Er den globale opvarmning gået i stå?
I en artikel i The Economist kunne man for nylig se en kurve, der kunne tolkes sådan, at den globale opvarmning er gået i stå. Men kan det nu også passe?

Hvordan ser fremtiden ud for kloden - særligt i de arktiske egne? Det har været, og er fortsat, meget omdiskuteret. (Foto: Colourbox)

I det engelske tidsskrift The Economist kunne man for et par måneder siden i en artikel om den globale opvarmning se en temperaturkurve, der kunne tolkes derhen, at den globale opvarmning er gået i stå. Efter at kurven var klatret opad siden slutningen af 1970’erne, har den siden slutningen af 1990’erne ligget nogenlunde stabilt fladt. Betyder det, at vi nu kan afblæse klimakrisen og rette opmærksomheden og pengestrømmene mod andre kriser?

Næppe – for klimasystemet gemmer måske stadig på nogle hemmeligheder.

Det besynderlige er, at mens den globale gennemsnitstemperatur de seneste 15 år har afbrudt sin optur og i stedet er fladet ud, så er mængden af udledt CO2 bare steget og steget.

Koblingen mellem mængden af drivhusgasser i atmosfæren, især CO2, og stigende temperaturer var af fundamental betydning for etableringen af FN’s klimapanel i 1988 – en direkte konsekvens af et årti med stadigt stigende temperaturer og udledninger af CO2. Siden da har klimamodellerne spået, at Jordens gennemsnitstemperatur kun ville gå én vej: Opad.

Men når nu modellernes prognoser ikke afspejler, hvad der rent faktisk måles på et utal af stationer rundt om på Jorden, så kan det jo tyde på, at der er noget galt et eller andet sted. Det kan være modellerne, der er problemet. Eller måske er klimasystemet bare mere kompliceret, end vi hidtil har vidst.

Modellerne har også variationer

Artiklen i The Economist påpeger tre mulige årsager til kurvens udfladning:

  1. At der er en forsinkelse mellem det højere CO2-indhold i atmosfæren og atmosfærens temperaturreaktion.
  2. At årtiet 1990’erne, hvor temperaturen steg markant, var et anormalt årti.
  3. Eller at klimaet reagerer på den højere koncentration af CO2 på måder, som vi ikke helt forstår.

Der er dog også en fjerde mulighed. Klimaforskeren professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet siger:

»Modellerne har hele tiden vist, at der er en generel temperaturstigning, som vil fortsætte de næste 100 år og mere til. Men modellernes temperaturer varierer også fra år til år. Man kan godt opleve, at temperaturen i en model ikke stiger særlig meget eller måske slet ikke stiger i f.eks. en 10-års periode. Det er, fordi modellerne i sig har indbygget de samme fysiske processer, som er i det virkelige klimasystem.«

»Det betyder, at de ind imellem kan finde på at danne nogle år, hvor temperaturen ikke stiger så meget. Det hænger typisk sammen med de år, hvor der bliver ophobet mere energi i verdenshavene. Så ser vi ikke opvarmningen i atmosfæren, fordi varmen ryger ned i havet. Senere vil den samme model så vise en kraftig temperaturstigning. Man kan sige, at der ikke er noget, der går stik imod, hvad modellerne har sagt. De har også variationer.«

Eigil Kaas fortsætter:

»Det interessante er, at indtil for ikke så længe siden var der en tendens til, at modellerne havde lidt mindre variabilitet over et 10-år (dvs. hvor meget klimaet skifter af sig selv, red.) end det, man har set i den virkelige verden. Det er dog nu, som om de nyeste modeller indeholder rimelig meget variabilitet. Måske ikke helt så meget som i virkeligheden – men tæt på. Så derfor er det nok bare en tilfældighed, at temperaturen i modellerne ikke er steget så meget.«

De naturlige variationer er uafhængige af os

Eigil Kaas mener, at der er en grundlæggende drivkraft mod, at det hele tiden bliver varmere, men oven på det kan der sagtens være ret store, naturlige variationer. Som professoren siger:

Figurens grønne områder viser, hvor meget modellerne har forudsagt, at den globale gennemsnitstemperatur vil variere i perioden fra 1950 til 2035. Den tykke linje viser de målte overfladetemperaturer fra 1950 og frem til 2012. (Foto: Polarfronten / The Economist)

»Det vigtige er, at der er meget store fluktuationer i klimasystemet, som ikke har noget med global menneskeskabt opvarmning at gøre.«

Det har også hele tiden været den forståelse, man har haft af systemet. Nogle af de naturlige variationer er mere fundamentale, såsom mængden af kulstof og metan i atmosfæren – noget der har spillet en stor rolle under istiderne.

Eigil Kaas slår dog fast:

»Men hvor kulstof under istiden virkede som en tilbagekoblingsmekanisme, så ser man nu på kulstof fra menneskets udledninger som den drivende kraft bag de stigende temperaturer.«

Den udlægning er professor på Oslos Universitet Ole Humlum dog ikke enig i. Han siger:

»Det overordnede spørgsmål, som gemmer sig bag den såkaldte klimadebat, er jo, hvor vigtige de naturlige klimavariationer er i forhold til dem, som måtte være menneskeskabte (dvs. CO2). Jeg mener, at de naturlige variationer fortsat er vigtigere end de menneskeskabte. Hvis man tilhører ’skolen’, som mener, at de naturlige variationer er vigtige, er den nuværende udfladning naturlig og forventet. Det vil derfor ikke overraske mig, om vi ser et vist temperaturfald de kommende 15-20 år.«

Hvornår skal vi undre os?

Filmen 'The New Arctic Reality - Snow, water, ice and permafrost in the Arctic' er produceret af Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP)

Et af de mest påtrængende spørgsmål for ikke mindst politikerne er: Hvor lang tid skal udfladningen blive ved, førend forskerne og vi andre begynder at undre os for alvor og måske skal til at overveje at justere eller ligefrem lægge politikker og handlingsplaner om? Til det siger Ole Humlum:

»Det er svært at sige. For omkring seks år siden mente mange, at hvis udfladningen varede mere end syv-otte år, var det udtryk for, at noget var galt med klimamodellerne. Et par år senere mente man, at der måtte 10 år til. Senere mente man, at der måtte 15 år til, og nu mener nogen, at der skal 20 år til. Kort sagt, man flytter målstolperne i takt med, at tiden går. Jeg bemærker derimod, at i året 1988 var opvarmningsperioden 1978-1987 tilstrækkelig til at overbevise mange om, at CO2 var dominerende, hvorfor man oprettede FN’s klimapanel IPCC i 1988. Med det udgangspunkt vil det for mig være logisk, om man på tilsvarende vis efter 10 års temperaturstilstand – som nu er 17 år – konkluderede, at CO2 nok ikke alligevel var så vigtig, som man tidligere troede. Min tolkning af udfladningen er, at vi er vidne til en forventet, naturlig temperaturudvikling, som ikke kommer overraskende for mig.«

Eigil Kaas er lidt mere afventende. Han siger:

»Jeg kan godt se, at kurven er stagneret, og hvis det fortsætter, så vil jeg da også studse og bemærke, at der er noget underligt. Men lad os nu lige klappe hesten. 10 år mere, så kan vi se på det. Hvis det er fladt i endnu 10 år, så vil jeg begynde at undre mig.«

Det ser med andre ord ud til, at vi må væbne os med tålmodighed. Og holde interesseret øje med de kommende års temperaturmålinger.

På vej mod 1°C

I årtiet 2000-2010 udledte menneskeheden CO2 i en størrelsesorden, der svarer til en fjerdedel af den samlede mængde CO2, der er udledt siden 1750. Ifølge videnskaben vil en fordobling af atmosfærens CO2-indhold i forhold til indholdet fra førindustriel tid medføre en temperaturstigning på 1°C.
Med et naturligt CO2-indhold på 280 parts per million (ppm), fra før skorstenene begyndte at puste CO2 ud i atmosfæren, ville vi med det nuværende CO2-indhold på 400 ppm være ved at være godt på vej mod den ene grads stigning.

Der er dog andre forhold, der kan påvirke klimasystemet, så temperaturerne stiger mere end den ene grad. Det drejer sig især om mængden af vanddamp, sod og aerosoler i atmosfæren, som forskerne dog ikke er helt enige om, hvor stor en rolle de spiller for klimaforandringerne.

Fortsætter opvarmningen i Arktis?

De klimamodeller, man bruger for Arktis, er de samme, som bliver brugt i prognoserne for det globale klima. Man trækker blot resultaterne for Arktis ud af modellerne. Temperaturstigningerne i Arktis er cirka dobbelt så store som andre steder, og man kunne derfor tro, at det ville påvirke klimamodellerne. Til det siger Eigil Kaas:


»Arktis er kun et ganske lille område med et lille areal og vil ikke kunne influere væsentligt på klimamodellerne. Arktis varmer op, men det er ikke vildt mere end det globale gennemsnit. Sidste års massive afsmeltning af Indlandsisen hang nok sammen med en vejrfluktuation, og den kan vare en måned eller mere. Med hensyn til Indlandsisen har man ikke haft så gode modeller til at eftergøre afsmeltningen af iskappen, men det går nok hurtigere, end de fleste havde forventet. Det, der bekymrer mig mest, er, at havisen smelter hurtigere, end de store modeller har forudsagt.«

I rapporten ’Snow, Water, Ice and Permafrost in
 the Arctic’ (SWIPA) fra oktober 2012 anslår forskere, at overfladetemperaturen i år 2070-2090 vil ligge mellem 1°C og 12°C højere om vinteren end i perioden 1960-1990. Om sommeren vil overfladetemperaturen ligge mellem 0°C og 4°C højere. Temperaturstignin- gerne varierer dog meget afhængigt af, hvor i Arktis man befinder sig.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker