Ækvator fundet på Grønland
Ækvator gik engang tværs over Grønland og ned gennem Nordamerika. Det har et internationalt forskerhold med dansk deltagelse opdaget med en helt ny metode.

Den grå streg illustrerer det 6000 km lange bælte, som forskerne konkluderer, angiver ækvators position for 450 mio. år siden. Bæltet går tværs over Nordgrønland, ned gennem Calgary i Canada og fortsætter ned til Nevada i USA. <br>
Som du kan se, ser nutidens landkort noget anderledes ud. Ikke bare i forhold til at hele kontinentet er rykket nordpå. Nordamerika har også drejet omkring 90 grader i forhold til Grønlands placering for 450 mio. år siden. (Grafik: Christian Mac Ørum Rasmussen)

De fleste er med på, at kontinenterne gennem tiden har vandret, så Australien ikke altid har ligget, hvor det ligger i dag. Men de fleste bliver nok overraskede, når de hører, hvor meget landjorden rent faktisk har flyttet og drejet sig.

Et internationalt forskerhold med dansk deltagelse har udviklet en ny og banebrydende geologisk metode. Ved hjælp af metoden, er forskere for første gang i stand til at fastslå, hvor ækvator præcist gik under den geologiske tidsperiode kaldet Ordovicium. Det vil sige for omtrent 450 mio. år siden.

»Vi har fundet et 6.000 kilometer langt og et par hundrede kilometer bredt bælte, som strækker sig gennem Laurentia – nutidens Nordamerika. Bæltet går tværs over Nordgrønland og ned gennem Nordamerika og angiver ækvators position under slutningen af den ordoviciske tidsperiode,« fortæller en af forskerne bag den nye metode, postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet Christian Mac Ørum Rasmussen.

Den nye metode baserer sig på en række fund af fossiler, som angiver, hvor der gennem en lang periode har været stille vejr. En tilstand man finder netop omkring Ækvator.

Dermed introducerer forskerholdet en helt ny tilgang til jagten på fortidens landkort:

»Selvom kontinentaldriften er en af de helt basale byggesten inden for geologien, er den ofte baseret på store usikkerheder grundet sparsomme data. Derfor er det skelsættende for vores forståelse af kontinenternes vandring,« siger Christian Mac Ørum Rasmussen.

Forskernes resultater er netop blevet publiceret i tidsskriftet Geology.

Ny geologisk metode

Fakta

Kalmebæltet: Kalme stammer fra det franske calme, der betyder stilhed. Derfor kaldes bæltet også stillebæltet.

Det angiver området omkring ækvator, hvor vinde fra nordøst på den nordlige halvkugle (nordøstpassaten) og fra sydøst på den sydlige (sydøstpassaten) mødes.

Vejret i kalmebæltet præget af svage vinde, men kraftige tordenbyger.

Normalt bruger geologer metoden med det mundrette navn ’palæomagnetisme’, når de skal blive klogere på, hvordan landjorden har bevæget sig gennem klodens historie.

Geologerne studerer her de jernholdige mineraler i bestemte bjergarter, og via det omgivende magnetfelt kan geologerne regne ud, ved hvilken breddegrad bjergarten blev dannet.

Der er bare det problem, at der kun findes meget sparsomt palæomagnetisk materiale fra den ordoviciske tidsalder. Derfor har Nordamerikas placering i denne periode været baseret på et skøn.

»Vores nye metode er helt uafhængig af palæomagnetisme. Det betyder, at vi for først gang kan bekræfte, at skønnet faktisk er korrekt,« siger Christian Mac Ørum Rasmussen.

Mærkværdig opdagelse på Nordgrønland

Det var en mærkværdig opdagelse under en ekspedition til en af de mest ugæstfri egne af kloden, der ledte forskerne på sporet af den forhistoriske ækvator.

Under en ekspedition i Nordgrønland fandt forskerne en usædvanlig fossilforekomst i en bjergvæg i området omkring G.B. Schley Fjord i det østlige Peary Land.

Pludselig stod forskerne over for en næsten 150 meter tyk kalksten tæt pakket af fossiler fra de muslingelignende dyr kaldet brachiopoder.

Billede fra G.B. Schley Fjord i Nordgrønland hvor forskerne fandt en mærkværdig kalksten i et 400 meter højt bjerg. Brachiopodlaget er indtegnet med gult. Nederst i venstre hjørne er indsat et billede, der viser, hvordan bjergarten ser ud tæt på.(Foto: Christian Mac Ørum Rasmussen)

Ligesom muslinger har brachiopoder to skaller. Der er bare den forskel, at hvor muslinger har en venstre- og en højreskal, har brachiopoderne en bugskal og en rygskal.

»Normalt er disse lag af brachiopodeskaller et par meter tykke. Derfor er alene tykkelsen af laget helt enestående – jeg har i hvert fald aldrig hørt eller læst om et lignende fund,« siger Christian Mac Ørum Rasmussen.

Det mest besynderlige ved forskernes fund var dog, at de udelukkende fandt fossiler af bugskaller, mens rygskallerne var sporløst forsvundet.

Mysteriet om de forsvundne rygskaller

Forklaringen på, at alle rygskallerne var pist borte, skal ifølge forskerne findes i en forhistorisk placering ved kalmebæltet – det vindstille klimabælte lige omkring ækvator. (Se faktaboks)

»Kalkstenen bestod udelukkende af en enkelt slægt af brachiopoder. Hos lige præcis denne slægt er bugskallen meget tyk. Dyret har brugt denne tungere skal til at få et stabilt leje i havbunden, som et slags anker. Rygskallen er derimod meget tynd.«

»Efter dyret er dødt, har svag bølgeaktivitet med tiden fjernet den tynde, lette rygskal, mens den tungere bugskal ikke er blevet transporteret væk af bølgerne.«

»Tykkelsen på lagserien indikerer samtidigt, at lige præcis denne økologiske ramme må have eksisteret over et langt tidsrum, hvor der ikke har opereret kraftige storme, der kunne omlejre fossilerne,« forklarer Christian Mac Ørum Rasmussen.

Fakta

Fossilerne, forskerne fandt på Nordgrønland, er af brachiopodslægten Proconchidium.

Brachiopoder – på dansk også kendt som armfødder – er meget tidsspecifikke, så når man finder en specifik slægt, ved man, hvor gammel den er i forhold til andre slægter.

Har man flere eksemplarer fra samme tidsperiode, kan man datere dem mere præcist, og eventuelt sammenholde dem med kemiske analyser (isotopstudier).

Forskerne gik efter opdagelsen på Nordgrønland i gang med at kigge efter lignende lagserier andre steder i Nordamerika. Og langsomt tegnede der sig et billede af et langstrakt vindstille bælte ned gennem kontinentet, svarende til kalmebæltet – der som sagt findes lige omkring ækvator.

Orkanfri zone afslører ækvator

Efter opdagelsen af bæltet har forskerne sammenlignet deres fund med orkandata indsamlet gennem de sidste 160 år. Disse data viser, at kalmebæltet sjældent rammes af tropiske orkaner, hvilket får forskerne til at konkludere, at bæltet af uforstyrrede sedimenter ned gennem Nordamerika er en ordovicisk pendant til nutidens kalmebælte.

Det tyder nemlig på, at kraftige storme har hørt til sjældenhederne indenfor bæltet, mens der udenfor bæltet er tydelige tegn fra stormes hærgen.

»Inden for bæltet er sedimenterne nærmest uforstyrrede. Men så snart man kommer uden for bæltet på begge sider, udviser sedimenterne, samt de indlejrede fossiler, en tydelig påvirkning af kraftig stormaktivitet,« siger Christian Mac Ørum Rasmussen.

Kan afsløre underjordiske skattekamre

Forskernes nye metode er dog ikke bare anvendelig for geologer, der gerne vil blive klogere på kontinenternes vandring. Metoden kan også bruges til at regne ud, hvor alverdens underjordiske rigdomme findes.

»Jo mere præcis, du kan angive kontinenternes vandring, desto mere præcis kan du angive deres vandring gennem eksempelvis klimabælter. Dermed kan man opbygge mere præcise modeller til brug for eksempelvis olie- og gas-efterforskning,« slutter Christian Mac Ørum Rasmussen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.