I foråret 2021 udgav Videnskab.dk en gratis guide til journalister og studerende med tips til at lave ansvarlig nyhedsjournalistik om forskning.
Nu er guiden ‘11 gode råd til journalister: Undgå de værste brølere i nyheder om forskning’ blevet belønnet med en Anders Bording-pris fra Danske Medier for at være årets idé.
»I en tid præget af fake news og en global sundhedskrise er det mere afgørende end nogensinde, at journalistik formår at formidle forskning,« udtaler juryen blandt andet som begrundelse.
Guiden består af praktisk anvendelige råd, som er baseret på Videnskab.dk's egne erfaringer, fejl og dilemmaer gennem tiden.
»Det er et imødekommende, hjælpsomt og dybt professionelt navigationsværktøj selv for nok så kritiske journalister, i en verden hvor misinformation forsøger at overdøve fakta,« sagde juryformand Karsten Kolding ved prisoverrækkelsen.
»Vinderen yder en sympatisk form for branchefokuseret public service ved at stille deres viden og erfaring til rådighed på en underspillet og saglig måde. Det bliver ikke bedrevidende, blandt andet fordi de er klar til også at udstille egne brølere,« tilføjede han.
»Vi er helt fantastisk glade«
Idéen til guiden opstod allerede i 2018, hvor Videnskab.dk lavede et manifest til mediebrugere med ‘5 spørgsmål du bør stille dig selv, når du læser om forskning’.
I 2020, hvor coronapandemien medførte et stigende behov for, at journalister er klædt på til at lave ansvarlige nyheder om forskning, tog journalist Lise Brix initiativ til, at Videnskab.dk rykkede på idéen.
Med opbakning fra chefredaktør Vibeke Hjortlund og økonomisk støtte fra Den Fynske Bladfond brugte Lise Brix og 5 andre Videnskab.dk-journalister i foråret 2021 en intensiv uge på at udvikle projektet, formulere de 11 råd og skrive guiden.
»Vi er helt fantastisk glade for nu at blive belønnet for det store arbejde, vi har lagt i guiden,« siger projektleder Lise Brix som reaktion på, at Danske Medier har valgt at belønne projektet med årets idé-pris.
»Vi synes jo selv, at forskning er enormt spændende, og at det er ekstremt vigtigt, at det bliver formidlet retvisende i medierne. Så det er virkelig rart at opleve, at andre også synes, at det er relevant,« tilføjer hun.
Guidens 11 gode råd kan downloades i prinventligt A4-format eller i en udvidet, men stadig hurtiglæst version. Find begge versioner her.
Du kan også trykke på ikonerne ud for de 11 råd herunder for at finde uddybende artikler om hvert enkelt:
I foråret 2022 danner guiden grundlag for et efteruddannelseskursus på Danmarks Journalisthøjskole DMJX.
Videnskab.dk også nomineret til journalistpris
Anders Bording-priserne uddeles hvert år af Danske Medier for at sætte fokus på betydningen af danske specialmedier. Idé-prisen blev uddelt første gang i år til »det medie, der med sin opfindsomhed kan inspirere branchen til at gå nye veje.«
I år var Videnskab.dk også nomineret til en journalistpris for en række artikler, der i efteråret 2020 gik bag om et dansk forsøg med mundbind.
»Mediet gik imod sensationshistorien og udbredte viden til en bredere målgruppe på mediets egne præmisser,« lød begrundelsen for nomineringen blandt andet.
Videnskab.dk måtte dog bøje sig for mediet Danwatch, som løb med journalistprisen for en grundig afdækning af, hvordan Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma i årevis har leveret militært udstyr til de Forenede Arabiske Emirater, der er anklaget for at udsulte og bombe civile i Yemen.
I 2018 blev Videnskab.dk belønnet med den sjældne Anders Bording-særpris for at få unge til at interessere sig for forskning og højne niveauet for videnskabsjournalistik i Danmark.
På Twitter lykønsker blandt andre folketingsmedlem og forskningsordfører Stinus Lindgren fra Radikale Venstre og David Dreyer Lassen, der er prorektor for forskning og innovation på Københavns Universitet, Videnskab.dk med årets idépris:
Stort tillykke til @videnskabdk med den velfortjente hæder Hvis ikke man vidste det før, så har coronaepidemien vist alle, hvorfor god videnskabsformidling er helt afgørende. Tak for jeres indsats! #dkpol #dkmedier #dkvid https://t.co/5kKOPqqU2D
— Stinus Lindgreen (@stinuslindgreen) August 26, 2021
Stort til lykke til hele holdet hos @videnskabdk for at tage livtag med noget svært og supervigtigt - kritisk journalistik om forskning - og så tilmed få det præsenteret så det er til at forstå! https://t.co/u2Yt6ftwpR
— David Dreyer Lassen (@daviddlassen) August 26, 2021