Vores seksuelle præferencer kan ændre sig i løbet af livet
Der er også store forskelle mellem kvinders og mænds udvikling af seksuelle præferencer.
Seksuelle præferencer sex homoseksuel heteroseksuel lesbisk bøsse erfaringer forandring identifikation kvinder mænd unge minoriteter kategori kønsforskelle aspekter straight

De tre traditionelle kategorier, hetero-, homo- eller biseksuel, beskriver ikke dækkende de forskellige mønstre i forhold til tiltrækning, partnervalg og identitet over tid. (Foto: Shutterstock)

Et nyt studie baseret på spørgeundersøgelser af mere end 12.000 amerikanske studerende viser, at der sker markante ændringer i seksuel præference, partnere og seksuel identitet fra de sene teenageår til slutningen af 20'erne. 

Der er også store forskelle mellem kvinder og mænd.

»Seksuel orientering indeholder mange forskellige aspekter af livet. Det handler for eksempel om, hvem vi er tiltrukket af, har sex med, og hvordan vi identificerer os,« siger forskeren bag studiet, Christine Kaestle, professor ved Viriginia Tech, USA, i en pressemeddelse.

Hun fortæller, at forskerne har haft en tendens til at fokusere på blot ét af disse aspekter eller dimensioner i forsøget på at måle og kategorisere mennesker.

»Det kan let overforenkle situationen. For eksempel kan personer, som identificerer sig som heteroseksuelle, samtidig rapportere om forhold til personer af samme køn, fortæller Christine Kaestle.

Ikke nok med 'hetero', 'homo' eller 'biseksuel'

Christine Kaestle benyttede data fra et nationalt studie, som følger amerikanske studerende, fra de er 16-18 år gamle til slutningen af 20'erne og starten af 30'erne.

Deltagerne blev på forskellige tidspunkter spurgt om, hvilket køn de er tiltrukket af, deres partners køn, og om de identificerede sig som hetero-, homo- eller biseksuelle.

Resultaterne viser, at de studerendes seksuelle oplevelser varierede, og at de tre traditionelle kategorier ikke dækkende beskriver de forskellige mønstre i forhold til tiltrækning, partnervalg og identitet over tid.

Forskerne bag studiet mener, at de forskellige udviklingsmønstre er bedre beskrevet ved hjælp af mere uddybede kategorier.

Blandt unge mænd er mønstrene kategoriseret som:

  • Heteroseksuel
  • Primært biseksuel
  • Spirende homoseksuel 
  • Minimal seksuel manifestation 

For unge kvinder blev de beskrevet som:

  • Heteroseksuel
  • Primært hetero
  • Spirende biseksuel
  • Spirende lesbisk
  • Minimal seksuel manifestation

Heteroseksuelle udgjorde den største gruppe og viste færrest forandringer i deres seksuelle præferencer over tid.

LÆS OGSÅ: Dyrkere af dominans-sex har det bedre end andre

Flere mænd end kvinder identificerer sig som heteroseksuelle

Fundene antyder også, at flere mænd end kvinder identificerer sig som heteroseksuelle.

Næsten 90 procent af mændene opgav, at de var heteroseksuelle sammenlignet med mindre end 75 procent af kvinderne.

Samlet set peger studiet på, at kvindernes seksuelle præferencer bliver mere flydende over tid.

Christine Kaestle fortæller, at studiet indikerer noget om, hvordan vores seksuelle præference udvikler sig over lang tid.

»Starten af 20'erne er en tid med større uafhængighed, og det betyder ofte tilgang til mere frisindede miljøer. Det kan betyde, at udforskningen og anerkendelsen af andre seksuelle orienteringer er mere acceptabel og mere komfortabel i den alder,« siger Christine Kaestle.

Selv om studiet fandt flere forskellige kategorier af seksuel udvikling, har det sine begrænsninger; der findes sandsynligvis endnu flere kategorier.

»Kategorierne skal på ingen måde erstatte eller modsætte sig en persons nuværende identitet,« siger Christine Kaestle.

LÆS OGSÅ: Vi gifter os med dem, der ligner os selv

»Forskningen er ikke af stor interesse«

»Her ser vi endnu en forsker, som klassificerer mennesker efter seksuel orientering,« siger Agnes Bolsø, kønsforsker ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet NTNU, til forskning.no., Videnskab.dk's norske søstersite.

Agnes Bolsø forklarer, at der er mange former for seksuel interesse og attraktion, og at de kan variere i løbet af hele livet.

»Denne type forskning er ikke af stor interesse, selv om hensigten er den bedste; nemlig målrettet sundhedspleje for seksuelle minoriteter. Med denne inddeling er der mange flere seksuelle minoriteter end før, og i hendes (Christine Kaestles, red.) næste projekt er der sikkert endnu flere,« mener Agnes Bolsø.

LÆS OGSÅ: Derfor er pige-pige-sex mere normalt

Straight sex er ligeså kompleks som andre præferencer

Kategorien 'heteroseksuel' får mindst opmærksomhed i artiklen, hvilket undrer Agnes Bolsø.

»Er denne kategori virkelig så entydig, som det ser ud til i forskningen? Langt fra! Her finder vi et rent virvar af begærsformer,« siger Agnes Bolsø.

Hun fremhæver flere eksempler og spørger, hvordan man kan vide, nøjagtigt hvad der er årsag til begæret.

»Voksne, som helst har sex med børn eller meget yngre partnere. Hvilket slags begær er det? Er det først og fremmest bestemt af kønsforskellen eller aldersforskellen? Begge dele? Det er i hvert fald for enkelt at putte det ind under kategorien 'heteroseksuel',« siger Agnes Bolsø.

Hun mener, at det er latterligt at tro, at størstedelen af befolkningen har én enkelt erotisk præference.

»Heteroseksuel sex er lige så kompleks som sex blandt de definerede seksuelle minoriteter. Der er mange minoriteter indenfor straight-kategorien,« siger Agnes Bolsø.

LÆS OGSÅ: Nej, modsætninger tiltrækker ikke hinanden

Afhænger af kropslige erfaringer

Vores seksuelle præferencer afhænger af kropslige erfaringer i løbet af livet samt nye situationer og nye personer, vi møder.

»Det, der tænder os, kan nogle gange være noget helt uventet og danne grundlag for helt andre erfaringer, end vi har fra tidligere,« fortæller Agnes Bolsø.

Vores seksuelle præferencer kan forandre sig hele livet; især hvis vi er åbne over for det, men også selv om vi ikke er det.

Agnes Bolsø forklarer, at visse møder kan overrumple os.

»Der er ikke et standardsvar på, hvad der skal til for at ændre vores seksuelle præference, men at opleve nydelse i noget nyt kan være et stikord,« slutter Agnes Bolsø.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Hvor mange køn findes der?

LÆS OGSÅ: Computer kan gætte, om du er homo- eller heteroseksuel

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.