Vi overvurderer antallet af etniske minoriteter i det offentlige rum, viser studie
diversitet minoritet majoritet

»Vores kognitive fokus lægger mærke til det, vi ikke forventer at se,« forklarer forskerne bag studiet. (Illustration: Shutterstock)

»Vores kognitive fokus lægger mærke til det, vi ikke forventer at se,« forklarer forskerne bag studiet. (Illustration: Shutterstock)

Kilde: 
12 maj 2022

Både mennesker, der tilhører en minoritet såvel som en majoritet, lider under en 'diversitetsillusion', hvor de tror, der er langt flere minoriteter i et miljø, end der rent faktisk er.

Det skriver Hebrew University of Jerusalem i en pressemeddelelse.

Forskere fra Hebrew University of Jerusalems første eksperiment fokuserede på studerende på universitetets campus. Her har majoriteten jødisk-israelsk baggrund, mens der findes en palæstinensisk-israelsk (arabisk) minoritet på omkring 12 procent, skriver phys.org.

Studerende blev bedt om at genkalde sig gåture ned af universitetets aula og vurdere, hvor stor minoritetsandelen af arabere var på universitet.

De jødiske studerende estimerede, der var 31 procent, mens de arabiske studerende estimerede 35 procent.

»Først troede vi ikke på resultaterne, så vi gentog eksperimentet mange gange,« siger Rasha Kardosh, der er en af forskerne bag studiet, ifølge pressemeddelelsen.

Det oprindelige studie blev også gentaget andre steder i verden.

I et eksempel, der fremhæves i pressemeddelelsen, blev amerikanske forsøgsdeltagere bedt om at kigge på et billedgalleri med 100 studerendes ansigter. 25 procent af dem havde afro-amerikansk baggrund, mens resten var hvide.

Allligevel estimerede både hvide og afroamerikanske deltagere, at der var over 40 procent med minoritetsbaggrund i billedgalleriet.

Effekten kan føre til manglende opmærksomhed på manglende repræsentation og diversitet i samfundet, skriver forskerne i pressemeddelelsen.

For at modvirke diversitets-illusionen foreslår forskerne to tiltag: Det reelle antal minoriteter skal gøres klart, og folk er nødt til at forstå, hvordan de bliver påvirket af effekten, eftersom det at være bevidst om dette, er første skridt.

Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift PNAS.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.