Egern onanerer kønssygdommene væk
Nyt studie viser, at afrikanske jordegern onanerer for at forhindre kønssygdomme. Derefter spiser de sæden for at undgå væsketab.

Det afrikanske børsteegern har fundet sig en fornøjelig beskyttelse mod kønssygdomme. (Foto: Shutterstock)

Det afrikanske børsteegern har fundet sig en fornøjelig beskyttelse mod kønssygdomme. (Foto: Shutterstock)

Det lyder næsten for nemt: Onaner og slip for kønssygdomme.

Det er da heller ikke hos mennesker, at man finder denne praktiske sammenhæng, men hos det afrikanske børsteegern (Xerus inauris).

Jane Waterman fra University of Central Florida har observeret egernet i cirka 2.000 timer i det centrale Namibia. Efter en gennemgang af sine data, fandt hun ud af, at hannerne sandsynligvis onanerer af andre årsager, end forskerne hidtil har troet.

Dyr onanerer også

Onani er ikke usædvanligt i dyreriget. Det er blevet observeret hos hjorte, primater, spækhuggere og pingviner.

Men forskerne har længe spekuleret på, hvorfor de gør det. Det at producere sæd er nemlig ganske ressourcekrævende, og man er mere sårbar over for rovdyr og konkurrenter, når man er optaget af tilfredsstille sig selv.

Indtil videre har forskerne forklaret onani hos dyr ud fra to hypoteser. Den første er, at hannerne ganske enkelt gør det, fordi de har lyst, og at onani bruges til at lette på det seksuelle tryk.

Den anden hypotese er, at det at skille sig af med sæden gennem onani giver bedre sædkvalitet over tid.

Spiser sin egen sæd

Ifølge Jane Waterman forklarer ingen af disse hypoteser børsteegernets onani-vaner.

I stedet fungerer onanien som en slags selvmedicinering, og børsteegernene reducerer risikoen for at få seksuelt overførte infektioner ved at vaske sit kønsorgan både udvendigt og indvendigt, skriver hun.

Hannerne onanerer nemlig særligt ofte i den periode, hvor hunnerne er parringsklar. De onanerer også oftere i perioder, hvor de har meget sex, samt lige efter parring.

Det tørre klima i steppe- og savanneområderne, hvor det afrikanske børsteegern lever, gør det at sløse med væske til en potentielt fatal forteelse.

Ifølge Jane Watermans studie har børsteegernet imidlertid også fundet en løsning på det problem. Hun observerede således en han, som også spiste sin egen sæd.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.