Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050
Jordens fossile brændstoffer er ved at slippe op, og kloden er hårdt belastet hvad angår CO2-udledning. For at komme denne problemstilling til livs har regeringen sat sig et ambitiøst mål om vores udledning af fossile brændstoffer.

Der findes et hav af alternativer til fossile brændstoffer og derfor arbejder State of Green på at samle de forskellige sektorer, der så i fællesskab skal udarbejde en løsning. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-130778297/stock-photo-emission-from-coal... target="_blank">Shutterstock</a>)

Denne artikel er skrevet af ESOF2014 Future Academy.

Regeringen har sat sig et mål om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i år 2050, da Jordens fossile brændstoffer begynder at slippe op.

Dette er ikke umuligt, da Danmark har de midler, der skal til for, at det kan lykkes bedst muligt.

ESOF, der står for Euroscience Open Forum, er en europæisk videnskabskonference, hvor forskere fra hele verden mødes og debatterer samfundets aktuelle problemer i et åbent forum.

Hvert år vælges et tema, og i år var temaet 'building bridges', hvilket betyder, at konferencen i år prøvede at skabe broer mellem forskellige områder, blandt andet mellem videnskab og politik.

Desuden har ESOF en ambition om at få videnskaben ud til den almene befolkning. ESOF Future Academy, der er et projekt, hvor unge gymnasieelever får mulighed for at deltage i og udføre forskellige arbejdsopgaver i forbindelse med ESOF-konferencen, tog en snak med Gry Brostrøm ved State of Green's stand til ESOF-konferencen. Gry Brostrøm er projektleder i State of Green.

Hvorfor skal Danmark være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050?

»Oliekrisen i 70’erne gjorde os opmærksomme på, at der er et problem i at være afhængig af olie, både samfundsmæssigt og økonomisk,« svarer Gry Brostrøm.

Fakta

Artiklen er skrevet af gymnasieelever fra ESOF2014 Future Academy.

Eleverne, som er såkaldte Future Communicators, har skrevet artikler og kommunikeret via Twitter og Instagram fra den store videnskabelige konference ESOF, hvor 4.500 forskere deltog. Heriblandt flere modtagere af Nobelprisen.

Oliekrisen i 1970'erne opstod under krigen mellem Israel og Egypten/Syrien, hvor de arabiske lande udløste en olieblokade, fordi USA støttede Israel. Efterfølgende valgte OPEC at nedskære deres olieproduktion og samtidig sætte priserne op.

»Selvom nedskæringen var lille, udløste beslutningen dramatiske prisstigninger. For at undgå en lignende situation i forhold til olien bliver vi nødt til at finde alternativ brændsel,« mener Gry Brostrøm.

Hvordan har I tænkt jer at gøre det?

»Der findes et hav af forskellige muligheder, og derfor arbejder State of Green på at samle de forskellige sektorer, der så i fællesskab skal udarbejde en løsning.«

»Man kan sige, at vi deler verden op i de forskellige sektorer, altså vindenergi, vand, ressourcer, affaldshåndtering osv. Og alle de her sektorer skal jo finde en løsning, der kan gøre os uafhængige af fossile brændstoffer. Det nytter ikke, at man bare sætter en masse vindmøller op. Der skal gøres en masse, så det er en palette af forskellige initiativer, der skal sættes i gang,« siger Gry Brostrøm.

Hvor langt er vi i processen?

»Altså jeg kan sige, at vi har x antal vindmøller, x antal forbrændingsanlæg, x antal strategier der skal arbejde hen imod målet, men hvor langt vi er, tror jeg ikke, der er nogen, der ved,« siger Gry Brostrøm.

Med det sagt vil man dog aldrig blive fuldstændig uafhængig, da for eksempel Mærsk, der er en stor del af den danske industri, ikke vil kunne være fuldstændig uafhængig af fossile brændstoffer, mener Gry Brostrøm.

»Et rigtig godt eksempel på det, der arbejdes hen imod, er Samsø, der godt nok er et lille samfund, men allerede nu udelukkende kører på grøn energi,« slutter Gry Brostrøm.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.