Flyvende slanger udnytter UFO-form til at svæve
Forskere har fundet ud af, at flyvende slanger udnytter en særlig UFO-lignende kropsform til at svæve gennem luften.

Flyvende giftige slanger indtager UFO-form for at svæve gennem den sydøstasiatiske jungle. Det lyder som noget taget ud fra en kæk b-filmsproducers katalog over droppede idéer.

Men de flyvende slanger (Chrysopelea paradisi) er meget langt fra fiktion. De spenderer virkelig deres tid med at svæve fra gren til gren 15 meter over jorden.

Tidligere har slowmotion-kameraer kunnet afsløre, at slangerne bølger gennem luften med kroppen vredet ind en vingelignende form med ribbenene bredt ud og maven suget. Formen kan sammenlignes lidt med et tværsnit af en flyvende tallerken. 

Teknikken kan bedst beskrives som en slags udvidet faldskærmssvæv. Du kan se, hvordan teknikken ser ud i videoen herover.

Fakta

Den flyvende slange (Chrysopelea paradisi) findes i Thailand, Indonesien, Brunei, Malaysia, Myanmar, Filippinerne og Singapore. De kan svæve helt op til 100 meter fra en trætop, men deres landinger er relativt klodsede. De er let giftige, men deres bid er ikke dødelige.

Nu har amerikanske forskere fra Virginia Tech testet, hvorfor de gør det sådan. Deres undersøgelser er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Experimental Biology.

Ribben i UFO-form er meget effektiv

De testede den lidt aparte form i en undervandsmodel, som kan bruges til målinger af forskellige fysiske former egenskaber i luften. UFO-formen var væsentligt mere effektiv end slangens naturlige form, viste undersøgelserne. 

Det viste sig tilmed, at slangernes svæveteknik er væsentligt bedre end andre flyvende dyrs, såsom flyvende egern og myrer. 

Næste del af forskningsprojektet er at undersøge, hvad fordelen er ved slangernes bølgende bevægelser gennem luften.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.