Videnskabsfilm på CPH:DOX: Her er programmet
Dokumentarfilm-festivalen Copenhagen Dox viser i de kommende uger mange film om videnskabelige emner. Blandt andet én om, hvordan utraditionelle samarbejder fører til bedre forskningsresultater.

Vint Cerf er en af det tidlige internet opfindere. Han forklarer succeshistorien med, at han frit delte sin forskning med andre, som videreviklede nettet til det, vi kender i dag. (Foto: Alfred Birkegaard)

Vint Cerf er en af det tidlige internet opfindere. Han forklarer succeshistorien med, at han frit delte sin forskning med andre, som videreviklede nettet til det, vi kender i dag. (Foto: Alfred Birkegaard)

Vi står i en situation, hvor vi kun ved at samarbejde kan løse de problemer, verden står overfor.

Videnskab og politikere skal samarbejde om at løse klimaproblemerne. Forskere fra forskellige fagtraditioner skal samarbejde om at finde løsninger på sygdoms- og sundhedsproblemer. Og samtidig er der et stort potentiale i, at forskerne samarbejder med ikke-forskere.

Men hvordan kan den slags samarbejder mellem mennesker med vidt forskellige indsigter fungere? Det spørgsmål rejser ph.d.-studerende i videnskabsfilosofi ved Roskilde Universitet Alfred Birkegaard i sin nye dokumentarfilm ’Collaboration - On the Edge of a New Paradigm?’. Det er en af flere film om videnskab, der i de næste uger vil blive vist på filmfestivalen Copenhagen Dox, som bliver skudt igang i overmorgen, torsdag 6. november.

»Vi kan bruge ny teknologi – især internettet – til at samarbejde om nogle af verdens største udfordringer. Det er vigtigt for vores fremtid. Undlader vi at samarbejde, eller bruger vi værktøjerne forkert, kan vi forværre situationen. Det er en ganske vanskelig udfordring både for forskningen og for samfundet generelt,« siger Alfred Birkegaard.

Du kan vinde billetter til CPH:DOX - nemt og hurtigt - i denne artikel.

Computerspil løste HIV-gåde

I filmen hører vi for eksempel, hvordan et samarbejde mellem forskere og 50.000 computerspillere på internettet kunne løse en del af gåden omkring AIDS. Det skete på tre uger.

I filmen ’Collaboration - On the Edge of a New Paradigm?’ bliver professor og forfatter Douglas Thomas interviewet. Her er et længere uddrag end det, du kan se i filmen.

Forinden havde forskere brugt 15 år i et forsøg på at løse problemet.

Computerspillerne hjalp ved at spille spillet ’Foldit’, hvor man skal genkende grafiske mønstre i strukturen på et HIV-relateret virus.

Ved på den måde at forvandle de videnskabelige problemer til et spil, blev det muligt at udnytte menneskehjerners uovertrufne evne til at genkende mønstre.

Og med så stor succes, at det lykkedes at løse et videnskabeligt problem, som hidtil havde været uløseligt.

Instruktør skaber utraditionelt samarbejde

I løbet af filmen lykkedes det også Alfred Birkegaard at få arrangeret et samarbejde mellem virksomheden Novozymes og det fri vidensnetvæk Labitat.

I Labitats lokaler i København mødes passionerede forskere uden tilknytning til universiteter eller virksomheder.

Fakta

Collaboration - On the Edge of a New Paradigm? kommer til at indgå som en del af Alfred Birkegaards ph.d.-afhandling. Han har lavet den i samarbejde med sin kone, Katja Gry Carlsen.

Du kan læse mere om projektet på Alfred Birkegaards blog her på Videnskab.dk.

Sammen udveksler de idéer og hjælper hinanden med at skabe ny teknologi. Ingen har patent på noget. Al viden er til fri afbenyttelse som Open Source (se faktaboks).

»Drivkraften for folkene på Labitat er umiddelbart en higen efter det ukendte. De ved ikke nødvendigvis, hvad de vil nå frem til, andet end at det skal løse nogle af de problemer, vi står overfor.«

»Man kan se det som et oprør imod de etablerede virksomheders fokus på patenter og universiteternes ofte snævre orientering mod viden for videns egen skyld.«

»Novozymes ser på deres side muligheder i at understøtte en ny måde at producere viden og nye idéer på,« siger Alfred Birkegaard.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om Labitat i artiklen 'Kom helt tæt på københavnske gør-det-selv-forskere'.

Internettet er resultat af den nye samarbejdsform

I sin film begiver Alfred Birkegaard sig ud på, hvad han kalder en 'vidensrejse'.

Fakta

Open source dækker over en række softwarelicenser, der har det til fælles, at de giver brugeren af softwaren lov til at:

- få adgang til programmets kildekode (man skal have lov til at få det som programmøren skrev),
- ændre programmets kildekode og lave en ny version af programmet.
- samt videregive programmet og/eller ens egen nye version af programmet.

Undervejs lærer han om, hvordan samarbejde i frie forskningsfællesskaber kan skabe nye og revolutionerende ting.

Han tager blandt andet til Silicon Valley, hvor han møder Vint Cerf, som sammen med Bob Kahn opfandt det tidlige internet i Silicon Valley i 1970’erne.

Internet-pioneren fortæller, at internettet næppe ville eksistere i dag, hvis ikke de helt fra start havde insisteret på, at al deres forskning skulle være offentligt tilgængelig.

»Og det ser ud til, at der går en lige linje fra den frie vidensdeling, der skabte internettet og de moderne kommunikationsteknologier, til de nye kollaborative samarbejdsstrukturer. Kommunikationsteknologien er en ny forudsætning for det kollaborative samarbejde, men det er langt fra en simpel eller uproblematisk proces at etablere nye tværgående netværk « siger Alfred Birkegaard.

CPH:DOX viser mange andre spændende film

'Collaboration - On the Edge of a New Paradigm?' er ikke den eneste dokumentarfilm med et videnskabeligt tema, som bliver vist på Copenhagen Dox. Du kan også se følgende filme (se visningstider ved at følge linket):

  • 'Fixed: The Science/Fiction of Human Enhancement'. Filmen handler om de etiske spørgsmål, som opstår, når vi kan bruge teknologi til at forandre og forbedre de kroppe, vi er født med.
     
  • 'Autonomous'. Filmen handler om japanske forskeres forsøg på at skabe menneskelignende robotter.
     
  • 'Genetic Me'. Videnskabsjournalisten Lone Frank undersøger perspektiverne i, at alle nu for 600 kroner kan få kortlagt deres genetiske profil. Vil vi virkelig vide, hvilke sygdomme vi er prædisponerede for på grund af vores gener?
     
  • 'The Immortalists'. Filmen handler om to videnskabsmænd, der har hver deres teori om, hvordan de ved hjælp af moderne teknologi kan opnå udødelighed og rent faktisk leve for evigt.
     
  • 'CERN'. Dokumentaren er et portræt af forskningsinstitutionen CERN i Schweiz, hvor flere tusinde af de kvikkeste (og mest excentriske) hjerner i verden forsøger at løse fysikkens gåder.
     
  • 'The Creeping Garden'. Filmen handler om en organisme, Svampedyret, der hverken er en svamp eller et dyr eller noget andet, man kan sammenligne med eksisterende livsformer. ’Det’ bliver i øjeblikket brugt til kunstneriske og musiske formål, men også til forskning i biologisk inspireret design, ukonventionel datalære og robot-teknologi.

Alfred Birkegaards film Collaboration - On the Edge of a New Paradigm? bliver vist i Cinemateket 7. november og i Palads 11. november.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.