Kan du se, hvad de ovenstående billeder skal forestille?
Billederne har vakt stor undren, og der er kommet mange forskellige bud på, hvad spindelvævet egentlig er, og hvilket dyr det stammer fra. Læs blandt andet en af de første artikler, der udkom om fænomenet, hos Livescience.
Det mærkelige spindelvæv bærer en lighed med et tyndt cirkulært hegn og er cirka to centimeter bredt.
Troy Alexander, der er studerende ved Georgia Institute of Technology, fandt det mystiske spindelvæv under en presenning i nærheden af Tambopata Research Center i den peruvianske Amazonas-region.
Da han ikke selv kunne finde svar på, hvilket dyr der stod bag det mærkværdige spindelvæv, delte han billederne på online-tjenesten Reddit. Billederne kom sidenhen vidt omkring, men selv forskere har i månedsvis ikke kunnet give et entydigt svar på, hvad fænomenet egentlig er for en størrelse, og hvilket dyr der står bag mysteriet.
Spindelvævet afslører sin funktion
Forskerne besluttede sig derfor for at tage tilbage til det område, hvor det oprindelige fund blev gjort. Her så de omkring 50 andre lignende spindelvæv.
Efter at have observeret spindelvævene i en uge, uden at få noget som helst ud af det, valgte forskerne at tage tre af dem med tilbage til laboratoriet, hvor de blev sat under et forstørrelsesglas.
Efter yderligere en uge kom to bittesmå edderkopper ud af spindelvævet, som altså var blevet brugt til at opbevare edderkoppeæg. De små edderkopper var mindre end én millimeter store.
Vi ved stadig ikke, hvilken art der står bag
Mysteriet er dog ikke fuldt opklaret, for forskerne kan endnu ikke sige noget om, præcis hvilken edderkoppeart, der har lavet det mystiske spindelvæv.
For at kunne gøre det, skal forskerne nemlig bruge tilladelse til at indsamle edderkopperne og lade dem gro til voksenstørrelse.
Forskerne kan desuden heller ikke sige, præcis hvorfor spindelvævet har det tynde cirkulære hegn, og hvilket formål det tjener.
Indtil denne del af mysteriet bliver løst, kan du se en video med de bittesmå edderkopper her:
Video: Rainforest Expeditions