Hvad er det for en mærkelig ... fisk?
En kvinde har fundet et mystisk dyr på stranden i Vestjylland og vil gerne have svar på, hvad det er for en mærkelig fiskeagtig fætter. En forsker løser gåden fra den anden side af kloden.

Af og til snubler man over små hverdagsmysterier, som ikke kan løses uden hjælp.

En sådan oplevelse havde en kvinde, da hun for nyligt gik tur langs den jyske vestkyst.

»Min mor har i denne uge været på stranden, nær Thorsminde. Her fandt hun et dyr (fisk), som hun ikke før har set, og hun er ellers kommet ved vestkysten hele sit liv,« skriver læseren Freya i en e-mail til Spørg Videnskaben.

Hun vedhæfter tre billeder af den lille fiskefætter, som hun beskriver som værende omkring 10 centimeter lang.

»Vi vil gerne vide, hvad dyret hedder, og hvor almindeligt det er,« tilføjer hun.

'Verdensmesteren' er på forskertogt

Her på redaktionen er vi vilde med at løse mysterier, så vi videresender straks Freyas billeder til Institut for Akvatiske Ressourcer ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Snart efter kommer der et muligt svar fra en af forskerne på stedet.

»Det ligner en ulk, men jeg sender den lige videre til en specialist - Peter Rask Møller, der er verdensmester i den slags,« skriver sektionsleder Marie Storr-Paulsen fra DTU AQUA.

'Verdensmesteren' er imidlertid på forskertogt i Sargassohavet, hvor han er med til at løse helt andre fiskemysterier, som vedrører den europæiske ål. Disse mysterier kan du læse meget mere om i artiklen 'Den truede ål under lup'.

Svaret kommer fra Sargassohavet

Men et par dage senere kommer der alligevel et svar, som for alvor kan afgøre, hvilken art det vestjyske fiskedyr tilhører.

»Fisken er en panserulk (Agonus cataphractus),« fastslår lektor Peter Rask Møller i en e-mail, som er afsendt direkte fra Sargassohavet.

Peter Rask Møller forsker normalt i fisk og akvatisk biologi ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, og han kan uden videre kaste et par oplysninger om panserulken ud af ærmet.

»Den er ikke så ualmidelig, som mange tror. Især i vinterhalvåret kommer den tæt ind til kysten, hvor man sagtens kan opleve den, hvis man tager en våddragt på og snorkler en tur,« fortæller Peter Rask Møller.

'Den har et sejt skæg'

Selvom Freyas mor aldrig før har fundet en panserulk under sine mange besøg ved vestkysten, så er der altså langt fra tale om en sjælden fisk.

Ifølge Felthåndbogen fra Danmarks Fugle og Natur er panserulken udbredt fra og med De Britiske Øer til og med Hvidehavet, og i Østersøen kan man støde ind i fisken til og med Gotland.

Til trods for at fisken altså er almindeligt udbredt, så sker det alligevel kun sjældent, at fiskere får panserulke på krogen, fortæller Peter Rask Møller.

»Den har en meget lille mund, så den fanges næsten aldrig på krog. Til gengæld har den et sejt skæg,« konstaterer han.

I Felthåndbogen kan man også læse, at panserulke har mange små skægtråde under hovedet og to under snuden.

Er dækket af et stift panser

Ulkefiskens militæragtige navn er formentlig opstået, fordi dens krop er dækket af et panser bestående af plader af ben, som gør fisken stiv og hård at røre ved.

Panseret på hovedet er samtidig dækket af pigge og kamme.

»Fisken er en dårlig svømmer og kan sagtens fanges med hænderne, men da den er så vel bepansret har den næppe mange fjender,« skriver Felthåndbogen om panserulken.

Lever af krebsdyr

Det lille fiskedyr lever typisk ved stenrev og havnemoler, og arten er glad for at opholde sig på sandbunden mellem sten og tang.

Og ifølge Felthåndbogen lever panserulken især af krebsdyr.

Med disse oplysninger håber vi, at Freya og hendes mor har fået stillet nysgerrigheden omkring deres fiskefund.

Herfra skal der lyde en tak for spørgsmålet og ikke mindst en stor tak for hjælpen med at løse ulkemysteriet til både Marie Storr-Paulsen og Peter Rask Møller.

Skulle du selv have spørgsmål om fisk, fugle, fysik eller noget helt fjerde, så tøv ikke med at sende os dit spørgsmål på e-mailadressen sv@videnskab.dk. Du kan også på jagt efter andre gode spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben her på siden. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.