Udbredelsen af droner har revolutioneret fotokunsten.
Steder, der før var utilgængelige, kan nu besøges, og perspektiver, der før ville kræve langt større og dyrere operationer, kan nu opnås relativt nemt.
Derfor er det da heller ikke underligt, at dronerne har deres helt egen årlige konkurrence, Drone Photo Awards, og vinderne for 2022 er netop blevet kåret.
Med en hovedkonkurrence samt otte fotokategorier med varierende relevans for indeværende medie bringer vi her et udsnit fra 'Wildlife'- og 'Nature'-kategorierne. Og til sidst en overraskelse fra kategorien Urban, hvor vinderen i år har et umiskendeligt dansk islæt.
Vulkanens øje tager pokalen
Det ligner en portal til underverdenen - og det er det i og for sig også.
Da en storm gik i land på Islands vestkyst sendte den franske fotograf Armand Salangue sin drone i luften for at fange de sidste krampetrækninger af vulkanen Fagradalsfjalls udbrud.
De vanskelige omstændigheder gør billedet ganske enestående.
Det imponerende dronefoto med titlen 'Big Bang' løb med prisen som Photo of The Year, og du kan se det i toppen af denne artikel.
Flokken frem for alt

(Foto: Mehdi Mohebipour / Drone Photo Awards)
Farvespillet i flamingoernes fjerpragt og lysets dans henover de forsamlede fugle.
Det var to af de ting, Drone Photo Awards lagde vægt på, da de tildelte den iranske fotograf Mehdi Mohebipour førstepladsen i kategorien 'Wildlife' for dette underfulde foto.
Flamingoer er flokdyr, der sover tæt sammen om natten og holder sig samlet i løbet af dagen. Alt sammen for at holde sig selv og flokken sikker. Derfor har billedet da også fået titlen 'Solidarity', solidaritet.
Tilværelsens ulidelige lethed

(Foto: Florian Ledoux / Drone Photo Awards)
Mere end 600 kilometer nord for det norske fastland ligger den golde, arktiske øgruppe Svalbard.
Kun et par få tusinde mennesker har slået sig ned hér, og kommer du som turist, får du et godt råd: Husk riflen. Svalbard er nemlig isbjørnenes rige.
Om naturfotograf Florian Ledoux tog sådan en med, melder historien ikke noget om, men han brugte fem måneder i felten i en lille lejr på øens østkyst, hvor han var helt tæt på de mange bjørne.
Fotoet her, der vandt andenpladsen i 'Wildlife'-kategorien, viser en årsunge, der efter leg med sine søskende i vandet vil teste, om den nye, tynde is er sikker at gå på.
Ledoux har meget passende givet billedet titlen 'Learning Life', at lære livet. Også søsterbillederne 'Magic Polar Bears', magiske isbjørne, og 'Winter Ice', vinter-is, blev anerkendt, da juryen bedømte dem som 'highly commended', højst anbefalelsesværdig, og 'commended', anbefalelsesværdig.
Livets store kredsløb

(Foto: Igor Altuna / Drone Photo Awards)
»Når vi dør, bliver vores kroppe til græs - det græs, som antiloperne spiser.«
Sådan siger Mufasa til sin søn, Simba, i Disney-klassikeren 'Løvernes Konge' fra 1994. Måske for at gøre det lettere for børnene derhjemme at sluge, at de nuttede antiloper, der netop er sprunget let og elegant gennem det høje græs, sandsynligvis er på menukortet til aftenens banket.
Men der er noget sandt i, at selv rovdyr i toppen af fødekæden en dag selv bliver til mad. Dette billede er fanget i South Luangwa National Park i Zambia, hvor en flok sultne krokodiller tager for sig af en død flodhest.
Flodhest er normalt ikke en del af krokodillernes diæt. Ikke fordi, de ikke er velsmagende, men fordi kampen med en flodhest let kan ende med en knækket krokodillenakke. Imidlertid er krokodiller opportunistiske jægere, som ikke siger nej til et måltid.
Det er den spanske fotograf Igor Altuna, der står bag billedet med den sigende titel 'Feast', festmåltid. Et billede, der ikke vandt sin kategori, men stadig blev markeret af dommerne som 'highly commended'. Søsterbilledet 'Hipposurf', flodhestesurfing, blev desuden også hædret med en anbefaling.
Mødet

