Videnskaben afslører mumieportræts hemmelighed
bearded man portræt lilla kunstig university of utah

'Portræt af en skægget mand' kaldes træmaleriet, der vurderes at være malet mellem år 170-180, da Egypten var en romersk provins. Portrættet ses her under normalt lys (t.v.) og infrarødt lys, hvor pilen indikerer den lilla 'laticlavus'. (Billede: The Walters Art Museum/The University of Utah)

'Portræt af en skægget mand' kaldes træmaleriet, der vurderes at være malet mellem år 170-180, da Egypten var en romersk provins. Portrættet ses her under normalt lys (t.v.) og infrarødt lys, hvor pilen indikerer den lilla 'laticlavus'. (Billede: The Walters Art Museum/The University of Utah)

23 november 2020

Det er begrænset, hvor meget information man kan få ud af et 2.000 år gammelt stykke pigment på størrelse med et hår… skulle man tro.

Men det var, hvad en gruppe forskere fra The University of Utah havde at arbejde med, da de gjorde en potentielt ny opdagelse om en af oldtidens vigtigste farver: lilla.

Den lille farve i det undersøgte pigment, lader nemlig til at være kunstigt skabt, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Lilla var i Romerriget associeret med kongelighed og status, en sjælden og derfor dyr farve, som normalt blev fremstillet ved at bruge et sekret fra havsneglen Bolinus brandaris.

Portrættet, som den kunstige lilla blev fundet på, stammer fra dengang, Egypten var en romersk provins i det andet århundrede, og er en blanding af de to kulturer, ifølge pressemeddelelsen.

Selve stilen på portrættet er romersk, men det blev malet på et stykke træ, som blev viklet sammen med den portrætterede persons mumie, i dette tilfælde en ung mand, og begravet med ham.

Omkring 1.100 af disse portrætter er fundet i alt og viser ikke kun, hvordan de afdøde så ud, men også deres status i samfundet - og kunne måske endda pynte lidt på den, ifølge pressemeddelelsen.

På portrættet, forskerne har undersøgt, bærer manden en romersk toga med en laticlave, et stykke lilla stof, som den romerske elite bar, især senatorerne, men han lader ikke til at være del af den klasse.

For at studere farven yderligere tog forskerne et mikroskopisk stykke af det lilla pigment (så småt, at de på et tidspunkt ikke kunne finde det i to dage..)

Ved nærstudie under mikroskop viste pigmentet sig ikke at være lavet på farvestof fra den førnævnte havsnegl, men bestod i stedet af meget større partikler end almindelig maling og var blandet op med enten ler eller silika samt bivoks, står der i pressemeddelelsen.

Om den kunstigt skabte lilla farve blev til ved et uheld i fremstillingsprocessen, eller om det var bevidst, ved forskerne ikke endnu.

Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet International Journal of Ceramic Engineering and Science.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.