhed se, i hvilke perioder, havet har været isdækket eller frit.«

Man kan læse om projektet i Danish Journal of Geography og nye forskningsresultater bliver offentligjort i det ansete britiske tidskrift Antiquity senere på året.