Modsat hvad man ellers skulle tro, slås arkæologerne ikke med bomber eller illegale røvergravninger, som ellers er det, man oftest hører om i medierne fra denne del af verden. De kæmper i stedet en hård kamp for at registrere og risikovurdere over hundrede arkæologiske byhøje på Rania‐sletten i det nordøstlige Irak fra en opdæmmet søs vandmasser. 

Rania‐sletten ligger i Sulaimaniyah-provinsen, der er den ene af de tre kurdisk kontrollerede provinser i Irak. Det seneste årti med kurdisk selvstyre i det nordøstlige Irak har skabt en region med økonomisk vækst og politisk ro. Det betyder, at arkæologer efter mange års krig i regionen nu igen har mulighed for at foretage arkæologiske undersøgelser i Irak.

Irak, det gamle Mesopotamien, er vor civilisations vugge, og derfor er der også en enorm interesse og prestige forbundet med at arbejde der. I løbet af de seneste tre år har omkring 20 internationale arkæologiske projekter etableret sig i irakisk Kurdistan.

Arkæologien forsvinder i vandmasserne 

Rania‐sletten ligger ved foden af de vældige Zagrosbjerge, som i dag udgør grænsen mellem Iranog, det kurdiske område af Irak. I oldtiden menes sletten på samme måde at have udgjort en tærskel mellem det iranske bjergmassiv og Mesopotamiens lavland.

I dag består en stor del af Rania‐sletten af Dokan‐søen, der blev skabt som en opdæmmet sø i slutningen af 1950'erne. Hvert forår oversvømmer Dokan‐søen regionens utallige byhøje, når sneen i Zagrosbjergene smelter.

I det seneste årti er der dokumenteret store sæsonmæssige forandringer i dæmningssøens vandstand. I 2013 var Dokan‐søens vandstand væsentlig højere end de foregående år. Dette har skabt en katastrofal situation for de byhøje, der ligger i oversvømmelseszonen, og som derved udsættes for oversvømmelse hvert år. 

Arkæologiske levn ødelægges af vind og vejr

Den højere vandstand har forårsaget store ødelæggelser på flere vigtige byhøje, heriblandt byhøjene Bab‐w‐Kur, Shemshara og Basmusian.

Ikke blot er mange kulturlag skyllet bort, som har skabt store 'strande' dækket med aflejrede potteskår. Men de fleste steder er arkæologiske levn også blevet blotlagt og ødelægges nu af vind og vejr.

På et stort antal lokaliteter kan man for eksempel se fritstående krukker, grave med skeletter, huse og fæstningsmure på byhøjenes skråninger, ja, endda hele byplaner er synlige på de mest udsatte byhøje.

Da vi i 2012 for første gang observerede dette fænomen på byhøjen Bab‐w‐Kur, mente vi, at vores opdagelse var unik, for vi kunne på rekordtid afsløre byhøjens dybeste hemmeligheder.

Men da vi senere observerede tilsvarende blotlagte levn på mange andre byhøje i Dokan‐søens oversvømmelseszone, begyndte de arkæologiske alarmklokker for alvor at ringe, for en hel regions kulturarv er i fare for at forsvinde.

Vigtige fingerpeg om tidlige bysamfund

Selv efter mange års feltarbejde i forskellige dele af Mellemøsten, var der ingen af os, der havde set så stort et antal arkæologiske lokaliteter blive systematisk ødelagt.

Vi mener derfor, at der skal handles hurtigt, hvis vi ikke skal blive berøvet vigtig viden om Mesopotamiens historie. Redningsudgravningen af Bab‐w‐Kur startede i 2012 og har allerede nu afdækket vigtige levn helt tilbage fra kobberstenalderen, det 4. årtusinde f.Kr., det vil sige fra tiden, hvor de første byer opstod i Mesopotamien.

Vi har blandt andet udgravet en befæstet bebyggelse fra denne tid, hvorfra vi også har en lang række keramikovne og store mængder keramik, som tydeligvis var sat i masseproduktion. Nu i efteråret 2013 har vi udgravet dele af et mesopotamisk tempel fra midten af det 4. årtusinde f.Kr.

Derudover fandt vi flere segl og seglaftryk, som vidner om centraliseret og højtorganiseret administration på stedet. Disse fund giver et vigtigt fingerpeg om, hvor sofistikerede og velorganiserede tidlige bysamfund var i denne del af Mesopotamien.

Rania-sletten har haft intens bebyggelseshistorie

I forbindelse med redningsudgravningerne på byhøjen Bab‐w‐Kur i efteråret 2013 indledte vi en registrering, risikovurdering og overvågning af de mange byhøje på Rania‐sletten.

I et testområde på blot 2x2 kilometer registrerede vi over 30 byhøje. At finde så mange nye byhøje i et så lille område er overraskende og vidner om, at Rania‐sletten har haft en intens og kompleks bebyggelseshistorie i årtusinder.

Fundet af de mange byhøje giver dog også rynker i panden, fordi vi ved, at der ligger en kæmpe opgave i årene fremover i at registrere og undersøge slettens utallige byhøje. Feltarbejde i Irak foregår til fods med tablets og håndholdte GPS'er og med en mikro‐helikopter ‐ også kaldet en drone.

Dokumenterer omfanget af ødelæggelserne

Med mikro‐helikopteren fotograferes de blotlagte levn fra oven, og dermed kan vi dokumentere ødelæggelsernes omfang på de mest udsatte byhøje. Resultaterne skal blandt andet bruges til at illustrere omfanget af ødelæggelserne, men også potentialet ved og nødvendigheden af fremtidige redningsudgravninger på slettens mest udsatte byhøje.

Vi er nu i gang med at finde fondsmidler til de kommende udgravningssæsoner på Bab‐w‐Kur og til en udvidelse af rekognosceringerne i området.

Der er stor lokal interesse for de arkæologiske resultater, og den danske indsats på Rania‐sletten roses også af alle, som vi møder i regionen. Der er ingen tvivl om, at de udenlandske arkæologiske projekter er af stor betydning for kurdernes historiske selvforståelse og kulturarv.

Det oplevede vi senest i november, hvor over 40 studerende fra universitet i Rania for en dag deltog i redningsudgravningerne på Bab‐w‐Kur sammen med tre irakiske tv stationer.

Vi er derfor også utroligt glade for at være tilbage i Irak og med dette projekt at bidrage med den ekspertise, der skal til for at sikre en del af Iraks kulturarv.