Fortidsdyr havde tænder i ganen
Det 4,5 meter lange fortidsvæsen havde ikke kun rækkevis af store tænder i overkæben og underkæben. Det havde også kraftige tænder i ganen.

Du kan se almindelige tænder langs kanten af kæben på dette temnospondyl-fossil. Men midt på fossilet, omtrent en tredjedel oppe på billedet, ser man også tænder spredt ud over ganen. (Foto: Christian Sidor)

Du kan se almindelige tænder langs kanten af kæben på dette temnospondyl-fossil. Men midt på fossilet, omtrent en tredjedel oppe på billedet, ser man også tænder spredt ud over ganen. (Foto: Christian Sidor)

Det slår ikke fejl.

Uanset hvor skrækindjagende vore dages hajer og krokodiller kan virke, så kommer palæontologerne altid trækkende med noget forhistorisk, som var endnu slemmere.

Denne gang er det Kryostega collinsoni, en fjern slægtning af salamandere og frøer, som plaskede rundt på vor klode for omkring 240 millioner år siden. Den mindede om en slags underlig krokodille med et digert, fladt hoved. Indersiden af dette hoved vækker nu opsigt.

K. collinsoni ser nemlig ud til at have haft kraftige tænder i ganen, ud over de normale rækker langs overkæben og underkæben.

Enorme tænder

K. collinsoni var imidlertid ikke ene om denne noget unormale dentale udrustning. Fortidsdyret hører med til en gruppe, som kaldes temnospondyler. Fossiler viser, at flere af disse skabninger havde små tænder i ganen.

Men undersøgelser af den for nyligt opdagede K. collinsoni tyder på, at netop denne udgave havde ganen fuld af skrækindjagende tænder, som var lige så lange som resten af dens gebis.

»Sammenlignet med andre reptiler var dens tænder bare enorme,« siger forskeren som ledede undersøgelsen, Christian Sidor fra University of Washington.

»Dette får os til at tro, at dyret var et rovdyr som nedlagde store byttedyr.«

Del af snuden

Det var imidlertid ikke ret meget, som palæontologerne havde at forske på. Holdet af forskere undersøgte en del af en forstenet snude, som blev fundet i 1986, men som ingen har kigget nøjere på før nu. Den indeholdt blandt andet et næsebor, som fortalte noget om hvor stort dyret havde været, dengang det levede.

Og da Sidor og hans kollegaer sammenlignede trækkene ved snuden med mere komplette fossiler fra lignende temnospondyler, fandt de tegn på, at ganetænderne hos K. collinsoni formodentlig har været skræmmende store.

På den anden side kan man jo så argumentere med, at evolutionen har frembragt langt grummere sæt gebisser i æonerne der fulgte. Vi nævner blot Tyrannosaurus Rex...

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.