(Foto: David Rouge / Drone Photo Awards)
Vinderen i dette års 'Nature'-kategori er et foto taget fra en vinkel, der gør det svært at forstå, hvad det egentlig er, man kigger på.
Men det, dronen har fanget, er det sydlige Atlanterhav, der kysser Namibias golde kyst. Derfor har billedet fået titlen 'Meeting', møde.
Den schweiziske fotograd David Rouge sendte sin drone højere og højere op, indtil den pludselig fangede et sært overjordisk lysfald, der fremhæver sandklitternes unikke geoformation.
Af jord er du kommet ...

(Foto: Enrico Pescantini / Drone Photo Awards)
Øen La Palma, den femtestørste af Kanarieøerne, blev i 2021 ramt af et voldsomt vulkanudbrud.
Henover tre måneder hærgede floder af lava fra vulkanen Cumbre Vieja. 3.000 bygninger blev smadret, og 90 kilometer vej blev spærret. Enorme naturområder og store plantager blev dækket af den altædende flod.
Langsomt kølede ildhavet, og snart størknede de gloende plamager. I dag er landskabet på den spanske ø et helt andet, end det var for et år siden.
Netop denne ændring ønskede den italienske fotograf Enrico Pescantini at indfange, da han sendte sin drone i luften. Det sikrede ham andenpladsen i Drone Photo Awards 'Nature'-kategori.
Associationen ligger ligefor: Af jord er du kommet - til jord skal du blive.
Jorden åbner sig

(Foto: Luis Manuel Vilariño Lopez / Drone Photo Awards)
Og vi skal blive lidt ved floderne af lava.
Der var nemlig endnu et foto af naturfænomenet, der opnåede en stor anbefaling ved dette års konkurrence. Hvor fotoet fra La Palma viser 'efterskælvet', er 'Volcano in the Clouds' et dronefoto af det øjeblik, veerne for alvor sætter ind.
Fotoet er taget på Islands sydvestligste spids, på Reykjanes-halvøen, hvor en række jordskælv i tiden op til havde været en tikkende bombe.
Det lykkedes derfor den spanske fotograf Luis Manuel Vilariñoi Lopez at have en drone på vingerne, der kunne fange lige netop øjeblikket, hvor jorden gav efter, slog sprækker og lod de glødende floder trænge op fra dybet.
Ødemarkens sælsomme skønhed

(Foto: Larry Gunn / Drone Photo Awards)
Det bliver tit sagt, at det er allermørkest lige inden daggry.
I ørkenstaterne i det vestlige USA er det ligeledes på dette tidspunkt, at det er koldest. Og det er da også den iskolde morgen, der skaber dette smukke lysindfald.
I staten New Mexicos nordvestlige hjørne finder man Shiprock, et ensomt bjerg på de uendelige, golde stepper, kun fulgt af en forhøjning skabt af den samme vulkanske aktivitet, der engang formede Shiprocks egen knejsende tinde.
Den amerikanske fotograf Larry Gunn kom ikke fra konkurrencen med en første- eller andenplads i 'Nature'-kategorien, men han fik et 'highly commended' med på vejen.
Danish Design
Som teaset i denne artikels indledning, slutter vi herhjemme.
Kategorien Urban blev nemlig vundet af et for mange danskere velkendt motiv - dog set fra en ny vinkel.

(Foto: Serhiy Vovk / Drone Photo Awards)
Den ukrainske fotograf Serhiy Vovk sendte sin drone i luften over byggeforeningshusene Kartoffelrækkerne på Østerbro i København.
Det er, som om rækkerne synes uendelige uden at føles monotone - det sidste hjulpet på vej af de mange smukke farver. Drone Photo Awards påpeger, at husene i sin tid blev bygget med den trængte arbejderklasse for øje, men at de siden er blevet nogle af de mest eftertragtede ejendomme i hovedstaden.
Vil du se mere?
Selvom vi her på Videnskab.dk har udvalgt vores yndlingsfotos fra årets konkurrence til denne artikel, er der ingen grund til at standse her.
Du kan nemlig se alle vinderbillederne på Drone Photo Awards hjemmeside - alle otte kategorier.