Jobbet som astronaut er ikke for nervøse sjæle.

Det kræver, at man kan have rigtigt mange vægtløse bolde i luften på én gang og ikke ryster på hånden, selv om man suser rundt om Jorden ude i rummet i en klaustrofobisk lille blikkasse med 27.700 kilometer i timen. Man skal vide præcis, hvad man skal gøre - ligegyldigt hvilken vanvittig situation man havner i og uanset tidspunktet på døgnet.

Man skal kunne forske og udføre virkelig komplicerede eksperimenter, hvor man ofte selv skal fungere som forsøgsperson og lægge krop og hjerne til.

Og man skulle begå sig på flydende russisk, da Rusland er en af de store spillere inden for rumfarten.

Det praktiske er sjovest

Alt dette og mere til er Danmarks kommende astronaut Andreas Mogensen ved at lære.

Han er lige nu i træningslejr i den europæiske rumorganisation ESA's astronautcenter i Køln, hvor han bliver undervist i alt, hvad der skal til for at kunne agere blæksprutte i rummet.

»Forløbet startede i september sidste år og afsluttes til november. Herefter er jeg flyveklar til de første missioner, hvoraf en stor del formentlig vil gå til Den Internationale Rumstation ISS,« siger Andreas Mogensen.

De første seks måneder på skolen har de haft biologitimer på højt plan, hvor de f.eks. lærer, hvordan planter bruger tyngdekraften til at orientere sig.

I det hele taget dykker de ned i en lang række naturvidenskabelige fag, så de bliver en avanceret form for laboranter, der kan gennemføre forskeres eksperimenter i rummet.

Derudover har de løbet, svømmet, klatret, og trænet rumvandringer i centrets svømmebassin samt under parabolflyvninger med fly.

Når flyet dykker i frit fald under parabolflyvninger, svæver passagerne frit rundt i kabinen - nøjagtigt som de ville gøre ude i rummet. (Foto:ESA)

»Det videnskabelige er virkelig interessant, ment det praktiske er klart det sjoveste,« siger Andreas Mogensen.

Rumvandringer trænes i svømmebassin

Rumvandringer er svære at simulere, da det er for farligt at sende eleverne på tur i rummet.

Men de kan alligevel få en god fornemmelse af at være vægtløs i centrets gigantiske svømmebassin, hvor astronauterne dykker iklædt rumdragt.

»Dykning i svømmehallen er det tætteste man kommer på at simulere vægtløshed, og kan man som jeg lide at dykke, så er det skægt,« fortæller Andreas Mogensen.

Rumdragten er udstyret med avanceret teknologi, som astronauten kan bruge til at justere sin opdrift med, så den bliver så stor, at den præcis udsletter tyngdekraften. Når det sker, oplever astronauten det som at være vægtløs.

»På grund af opdriften mærker man ikke tyngdekraften, og skubber man til noget, så flyder man væk fra det,« siger Andreas Mogensen.

Lærer at installere solpanel

Kunsten er imidlertid at kravle rundt på rumstationen ude i det tomme rum. Træningen foregår derfor i stor stil på konstruktioner, der på overfladen svarer fuldstændigt til nogle af rumstationens mest vitale moduler.

Når grunduddannelsen er færdig, tager Andreas Mogensen til NASA i Huston, USA, der har et endnu større svømmebassin, hvor astronauter kan boltre sig på en nedsænket mock-up af den 20 meter lange rumfærge samt halvdelen af rumstationen på én gang.

I svømmebassinet får astronauterne udstukket konkrete opgaver, som f.eks. at installere et solpanel på rumstationens overflade.

Rumvandringen begynder med, at astronauten kravler ud gennem en luftsluse og hægter sin sikkerhedsline fast til rumstationen for herefter at manøvrere sig hen til det sted, hvor der skal arbejdes.

Under parabolflyvningerne testede astronautaspiranterne en sele til et løbebånd, der holder løberen fast, uanset hvilken vej, personen vender. (Foto:ESA)

»Rumvandringer er farlige, hvis ikke man ved, hvad man gør, for snubler man over en antenne eller tramper på et solpanel, risikerer man at ødelægge et eksperiment eller at forstyrre kontakten til Jorden. Astronauten kan også flå et hul i sin rumdragt, så ilten siver ud, og det kan man i værste fald dø af,« siger han.

Værktøjskasse på afveje

Astronauten er ikke det eneste, der skal hægtes fast til rumstationen, for selv en lille skruetrækker på afveje, kan lave stor ravage.

Alle medbragte ting som f.eks. værktøjskasse og byggematerialer skal bindes forsvarligt fast til astronauten, så de ikke pludselig river sig løs.

»Det meste af træningen går ud på at lære, hvordan man arbejder i rummet, så man selv er i sikkerhed og samtidigt beskytter sine kolleger bedst muligt,« siger Andreas Mogensen.

Han henviser til et uheld sidste efterår, hvor den 45-årige Heidemarie Stefanyshyn-Piper var på sin anden mission til rumstationen. Da astronauten åbnede sin værktøjskasse og greb ned efter en bøtte med noget fedtstof, viste det sig, at noget af fedtet var løbet ud, så hun fik det ud over handskerne og hjelmen.

I et splitsekund mistede hun overblikket over situationen og fik travlt med at tørre fedtet af. Så hun nåede ikke at reagere, da en lille værktøjskasse pludselig svævede ud af den store kasse og uden for astronautens rækkevidde.

»Ligegyldigt hvad der sker, så opstår der uventede situationer. Sådan en rumvandring er hårdt arbejde og varer typisk 6-8 timer, og når man først er draget af sted, kan man ikke bare tage en frokostpause på halvvejen. Det stiller store krav til astronautens evne til at bevare fokus,« siger Andreas Mogensen.

Isoleret fra omverdenen

Jobbet er ikke kun fysisk hårdt, men slider også på astronauternes psyke, og også på den front er der meget, astronauterne skal lære.

Den seks personer store besætning ombord på ISS skal være meget tæt sammen under ekstreme forhold 24 timer i døgnet i flere måneder.

I den tid ser astronauten ikke sin familie, og man vil uvilkårligt have dårlige dage, hvor man bare har lyst til at være sig selv.

På astronautcentret lærer Andreas Mogensen også at begå sig som sygeplejeske og læge, hvis uheldet skulle være ude ombord på ISS. (Foto:ESA)

Trøstespise er der ikke noget, der hedder, for maden er ingen nydelse, men noget man overlever på. Og det varme bad er erstattet med vådservietter eller et fugtet håndklæde, som man må klare sig med i det halve år, man er ombord.

Astronauterne vil uvilkårligt komme til at irritere hinanden, men på astronautskolen lærer aspiranterne at håndtere konflikter og at kunne samarbejde på trods af det.

Holdet lærer at arbejde under en 'commander', der udstikker opgaver og skærer igennem i de situationer, hvor medlemmerne er indbyrdes uenige.

Samarbejde er altafgørende

»To et halvt år før man skal af sted på mission, får man at vide, hvem man skal på mission med, og herefter begynder man at træne målrettet sammen med dem, så man kan lære dem rigtigt godt at kende. Er der nogle, der bare ikke kan arbejde sammen, bliver det opdaget inden missionen starter,« forklarer Andreas Mogensen.

Når grunduddannelsen slutter til november, vil de seks astronauter begynde at uddanne sig mere individuelt, og chancen for, at de kommer afsted på samme mission til rumstationen, er meget lille, da en besætning skal bestå af en blanding af nyuddannede og mere erfarne astronauter.

Sker der noget med dine børn og din kone, mens man er på ISS, så er man hjælpeløs. Nu er der kommet en telefon på rumstationen, så man kan ringe hjem, og via webcam på computeren kan vi også se familien.

Men holdet vil være en fast støtte, som han igen og igen vil vende tilbage til.

»Selv om vores træningsprogram bliver lidt mere individuelt, så kommer vi ikke til at slippe hinanden helt. Vi kommer til at træne sammen i resten af vores karriere, hver gang vores færdigheder skal opkvalificeres,« slutter han.

Vægtløshed inden for Jordens atmosfære kan kun opnås gennem det frie fald, og på astronautskolen sender man eleverne ud på de såkaldte parabolflyvninger, der går ud på at lade et fly stige i en vinkel på ca. 45 grader til en tilpas højde, før piloten lader flyet falde i 25 sekunder, inden flyets næse rettes op igen.

Andreas Mogensen var afsted på en parabolflyvning for første gang i maj måned, og det har klart været et af højdepunkterne i uddannelsen.

»Det er en fantastisk fornemmelse, når man pludselig er vægtløs. Hvis du hopper ud fra en vippe, så mærker man suset fra vinden omkring sig, og man kan se, at man falder. Men inde i en flyvemaskine er det, som om gulvet pludselig forsvinder, og man kan ikke komme tilbage til det. Det er virkelig underligt,« fortæller han.

Under parabolflyvningerne gennemførte astronautaspiranterne forskellige forsøg som f.eks. at teste en sele til et løbebånd, så astronauten bliver holdt fast på båndet, selv om han er vægtløs.

Det er i princippet mulig at blive astronaut, hvis man er statsborger i et land, der er tilknyttet en rumfartsorganisation, f.eks. det europæiske ESA, USA's NASA eller de russiske, kinesiske, indiske eller japanske rumfartsorganisationer.