Den får ikke for lidt, når Florence Metz fra University of Bern i Schweitz kombinerer blandt andet hip hop, salsa og yoga i sit vindende bidrag til Sciences årlige 'Dans Din Ph.d.'-konkurrence. Vinderne blev annonceret på sciencemag.com.
Det er ottende år i træk, at Science afholder konkurrencen, hvor forskere kan indsende dansevideoer i kategorierne biologi, kemi, fysik og samfundsvidenskab, men det er første gang, at en samfundsvidenskabelig dansevideo er løbet af med sejren.
»Mit hovedformål med den her video var at få folk til at grine,« siger Florence Metz til sciencemag.org.
Hun opdagede dog hurtigt, at dansen var en god måde at få folk til at forstå hendes arbejde.
»Broen imellem den akademiske verden og den ikke-akademiske verden er afgørende,« understreger den unge ph.d, der i sin video lægger ud med rollen som en miljøforkæmper, der kærligt omfavner vandmiljøet, symboliseret af en fiskebowle.
Førstepræmien består af omkring 7.000 danske kroner - og en tur til Stanford University i Californien, hvor Florence Metz skal genopføre sin ph.d.-dans og holde et foredrag.
Du kan se nogle af de tidligere vindere i artiklerne 'Se en forsker danse sin sædcelle-ph.d.' og 'Forskere har deres egen Vild med Dans'.
Politik bliver til harmonisk synkrondans
Årets vinderdans lægger stor vægt på symbolikken, og det kan derfor være en anelse vanskeligt for udefrakommende at følge med i handlingen:
-
Selvom miljøforkæmperen uforbeholdent erklærer naturen sin kærlighed, forurener både landbruget og den øvrige industri senere vandmiljøet.
-
Det tiltrækker opmærksomheden fra en forsker, der sætter sig for at undersøge forureningen videnskabeligt.
-
På baggrund af forskerens resultater starter et politisk tovtrækkeri imellem blandt andre hip hop-dansende landmænd, house-dansende industrifolk, politiske salsaentusiaster og yoga-udøvende miljøforkæmpere.
- Og til sidst ender det hele i en stor, harmonisk synkrondans, når de forskellige politiske aktører efterhånden lærer at arbejde sammen.
Den afsluttende dans blander elementer fra hip hop, house og salsa for at symbolisere, at den gensidige udveksling imellem de politiske aktører er vigtig for at opnå for eksempel forbedringer af vandmiljøet.
Publikum elskede Bollywood
Blandt de øvrige vindere i årets 'Dans din Ph.d.' var Pearl Lee fra University of Sidney i biologi-kategorien. Hun brugte ballet til at formidle sin forskning i molekylet tropoelastin – et protein, der hjælper med til at bygge bindevæv i kroppen. Her kan du se hendes video:
Video: Pearl Lee
I fysik-kategorien vandt Meritt Moore fra University of Oxford i England, der igennem mediet tangodans fik forklaret sin forskning udi kvantefysisk sammenfiltring. Se hendes video her:
Video: Meritt Moore
Publikums favorit var dog vinderen i kemi-kategorien, Jayaysi Desai, der er ph.d.-studerende ved Ludwig Maximilian University i München.
Hun brugte danseelementer fra Bollywood til at vise sin forskning i de molekylære net af DNA og protein, som de hvide blodceller bruger til at fanger bakterier. Det kan du se i danset form herunder:
Video: Jayaysi Desai
For nylig viste dansk-svensk forskning, at dit spyt faktisk kan stimulere de hvide blodcellers produktion af 'bakterie-net' og dermed få dine sår til at hele hurtigere. Forskerne bag denne undersøgelse har dog endnu til gode at danse deres resultater.
Du kan se alle årets konkurrencebidrag på konkurrencens officielle hjemmeside.