De fleste af de tamdyr, vi kender i dag – fåret, hønen, hesten, hunden – er ganske forskellige fra de oprindelige dyr, som søgte tilflugt hos os mennesker for tusindvis af år siden.

Det skyldes blandt andet, at mennesker har kørt med primitiv genmodificering i generationer: Vi har bevidst ladet dyr, som har egenskaber, vi ønsker, få mange børn, og forsøgt at luge ud i de svagelige eller tynde enheder i flokkene.

Det giver nogle gange uventede konsekvenser, som svenske forskere nu har set hos almindelige høns.

Blandt høns hænger størrelsen på kammen nemlig tæt sammen med æglægningsevnen. Høns, som kan få mange æg, er også dem, som har størst pryd på toppen af hovedet.

Og fordi vi mennesker stadig har favoriseret de mest produktive høns, har vi også høns med stadig mere ekstrem hovedpynt.

Samme gener styrer hele systemet

Det er forskere ved Linköpings universitet, som har testet, hvordan høns har skiftet udseende, efter at to arter – almindelige tamhøns og rød junglehøne som tamhønen stammer fra – er blevet stadig mere sammenfiltrede i generne.

I et studie, som nu er publiceret i tidsskriftet PLoS Genetics, har forskerne krydset rød junglehøne med tamhøns gennem flere generationer, så hver generation fik en mere og mere broget genetisk sammensætning.

Og da forskerne kom til den 18. generation af hybrid-fjerbolde, fandt de to gener, som er såkaldt pleiotropiske – det vil sige, at det ene gen styrer flere egenskaber samtidig.

I dette tilfælde styrede generne HAO1 og BMP2 både størrelsen på kammen, tykkelsen på hønens ben og hendes æglægningsevne.

Brusk er nøglen

Disse tre kyllinger er alle 18. generations sammenblanding af røde junglehøns og almindelige tamhøns. Hos de voksne høns med den største kam og de tykkeste ben, fandt forskerne to gener, som er direkte ansvarlige for de (for os mennesker i hvert fald) fordelagtige egenskaber. (Foto: Dominic Wright)

En høne kan lægge flere æg, jo tykkere ben hun har, fordi en del af af det kalcium, der er brug for til at lave æggeskal, optages direkte fra skelettet. Dermed er det naturligt, at tykkere ben giver flere æg.

Nogle høns er faktisk så gode til at lægge æg, at det går helt over gevind.

Men hvordan passer så hovedpynten ind i billedet?

Forklaringen er, at den er lavet af brusk, en ganske blød vævstype, som vi for eksempel finder i vores knæ og andre led i kroppen. Også skelettet starter som brusk, og dermed er det ikke unaturligt, at en veludviklet evne til at lave brusk både betyder stærke ben og stor kam.

Både bedst til æg og bedst til sæd

Når det gælder høns, er vi vant til at tænke, at det er hannen, som har størst glæde at flot pynt – som regel er det den største og mest majestætiske hane, som styrer flokken af høns. Men også hønerne drager uventet nytte af en mere 'fancy' hønekam.

Et studie fra Nature i 2003 viste nemlig, at haner har lært sig at genkende denne genetiske fordel hos deres damer. De skelner mellem dem ud fra ’hatten’, og giver mest sæd til damerne med den bedste kam.

Dermed får de høns, som er bedst til at lægge æg, også den bedste mulighed for at blive befrugtet og få så mange æg som muligt.

Det er vel det, man kan kalde evolutionær jackpot!

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson