Vi efteraber hinanden i konkurrencer
Vi efterligner ubevidst vores modstanders bevægelser i konkurrencer, hvor vi kan se personen, som vi spiller mod, viser en ny undersøgelse. Det gør vi, selvom det er en strategisk ulempe.

Vi er ikke altid lige selvstændige i konkurrencer. Faktisk kan vi have en tendens til at følge vores modstanders hastighed frem for at gøre tingene hurtigere, viser en ny undersøgelse.
(Foto: Shutterstock)

Vi er ikke altid lige selvstændige i konkurrencer. Faktisk kan vi have en tendens til at følge vores modstanders hastighed frem for at gøre tingene hurtigere, viser en ny undersøgelse. (Foto: Shutterstock)

Vi mennesker er fødte efterabere. Uden at vi er klar over det, så imiterer vi faktisk hinandens kropssprog, når vi snakker sammen. Og hvis vi indgår i et samarbejde, så efterligner vi hinandens måder at gøre tingene på.

En ny undersøgelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of National Academy of Sciences peger på, at folk endda også imiterer hinandens spilleadfærd i konkurrencer, når spillerne kan se hinanden.

Forskerne havde designet et spil, hvor man skulle slå cirkler på en skærm før sin modstander. Forskerne kunne se, at deltagerne sænkede tempoet i spillet, når deres modspiller også gjorde det, på trods af at den lavere hastighed var en strategisk ulempe, konkluderer forskerne bag undersøgelsen.

Vi er fødte efterabere

Det kan være et medfødt instinkt eller en psykologisk mekanisme, mener Pelle Guldborg Hansen, adjunkt ved Roskilde Universitet. Han forsker selv i spilteori og spilleradfærd.

»Det er ikke noget, vi lærer. Det er noget, der sker automatisk hos alle mennesker. Hvad der præcist sker, ved vi dog ikke. Men tidligere forskning har vist, at vi generelt er påvirket af hinandens tempo og adfærd,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Forskere har længe kendt til, at vi mennesker efterligner hinanden i sociale sammenhænge. Men det, den nye undersøgelse viser, er altså, at abe-efter-mekanismen også påvirker os i konkurrencesammenhæng, selvom det er usmart.

Fakta

I undersøgelsen skal spillerne slå på en skærm og forsøge at ramme de fyldte cirkler. Når en cirkel bliver ramt, så forsvinder den, og deltageren får point.

Forskernes spil er bygget over det klassiske Whac-A-Mole spil fra 1976. Her skal man slå muldvarpedukker tilbage i deres huller ved at ramme dem direkte i hovedet med en kølle. Jo hurtigere det sker, desto flere point får man.

Kilde: Wikipedia.org

»Der sker en masse ting med os i sociale sammenhænge, uden vi er bevidste om det,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Der kan være et hav af mekanismer i hjernen bag denne adfærd. Det kan have med alt fra spejlneuroner til social orientering og noget med spillets rytme at gøre, så det påvirker vores tempooplevelse og lyst til at agere i takt med de andre,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Øvede spillere har en anden adfærd

Deltagernes tendens til at efterabe modstanderen gælder ikke nødvendigvis for mere trænede spillere, mener Pelle Guldborg Hansen.

»Deltagerne i undersøgelsen spiller i forholdsvis kort tid. De skulle have spillet 400 runder i stedet for 30. Så kunne man bedre se, om det var noget generelt, eller om det ændrede sig, når de blev mere øvede,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Der kan være forskel på ens adfærd, når man spiller et spil for første gang, og når man er mere øvet, mener Pelle Guldborg Hansen.

»Amatørfodboldspillere har for eksempel tendens til at skyde mere til den ene eller den anden side. Men når man så ser på mere erfarne og professionelle fodspillere, så skyder de faktisk lige meget til hver side, og det er den bedste strategi,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

Det er ikke noget, vi lærer. Det er noget, der sker automatisk hos alle mennesker. Hvad der præcist sker, ved vi dog ikke. Men tidligere forskning har vist, at vi generelt er påvirket af hinandens tempo og adfærd.

Pelle Guldborg Hansen, Roskilde Universitet

»Det kunne også gøre sig gældende med vores tendens til at efterligne. Det er muligvis en smart strategi, indtil man har lært spillet så godt at kende, at man tør gå sine egne veje.«

Vi læser modstanderen med øjnene

Forskergruppen fra Leiden Universitet i Holland og Harvard University i USA bad deltagerne om at spille et spil meget lig 'Slå muldvarpen' (se faktaboks), hvor man skal forsøge at ramme cirkler på en skærm hurtigere end modstanderen, man står overfor.

I første del af undersøgelsen skulle en række deltagere spille én-mod-én. Dem, der klarede sig bedst, fik flest penge som belønning.

I anden del af undersøgelsen skulle deltagerne spille mod en spiller, der var blevet instrueret i at sænke farten nogle bestemte runder. Og til sidst, skulle en gruppe deltagere spille mod en computer, der spillede som en af spillerne fra de tidligere runder.

På den måde kunne deltagerne spille mod en anden spiller uden at se vedkommende.

Resultatet var klart. Så længe folk kunne se den, de stod overfor, så koordinerede de deres spilletempo med deres modstanders, selvom det altid var en fordel at spille hurtigere.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.