Dansk pollen afslører ny mellemistid
Nye undersøgelser af sjældne jyske jordlag afslører en hidtil ukendt periode med varme midt i den seneste istid.

Her i klinten ved Trelde har professor Bent Odgaard fundet en hidtil ukendt mellemistid i Danmark. Lagene i klinten er 340.000 år gamle. (Foto: Bent Odgaard)

En hidtil ukendt mellemistid er dukket op af jorden mellem Vejle og Fredericia. Det viser nye undersøgelser af mange tusinde års aflejring af pollen i lagene i Trelde Klint udført af Bent Odgaard, professor ved Aarhus Universitet.

»Hidtil har vi kun kendt tre mellemistider forud for vores nuværende varme periode. Men nu har vi opdaget en ny mellemistid i aflejringerne ved Trelde Klint, Fredericia. Den periode, lagene stammer fra, har ikke været beskrevet for Danmark før,« fortæller Bent Odgaard til Aarhus Universitets nyhedsbrev Rømer.

Bent Odgaard har sammen med andre forskere dateret prøverne til at være omtrent 340.000 år gamle. Hidtil har forskerne troet, at vi på det tidspunkt befandt os i en koldere periode. Men hans analyse af vegetationen i denne periode viser nu, at klimaet var varmere end antaget – så varmt, at der er tale om en regulær mellemistid.

Fundet er publiceret i tidsskriftet Boreas.

Sjældne lag gemte på hemmelighed

Lagene i klinten ved Trelde er meget sjældne. Det er forklaringen på, at forskerne først har opdaget mellemistiden nu. Heller ikke i vores nabolande kendes aflejringer, der med sikkerhed kan henføres til samme tid. Samtidig bliver pollen kun bevaret under ganske særlige forhold.

»Det pollen, der falder på landjorden, bliver hurtigt nedbrudt af mikroorganismer, der trives med ilten i vores atmosfære. Men noget pollen lander på overfladen af søer og synker langsomt til bunds, hvor der ikke er noget ilt og derfor heller ikke nogen mikroorganismer til at nedbryde pollenet. Når dynd så over tid aflejres på søens bund, bliver pollenkornene indkapslet og bevaret,« fortæller Bent Odgaard til Rømer.

Forkert datering af pollen

Et anden årsag til at den varme periode har skjult sig i klinten er, at tidligere analyser har dateret prøverne forkert.

»Vi har hele tiden vidst, at de pågældende jordlag stammede fra en mellemistid, men lagene har ikke været undersøgt tilstrækkeligt, og derfor har de fået tildelt en forkert alder. Der har kun været lavet nogle få pollenanalyser af aflejringerne, og de resultater kunne godt tolkes som fra en anden mellemistid. Men vi har lavet en detaljeret analyse, som helt klart viser, at det ikke kan være en af de i forvejen kendte mellemistider,« siger Bent Odgaard. 

Puslespillet om Danmarks forhistoriske klima er dog langt fra færdigt endnu, da forskerne regner med, at der har været flere mellemistider, vi endnu ikke har fundet.

Lyspåvirkning afslører alderen

Foruden en grundig analyse af pollensammensætningen i aflejringerne er prøverne også blevet dateret ved hjælp af såkaldt optisk stimuleret luminescens, der analyserer på strålingen opsamlet i sandkorn i jorden.

»Nogle af de mineraler, der ligger i jorden, opsamler stråling fra jordpartikler rundt om, fordi de har en særlig gitterstruktur, som fanger partikler fra strålingen. Strålingsniveauet bliver nulstillet, når mineralet bliver udsat for lys. Men når det ligger begravet i jordens totale mørke, begynder det at optage strålingspartikler, indtil det når sin maxkapacitet.« 

»Dateringen foretages ved, at prøverne bliver opsamlet i mørke og ført ind i laboratoriet, hvor de så bliver stimuleret med lys eller varme, der frigiver strålingen i mineralet. Ved at analysere den stråling, som kommer ud af mineralet, kan vi afgøre, hvor længe det har ligget begravet,« fortæller Bent Odgaard.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Læs mere om billedet i denne artikel, og se flere flotte billeder på Videnskab.dk's Instagram-profil.