Vi bliver som helten i bogen
Lever du dig rigtigt ind i rollen som den person, du læser om, kan det ændre måden du tænker og handler på.

Hvis du lever dig helt ind i hovedpersonens genvordigheder, er der høj sandsynlighed for, at du bliver mere påvirket, end du selv ved. (Foto: Colourbox)

Måske var fortidens opdragende drenge- og pigebøger ikke nogen dum idé alligevel. Nye resultater antyder nemlig, at de historier, vi læser, kan påvirke både vores adfærd og meninger.

Eksperimenter viste for eksempel, at deltagerne, som læste om en persons strabadser for at nå at komme til valgurnen, oftere stemte til valg selv. Sådanne oplevelser kunne også få forsøgspersoner til at ændre opfattelsen af homoseksuelle.

Men sammenhængen gjaldt kun de, der levede sig ind i fortællingerne og identificerede sig med den opdigtede karakter.

Det at føle andres følelser, tanker og reaktioner i kroppen, som om de var dine egne, er en kraftfuld oplevelse. Og den kommer spontant, uden at du behøver at prøve siger forsker Lisa Libby i en pressemeddelelse fra Ohio State University.

»Folk opdager ikke engang, hvad det er, der sker med dem. Det er en ubevidst proces.«

Helten når at stemme til valget, og du stemmer selv

Lisa Libby og hende kolleger foretog flere eksperimenter for at finde ud af mere om, hvad læseoplevelsen kunne gøre ved folk.

I et forsøg lod de 82 studerende læse en af flere versioner af en fortælling. Historien handlede om en person, som måtte overkomme en masse forhindringer som motorstop, regnvejr eller køer for at kunne putte valgsedlen i urnen.

De forskellige versioner var skrevet i jeg-form eller i tredjeperson (’Paul gik ind i stemmelokalet’). Desuden handlede nogle versioner om studerende ved samme universitet, som forsøgspersonerne. Andre var om folk, der studerede et andet sted.

Efter læsetimen svarede de studerende på spørgsmål om, hvor meget de havde levet sig ind i historierne.

Resultaterne viste, at de studerende, som havde læst om nogle fra deres eget universitet, i jeg-form, blev mest opslugt af fortællingerne. Og historien havde en indvirkning. Da præsidentvalget blev afholdt nogle dage senere, mødte 65 procent af disse deltagere op for at stemme.

Af forsøgspersonerne, som havde læst om studerende fra et andet universitet, stemte kun 29 procent.

Og det er ikke kun valgdeltagelse, som kan påvirkes af læsestof. I et andet forsøg så det også til at holdningerne kunne ændres, bare indlevelsen var på plads.

Hovedpersonen skal være som én selv

Et forsøg viste, at folk ændrede holdninger til homoseksuelle ved at læse en fiktiv historie om en, men hvor tricket lå i, at de først til sidst fik personens seksuelle orientering at vide. (Foto: Colourbox)

Her skulle 70 heteroseksuelle, mandlige studerende læse lidt forskellige historier om en medstuderendes hverdag. I én version var den fiktive person også heteroseksuel. I en anden version handlede historien om en homoseksuel studerende.

I en tredje variant var hovedpersonen også homoseksuel, men det blev ikke afsløret før i slutningen af fortællingen.

Og netop dette havde meget at sige.

»Hvis deltagerne tidligt vidste, at figuren ikke var som dem – at han var homoseksuel – forhindrede det dem i at blive opslugt af historien,« siger Lisa Libby.

»Men hvis de først sent fik at vide, at hovedpersonen var homoseksuel, havde de lige så stor sandsynlighed for at leve sig ind i personen, som folk der læste om en heteroseksuel studerende.«

Hovedperson ændrede synet på homoseksuelle

Det vigtigste var imidlertid, at varianterne også påvirkede holdningerne til homoseksuelle efterfølgende, mener forskerne.

De, der havde fået figurens seksualitet at vide sent, havde mere positive holdninger til homoseksuelle efter at have læst historien, end de deltagere, som havde fået de andre versioner. De troede også mindre på stereotyper.

Dermed kan det altså se ud som om personerne fra bøgernes verden faktisk kan have en reel påvirkningskraft på virkelige mennesker.

Men der skal noget meget forskning til, før vi kan sige noget sikkert om, hvor meget en sådan sammenhæng har at sige.

Hvor meget skal vi leve os ind i fortællingen? Hvor meget skal romanheltene ligne os? Hvor længe varer en eventuel påvirkning?

Uanset hvad kan forskningen måske være en lille streg i regningen for alle som puster lettet ud, når barnet slukker for computeren og hiver en bog frem.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker