Professor Elisabeth Severinsson fra Højskolen i Vestfold, Norge har undersøgt, hvilket syn vejledere og sygeplejersker, som tager en ph.d., har på vejledningsstil- og kvalitet, forskningsrelaterede opgaver og betydningen af vejledningen.
»Undersøgelsen viser, at vejleders professionelle færdigheder og vejledningserfaring så ud til at påvirke vejledningsklimaet og hvor meget opmuntring vejleder giver. Begge har afgørende betydning for kvaliteten af projektet eller afhandlingen,« siger hun.
Af forhold, som blev fremhævet som vigtige for kvaliteten, var:
- Vejleders interesse for temaet og for fremdriften
- Evnen til at kommunikere og interagere
- At vejleder gennemgik forskningen
- At vejleder gav relevante råd om forskningsmetodik
- At vejleder var opmuntrende
I undersøgelsen blev der også peget på forhold, som både vejleder og kandidat mener var af mindre betydning, som motivering, rådgivning i ikke-forskningsrelaterede forhold og vejledning om relevant litteratur.
Det generelle indtryk var også, at vejlederne var godt forberedte og at de gav konstruktive tilbagemeldinger, både på det pågående og det fremtidige arbejde.
Kommunikation og interaktion
Undersøgelsen, som omfattede ni vejledere og seks, som modtog vejledning, viser, at centrale aspekter ved en vejledningsstil er problemløsning, forberedelse til forskning, kommunikation og interaktion.
Elisabeth Severinsson kom også frem til, at forskningsvejledning er en proces, hvor vejleder og den, der bliver vejledt, samarbejder med henblik på at forbedre vejleders evne til at være lydhør over for den studerendes kompetencer og begrænsninger.
»Interaktion og tydelig kommunikation var afgørende for kvaliteten af vejledningen,« fortæller hun.
»Forventninger både til vejleder og den, der bliver vejledt, bør derfor skrives ned i en kontrakt, specielt siden det at fuldføre et ph.d.-arbejde i høj grad er afhængigt af forholdet mellem kandidat og vejleder.«
De mere forskningsrelaterede sider ved opgaven ser ud til at være en opfølgning af forskningsprocessen, opmuntring og kritiske kommentarer til udkast, ud over oplæring i forskerrollen.
Opmuntring og kritiske kommentarer
Der var enighed blandt de udspurgte om, at en vejleders vigtigste forskningsrelaterede opgaver er at følge op på forskningsprocessen, sørge for opmuntring og kritiske kommentarer til udkast, som bliver lagt frem, ud over at bidrage til at forme en forskerrolle.
»Effektiv vejledning omfatter en god atmosfære og forskningsstøtte. Sådan en vejledning er et komplekst socialt møde mellem to parter. Det er derfor vigtigt med kontinuitet i interaktionen med henblik på at udvikle akademiske færdigheder, uafhængighed og kritisk tænkning.«
»En god tone i vejledningen var også vigtig,« fortsætter Elisabeth Severinsson.
Alle deltagere i undersøgelse var tilfredse med kvaliteten af det akademiske lederskab, både når handlede om forskningsprocessen, fremdriften i arbejdet med afhandlingen og socialiseringen til en akademisk rolle.
»De hurtige ændringer og de mange udfordringer, både i uddannelsen og i klinisk praksis, taget i betragtning, var det vigtigt at forbedre kvaliteten af forskningsvejledningen.«
Denne har nemlig direkte betydning for den kritiske refleksion, når dialogen mellem vejleder og studerende skrider frem.
Undersøgelsen viser også, at det at indtage et kritisk standpunkt fra et klinisk perspektiv var første led i forskningsprocessen. På den måde bliver behovet for ændring anerkendt, noget som videre kunne føre til både en identificering af problemer og til måder at håndtere dem på i ph.d.-uddannelsen.
Sygeplejersker og vejledere kan føre an
Elisabeth Severinsson mener, at det er ledende kliniske sygeplejersker eller forskningsvejledere, der vil kunne føre an i vidensudviklingen for at bedre kvaliteten i moderne sundhedsarbejde.
»Sygeplejerskeledere, som sidder i centrale positioner, hvor de kan tilrettelægge forskning og forskningsvejledning i kliniske sammenhænge, har en rolle og et potentiale, som vi ofte ikke lægger mærke til.«
En af de store udfordringer for vejledere og vejledede inden for praksisorienterede discipliner som sygepleje, er nemlig balancen mellem akademiske krav og praksis.
»Det er måske nødvendigt, at klinisk og akademisk sygepleje arbejder sammen for at føre til ændringer i sygepleje- og jordemoderfaget,« afslutter Elisabeth Severinsson.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
