I januar måned 2016 var ph.d.-studerende Morten Medici på forskningsophold på Sydpolen. Ikke bare kontinentet, men det absolut sydligste punkt på Jorden.

Her skulle han arbejde med neutrinoteleskopet IceCube, som befinder sig flere kilometer nede i isen, hvor det registrerer lys fra elementarpartikler, der bevæger sig igennem isen. Målet er at lære mere om universet.

I artiklen her kan du se bjergtagende billeder fra det helt unikke sted på Jorden og fra eksperimenterne. Du kan også læse Mortens beskrivelse af at være udstationeret meget, meget, meget langt væk hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Se de mest langt ude laboratorier på kloden

Den eneste dansker på holdet

IceCube-detektoren er verdens største partikeldetektor. Den er fremstillet til at opfange signaler fra neutrinoer, der blandt andet kan være rejst fra det ydre rum. Disse neutrinoer kan for eksempel blive skabt, når gamle stjerner dør i gigantiske eksplosioner, kendt som supernovaer. De kan også blive skabt i atmosfæren, i sammenstødet mellem kosmiske stråler og atmosfæren.

»IceCube består af tusindvis af lyssensorer, som er smeltet flere kilometer ned i isen for at registrere lys fra elementarpartikler, der bevæger sig igennem isen. På den måde er vi i stand til at detektere neutrinoer og måle på dem for at forstå dem bedre samt for at lære mere om mørkt stof og lede efter ukendte astrofysiske fænomener,« forklarer Morten Medici, som forsker i eksperimental subatomar fysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Morten ankom til Sydpolen 4. januar og skulle opholde sig på forskningsstationen i 18 dage.

»Det er ikke mange, der bliver sendt til Sydpolen, og vi var også kun en lille gruppe forskere fra IceCube, som skulle afsted i år, hvoraf jeg var den eneste dansker,« siger den 26-årige ph.d.-studerende.

LÆS OGSÅ: Gennembrud på Sydpolen: Nu kan neutrinoer bruges til astronomi

Fantastisk at lande på Sydpolen

Rejsen til Sydpolen er hverken let eller hurtig. Morten Medici skulle med fem forskellige fly, et smut forbi New Zealand og i alt opholde sig omkring 35 timer i en flyver for endelig at nå frem til sin destination. Det var stort at nå frem til Antarktis – men han blev først rigtig ramt af realiteterne, da han kunne se Icecube ud gennem flyets vindue, fortæller han:

»Det første fantastiske skridt var selvfølgelig bare at komme til Antarktis og komme til det her landskab, som i den ene retning var fyldt med bjerge, og i den anden retning var fuldstændig fladt. Men i virkeligheden var det, da vi landede på Sydpolen, at det rigtig gik op for mig, hvor jeg var kommet til, fordi jeg ud af vinduet kunne se Icecube Laboratory,« siger Morten og fortsætter:

»Det var fantastisk at vide, at nu kunne jeg endelig se den bygning, som jeg har set så mange billeder af, og som repræsenterer det projekt, som jeg har arbejdet på i rigtig mange år.«

Altid lyst i sommerhalvåret

Hvis Morten Medici havde haft meget stærk kaffe ved hånden, kunne han havde arbejdet i døgndrift under sit ophold på Sydpolen. Her bliver det nemlig aldrig mørkt i løbet af sommerhalvåret, eftersom et soldøgn varer et år. Det betyder, at der konstant er lyst hele sommeren – mens der til gengæld er bælgravende mørkt hele vinteren.

Morten Medici var så heldig at få et værelse midt på forskningsstationen – det vil sige nul vinduer. Andre af hans kollegaer var knap så heldige og måtte stoppe deres vinduer fuldstændig til for ikke at vågne op midt om ’natten’ til fuldt dagslys udenfor.

Mens sollyset lever sit eget liv på Sydpolen, er tidszonen sat til at følge New Zealands af praktiske årsager. Så længe man ikke kigger ud af vinduet, men udelukkende holder øjnene på viserne på sit ur, kan man derfor godt narre sig selv til at tro, at man følger en nogenlunde normal døgnrytme, fortæller Morten.

»Det var svært at holde hemmeligt for mig selv, hvor jeg egentlig var, når man står op for at tisse midt om natten, kommer ud fra sit værelse, og der er fuldt dagslys udenfor.«

»Der er helt sikkert nogle særlige ting ved Sydpolen, men der er også ting, der slet ikke er,« fortæller han. »Det første, der overraskede mig, var faktisk, hvor normalt de egentlig levede der. Man kan dyrke sport, man spiser som normalt – måske med en anelse flere frostvarer end ellers – og der er endda et drivhus. Jeg havde forventet, at man ville bo i noget, der føltes mere midlertidigt, men det føltes som en ret permanent bolig.«

10 minutters blotlagt hud giver forfrysninger

Herhjemme i Danmark går vi og drømmer om en sommer med høj sol og temperaturer, der kommer op i nærheden af at ramme de 25-30 grader. På Sydpolen er den drøm realitet. Bortset fra at temperaturen altså er med et minus foran.

I løbet af Mortens 18 dage lange ophold på Sydpolen nåede temperaturen ned på minus 34 grader. I virkeligheden mærkede han dog ikke meget til det, idet det meste af hans videnskabelige arbejde foregik indenfor, fortæller han.

Morten arbejder primært ved en computer, hvor han tager nogle særlige målinger fra detektoren under isen – målingerne bruger forskerne til at modellere isen bedre og forstå, hvor den er klarest, og hvor der kan være nogle uklarheder, der kan påvirke målingerne af neutrinoer.

Når han skulle udenfor, var det til gengæld med at være på stikkerne.

»Man skal vide, hvad det betyder at gå udenfor. Blotlagt hud forfryser efter 10 minutter i kulden, så det er om at være dækket godt til. Det er også utrolig tørt, når det er så koldt, så man skal sørge for at få drukket en masse vand,« fortæller Morten Medici, som også godt kunne mærke, at Icecube befinder sig i tre kilometers højde. Dog var han forskånet for en rigtig voldsom højdesyge, som nogen ellers kan opleve i form af hovedpine, kvalme, svimmelhed og søvnbesvær. En meget alvorlig højdesyge kan også byde på opkast, åndenød, hævelser og kramper og kan potentielt være livstruende.

Mærkeligt at se en solnedgang igen

»Det gik alt for hurtigt – i forhold til, at man er så isoleret et sted, så var der alt for mange spændende ting og mennesker og projekter,« lyder Mortens svar, da han bliver spurgt, om det var dejligt at komme hjem til hverdagen igen.

Opholdet på forskningsstationen har givet ham en uvurderlig indsigt i sit eget arbejde, mener han.

»Det har givet mig en helt anden forståelse for, hvad hele det her arbejde med at holde selve detektoren i gang og sørge for, at den opfører sig, som den skal, betyder. Jeg har på førstehånd oplevet, hvilke problemer der kan opstå, og man får altså bare en bedre fornemmelse af det, når man selv er i gang og prøver at løse det,« siger Morten Medici, som nu er i fuld gang med at analysere på de enorme mængder data, han har fået med sig hjem i kufferten.

»Det var fedt, at det lykkedes at få al det data med hjem. Indtil videre har jeg kun haft mulighed for at tjekke, om alt ser normalt ud, selve modelleringen er noget, der tager flere måneder.«

Og det mærkeligste ved at komme hjem igen, når man har opholdt sig 18 dage i fuldt sollys på den anden side af Jorden? »At se en solnedgang igen.«