Forskere strides om mystisk objekt i Mælkevejens centrum
Forskerne har været i tvivl om, hvad det er, der cirkulerer om det kæmpe store sorte hul i centrum af Mælkevejen. Nye observationer peger på, at der er tale om en ung stjerne.

Rundt om det enorme sorte hul i midten af vores galakse, Mælkevejen, cirkulerer et objekt, som forskerne siden 2011 har været uenige om, hvad er. Nogle kender måske objektet under navnet ’G2’, men det er endnu ikke afklaret, om der er tale om gas eller om en stjerne.

G2 er interessant for forskerne, fordi den længe har været på vej mod at lave et tæt sving rundt om det sorte hul. Nu viser nye observationer, at G2 er forblevet kompakt, efter den har været en tur rundt om – og meget tæt på – det sorte hul. Det skriver Livescience.com.

Forskerne, som har studeret G2’s svingtur, vurderer at en gassky højest sandsynligt ville være blevet opslugt at det sorte hul, og de vurderer derfor, at der er tale om en stjerne. Sådan lyder det i et studie foretaget af forskere fra University of Cologne. Studiet er publiceret i tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

Forskergruppen siger dog, at de nye resultater ikke er nok til endegyldigt at fastslå G2’s identitet.

Øverst i artiklen, kan du se Space.com’s flotte video, hvor observationerne af G2 bliver illustreret.

Forskerne er langt fra enige endnu

G2 er et stridspunkt for forskerne og har været det lige siden, objektet blev opdaget i 2011.

Dr. Stefan Gillesen fra det tyske Max Planck-institut, som var den første, der observerede G2, mener, at der er beviser nok for at konkludere, at G2 er en gassky, og at dens tætte sving omkring det sorte hul har brudt skyen op.

Lederen af en anden forskningsgruppe, professor Andrea Ghez fra University of California, som var en af de første til at bevise, at der er et stort sort hul i Mælkevejens centrum er ikke enig med Stefan Gillesen.

Ghez mener, at der er beviser for, at der inde i G2’s støvede skal er en stjerne, som fortsat er kompakt. Og forskerne bag det nyeste studie af G2 er enige med Ghez.

»For os at se peger alt på, at vi har at gøre med en ung stjerne,« siger Andreas Eckart fra  Univerisity of Cologne.

Eckart og hans kollegaer fortæller, at de har observeret G2 passere det punkt, hvor det må have været tættest på det sorte hul, og de konkluderer, at G2 stadig er kompakt og altså derfor er en stjerne.
 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker