For rigtig mange af os er kaffe det brændstof, der hjælper os igennem tidlige morgenmøder, eftermiddagstrætheden og de sene nattetimer, hvor vi arbejder hårdt for at møde en deadline.
Ordene 'kaffe' og 'brændstof' er nærmest blevet synonymer.
Der produceres mere end 9 millioner ton kaffebønner årligt, og når vi brygger kaffe, skaber vi en masse affaldsmateriale og rester, hvoraf størstedelen ender på lossepladsen.
Nu har forskere i Sydkorea fundet en måde at bruge kafferesterne som brændstof - helt bogstavelig talt. Her er seks udnyttelser af kafferesterne:
1. Kafferester kan lagre metan og hydrogen
I en undersøgelse - udgivet i tidsskriftet Nanotechnology - brugte forskerne kafferester til at producere et carbonmateriale fyldt med små porer, der øgede overfladearealet - kaldet aktivt (eller aktiveret) carbon.
Det nye materiale kan absorbere og lagre metan og hydrogen, der begge kan bruges som brændstof.
Det er et stort fremskridt i forhold til at realisere teknologien, at disse brændstoffer kan lagres i et billigt materiale, og så gavner det også miljøet - metan er nemlig en skadelig drivhusgas.
Men det er langt fra det eneste, kafferesterne kan bruges til.
2. Kafferester kan bruges til opvarmning
Kafferester er en relativt ren og i bund og grund gratis energikilde, og forskere, ingeniører og entreprenører har i flere år ledt efter anvendelsesmuligheder.
Nestlé har i flere år brugt kafferesterne fra produktionen af opløseligt kaffepulver som brændstof til opvarmning.
I øjeblikket bruger Nestlé årligt 800.000 ton kafferester, som ellers ville være gået til spilde, til opvarmingen af den mad virksomheden producerer i mere end 20 fabrikker verden over.
Virksomheden Bio-bean i London forsøger at omdanne affald fra lokale producenter af kaffepulver (alene i London og det sydvestlige England knap 200.000 ton) til biomassepiller til for eksempel el- og varmeproduktion.
Kafferesterne brænder mere rent og indeholder 50 procent mere energi end traditionelle træpiller. I modsætning til Nestlé fjerner Bio-Bean først olierne fra kaffen - hvilket bringer os til det næste punkt.
3. Kaffe som flydende brændstof
Som de fleste plantefrø indeholder kaffebønner en stor mængde olie, som enten kan presses ud eller udvindes gennem kemiske ekstraktionsprocesser.
Derefter kan olien omdannes til biodiesel, der på mange måder ligner almindelig diesel.
Min egen forskning har fundet, at det ikke betyder noget, hvilken kaffesort man benytter, hvor kaffebønnerne blev groet, eller hvordan kaffen blev brygget til den biodiesel, der blev fremstillet af kafferester.
Det er rigtig gode nyheder, da det betyder, at biodiesel fremstillet af kafferester yder en pålidelig og jævn energimængde, når den brændes.
Kafferester kan også forgære og dermed producere ethanol eller udsættes for ekstremt tryk og varme for at producere bio-olie, der minder om råolie. Begge disse processer er dog meget dyre.
Biodiesel er den eneste mulighed, der virker realistisk i større skala - derfor arbejder Bio-bean også ihærdigt på at kommercialisere processen.
4. Kafferester er fyldt med dyrebare kemikalier
Kaffe indeholder en række kemikalier, som - når de er blevet rensede og isolerede - kan bruges til mange forskellige formål.
Heriblandt klorogensyre, som kan sænke blodtrykket en smule, trigonellin, der kan afværge og behandle diabetes og sygdomme i centralnervesystemet, polyhydroalkanoater, der bruges til fremstilling af bioplast og en lang række antioxidanter, der kan bruges i medicinalindustrien eller tilføres brændstoffer og smøremidler, som kan forlænge produkternes levetid.
5. Kafferester på kompostbunken
Kafferester indeholder nitrogen - et vigtigt næringsstof for planter. Mange cafeer giver gerne deres kafferester til kunder, der beder om det.
Det reducerer cafeernes affaldsmængde og kan bruges til dyrkningen af økologisk frugt og grønt.
6. Kaffe kan opsuge tungmetaller
Kafferester kan endda opsuge skadelige tungmetaller som krom, kobber, nikkel og bly.
Det er alle metaller, der ved et uheld kan sive ud af kemifabrikker og landbrug og forårsage stor skade.
Kafferester er blevet brugt i laboratorier til at fjerne op til 91 procent af ionerne fra tungmetaller i en opløsning - et godt eksempel på, hvordan processen potentielt kan komme til gavn for miljøet.
7. Hi-tech kaffe
Forskerne har også undersøgt muligheden for at bruge kaffe til at fremstille superkondensatorer - elektroniske komponenter, som kan modtage, opbevare og afgive større elektriske ladninger end almindelige batterier.
Man har fremstillet ultratynde porøse carbon-nanoplader med gode elektriske egenskaber.
Om det bruges derhjemme i haven som kompost, i laboratoriet til forskning eller som brændstof i industrien er der mange måder, vi kan bruges kafferesterne på.
De mange anvendelsesmuligheder er måske ikke en god ting. For hvordan beslutter man sig, når noget har så mange anvendelsesmuligheder? Men én ting er sikkert - vi skal ikke bare smide det væk.
Rhodri Jenkins hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark