Sorte huller har en egen evne til at pirre den menneskelige fantasi. Tanken om at der findes noget med så stor tiltrækningskraft, at ikke en gang lyset kan slippe væk, kan få det til risle en koldt ned ad ryggen.

Himmelhvælvets uhyrer kan have været ganske udbredte også i universets tidlige faser, viser en ny undersøgelse.

Voldsom stjernedødEt sort hul er på ingen måde et hul, men et objekt med så stor koncentration af stof, at tyngdekraften forhindrer alt i at undslippe.

I teorien kan et sort hul være mikroskopisk i størrelse, eller lige så stort som universet selv. Men de sorte huller i verdensrummet som man oftest tænker på, stammer fra massive stjerner som har lidt en voldsom død i en super- eller hypernova-eksplosion.

Hvis restmassen efter eksplosionen er på mere end cirka 2,5 gange vor egen sols masse, vil dette være nok til, at der kan dannes et sort hul.

Forsvinder i grydenDet ligger i sagens natur, at et sort hul ikke kan indfanges på film. Det er jo ikke noget at tage billeder af, eftersom selv lyset forsvinder ned i den enorme, sorte gryde.

Alligevel kan sorte huller observeres indirekte, for eksempel ved at studere hvordan deres enorme gravitationskraft påvirker andre himmellegemer. Man kan også registrere røntgenstråling, som stammer fra glødende gasser på deres sidste rejse ind i et sort hul.

Radioteleskopet Submillimeter Array på Hawaii opfangede de 12,7 milliarder år gamle signaler fra det ydre rum. (Foto: Bob Tubbs)

Sluger sin egen galakseDet er også muligt at opfange radiobølger fra området omkring det sorte hul, og det er netop denne type observationer, som ligger til grund for en ny undersøgelse.

Radiobølgerne blev opfanget af radioteleskopet 'Submillimeter Array' (SMA) på Hawaii i USA, og vidner om et voldsomt drama:

Et enormt, glubsk og hurtig roterende sort hul, som er i færd med at fortære sin egen galakse, på størrelse med vores egen Mælkevej.

Tilbage mod begyndelsenSom bekendt kan intet rejse hurtigere end lysets hastighed. Det betyder, at når astronomer registrerer lys eller radiobølger fra objekter langt borte, ser de i praksis langt tilbage i tiden.

Radiobølgerne, som blev opfanget af teleskopet på Hawaii, har været på vej fra galaksen 4C60.07 i 12 milliarder år, inden de nu er nået frem til jorden.

Det betyder, at forskerne kan være vidne til noget, som skete blot cirka 1,7 milliarder år efter The Big Bang - universets begyndelse.

StjernefødslerFørst blev de stærke radiobølger fortolket, som at der foregik en voldsom stjernedannelse i galaksen, i et brint-rigt område i nærheden af det sorte hul. Forskerne anslog fødselsraten til at være omkring fem tusind stjerner om året.

Sådan forestiller forskerne sig, at 4C60.07 og dens nabogalakse så ud for 12 milliarder år siden. Galaksen til venstre i billedet har konverteret hovedparten af sine gasser til stjerner, mens det sorte hul i midten af galaksen udslynger ladede partikler i to voldsomme jetstrømme. I galaksen til højre gemmer der sig også et sort hul. Store mængder stjerner er under dannelse. (Illustration: David A. Hardy/UK ATC)

Men nye undersøgelser af signalerne tyder på, at dette alligevel ikke er tilfældet. Forskerne tror nu, at stjernedannelsen foregår i en hidtil uopdaget nabogalakse, som ligeledes har et enormt sort hul i sin midte.

Fandt to sorte huller»Vi forventede at finde én galakse, men fandt to. Men det mest overraskende var, at begge galakserne havde hvert sit kolossale, supermassive sorte hul,« kommenterer Rob Ivison fra 'Astronomy Technology Centre' i Storbritannien i en presseomtale af undersøgelsen.

Han mener, at den uventede opdagelse af det ekstra sorte hul, kan tyde på at der findes flere af dem i universet end antaget.

»Man må jo spørge sig selv om hvor mange uopdagede, supermassive, sorte huller, der findes der ude,« siger han

Formet som en fodboldI løbet af de 12 milliarder år radiobølgerne har brugt på at krydse verdensrummet, er der naturligvis sket lidt af hvert med 4C60.07 og dens nabogalakse.

Forskerne tror, at de to galakser nu er slået sammen til én stor, fodboldformet galakse.

Midt i denne stjernevrimmel, skjult i sin egen usynlighed, mener de, at der gemmer sig en enorm kraft. Det er de to, urgamle sorte huller, som nu har slået sig sammen til et endnu mere massivt eksemplar.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.