Fugle på Galápagos-øerne overrasker forskerne: Har lært at drikke nektar
Et nyt studie har kortlagt spisevaner blandt fuglene på Galápagos-øerne, og resultatet overrasker: I modsætning til fugle på fast landjord, supplerer fuglene på øerne deres normale fødekilder med nektar fra blomster.

På Galápagos øerne er der stor i sammensætningen af dyr, og det tvinger fuglene til at supplere føden med alternative energikilder såsom nektar. (Foto: Ruben H. Heleno)

 

Nogle fugle spiser insekter, andre spiser nødder og frø, og andre igen drikker nektar fra blomster.

De har hver deres fødekilde, som de igennem tiden har specialiseret sig i at finde og spise. Sådan er den gængse opfattelse af fugles spisevaner i hvert fald.

Men et nyt studie, der netop er blevet offentliggjort i Nature Communications, kan nu komme til at ændre på dén alment accepterede tanke. Studiet viser nemlig, at stort set alle fugle på Galápagos-øerne supplerer deres primære føde med nektar fra blomster.

En af forskerne bag studiet er den danske professor Jens Mogens Olesen, som i de seneste fire år har studeret fuglenes spisevaner på Galápagos-øerne sammen med sine kolleger.

»Vi havde en del skeptikere, da vi sendte manuskriptet til vores artikel ind. Folk mente simpelthen ikke, at det kunne passe. Men jo – fuglene drikker altså nektar,« fortæller Jens Mogens Olesen, der er professor i økologi ved Aarhus Universitet.

Manglende føde får fuglene til at ændre spisevaner

Galápagos-øerne ligger 1.000 kilometer vest for Ecuador i Sydamerika, og den store afstand til fastlandet betyder, at øerne har et dyreliv, som er meget unikt.

Fakta

Blandt de fugle, forskerne undersøgte, var darwinfinkerne, fluesnapper, galapagosduen, spottedroslerne og den gule sangfugl. Der er kun tale om fugle, som bor fast på øerne – ikke trækfugle. Kilde: Jens Mogens Olesen

Mens der er mange fugle og krybdyr, findes der ikke ret mange pattedyr og padder i forhold til fastlandet.

For fuglene er problemet, at der er en anderledes sammensætning af dyr og især byttedyr, hvilket tvinger dem til at ændre drastisk i deres spisevaner, forklarer Jens Mogens Olesen.

»Biologien på de her øer er helt anderledes i forhold til eksempelvis Sydamerika. Vi så blandt andet på fluesnapperen - den lever normalt udelukkende af at fange og spise insekter. Men her på øerne er der bare ikke ret mange insekter. Derfor er den tvunget til at finde andre fødekilder,« forklarer han.

Men hvordan kan forskerne overhovedet være så sikre på, at fuglenes spisevaner har ændret sig?

Pollen fra næb afslørede fuglene

For ikke at skulle sidde og overvåge blomster og planter i døgndrift, benyttede forskerne en mere effektiv måde at gribe undersøgelserne an på:

  • Først indfangede de fuglene og tørrede deres næb af med geléklumper.
     
  • Derefter plantede de geléen i et mikroskop og nærstuderede den.
     
  • Her kunne de så se, at næsten samtlige fugle havde pollen på næbbet.
     
  • Ud fra det kunne de konkludere, at fuglene har planterne som fødekilde.

Den del af forskningen har krævet rigtig meget arbejde. Jens Mogens Olesen fortæller, at han sammen med sine kollegaer har indfanget flere tusinde fugle, og at nogle af forskerne ikke har lavet andet end at identificere pollen.

Forskere har indfanget flere tusinder af fugle på de eksotiske Galápagos øer for at identificere den pollen, som nektar fra blomster efterlader på fuglenes næb. (Foto: <a>Ruben H. Heleno</a>)

Mikkel Willemoes, postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum, har ikke selv været med til studiet, men er imponeret over det arbejde, forskerne har lavet.

»Det er meget grundige data, forskerne har samlet. De har været rundt på alle øerne og kigget på stort set alle fugle, der lever der. Det er virkelig gennemarbejdet og har krævet meget tid,« siger Mikkel Willemoes.

Men én ting er, at fuglene spiser noget andet, end man på forhånd vidste - noget andet er det tempo, fuglene ændrer deres spisevaner i.

 

Uden omstilling vil dyrene uddø

Fuglene på Galápagos-øerne har ændret deres spisevaner i et langt højere tempo, end man ellers troede muligt. Det er nemlig ikke kun de kendte, udbredte planter de mæsker sig i.

Meget af det pollen, fuglene havde på sig, stammede nemlig fra indførte plantearter, som er nye på øerne.

»De her fugle er meget opportunistiske, og de ændrer løbende deres adfærd. De spiser næsten hvad som helst, de kan komme i nærheden af. Tidligere troede man, at de var meget sårbare over for forstyrrelser – den holder ikke længere. Hvis der er mangel på insekter, så spiser de bare noget andet,« fortæller Jens Mogens Olesen.

De her fugle er meget opportunistiske og de ændrer løbende deres adfærd. De spiser næsten hvad som helst, de kan komme i nærheden af. Tidligere troede man, at de var meget sårbare over for forstyrrelser – den holder ikke længere. Hvis der er mangel på insekter, så spiser de bare noget andet

Jens Mogens Olesen

Den vurdering er Mikkel Willemoes enig i.

»Det er sjovt, at der er mange indførte plantearter på Galápagos-øerne. Det er ikke en lang, specialiseret evolution. De her fugle er meget opportunistiske og hurtigt omstillelige. Det er de nødt til at være på de øer. De arter, som overlever, er dem, der er i stand til at omstille sig til nye forhold,« sige Mikkel Willemoes.

Med klimaforandringer som et af de helt store temaer, hvad kan vi så bruge denne viden til?

 

Truet liv på stillehavsøerne

Jens Mogens Olesen fortæller, at han i fremtiden gerne vil undersøge, om fundene på Galápagosøerne også gælder for andre øgrupper – især i Stillehavet, hvor havstigninger kan ændre drastisk på øernes dyreliv.

»Det kunne være interessant at se på øerne i Stillehavet. Hvis dele af dyrenetværket forsvinder med havstigningerne, bryder det hele så sammen, eller finder dyrene nye måder at klare sig på? Øer som Galápagos-øerne er jo meget unikke, hvad angår dyreliv – her findes arter, som ikke lever andre steder,« siger Jens Mogens Olesen.

Jens Mogens Olesen er i gang med at søge forskningsmidler, så han kan fortsætte sin forskning.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker