Var det værre at være fæstebonde i Danmark end slave i Vestindien?
I 1700-tallet havde såvel godsejer som slaveejer ret til at 'revse' sine undergivne, så måske var der ikke så langt fra livet på landet i Danmark til sukkerplantagerne i Dansk Vestindien.
Dansk Vestindien slaver fæstebønder Louise Sebro Asbjørn Romvig Thomsen fæstegård fæstebrev hoveri

Slaveskib på vej over Atlanterhavet fra Afrika til Vestindien. (Illustration: Jørn Mathiassen og M/S Museet for Søfart)

På en plantage på øen Sankt Thomas i Dansk Vestindien er plantageejer Johan Lorentz Carstens ved at være godt træt af slaven Franciscus.

Historien kort
  • Havde de slavegjorte afrikanere i Vestindien det værre eller bedre end de danske fæstebønder i 1700-tallet?
  • Ifølge historiker Louise Sebro er den afgørende forskel mellem de to grupper, at de mennesker, der blev tvunget til Vestindien for at arbejde på danske plantager, blev revet ud af deres sociale kontekst.
  • Samtidig synes behandlingen af fæstebønderne at have været langt mindre brutal.

Vi befinder os i første halvdel af 1700-tallet, og gennem syv år er Franciscus gentagne gange stukket af fra plantagen.

»Carstens må så selv bære den værdiforringelse, der følger med, men ønsker at statuere et eksempel. Så systemet handler om at holde slaverne i arbejde,« fortæller Louise Sebro, projektforsker på Nationalmuseet.

Rodløshed til forskel

Hun begynder 100-årsdagen for overdragelsen af de tidligere danske øer, Sankt Thomas, Sankt Jan (John) og Sankt Croix, til USA 31. marts 2017 med at holde et foredrag på Nationalmuseet. Her kommer hun blandt andet ind på forskellen mellem at være slavegjort afrikaner i Vestindien og at være fæstebonde i Danmark.

»Man møder ofte kommentaren om, at man kan sammenligne slavegjorte afrikanere med bønderne på landet i Danmark i 1700-tallet. Både i debattråde og i medierne,« siger Louise Sebro.

Dansk Vestindien slaver fæstebønder Louise Sebro Asbjørn Romvig Thomsen fæstegård fæstebrev hoveri Johan Lorentz Carstens

Johan Lorentz Carstens blev født på Sankt Thomas i 1705 og er begravet i Helsingør. Alligevel var hans modersmål hollandsk, og der er aldrig fundet tilfælde af, at han har skrevet på andre sprog. Hans far var slesviger, og hans mor var halvt englænder og halv friser. (Foto fra »Danmark og kolonierne", Gads Forlag)

»Det, jeg synes, er den væsentlige forskel, handler ikke om økonomisk udbytte, eller hvor mange timer man arbejdede. De mennesker, der blev taget fra Afrika og bragt til Vestindien, blev revet ud fra hele deres sociale kontekst. De mistede alt det, vi normalt føler, at vi har brug for til at definere os selv som sociale mennesker: deres familie, deres slægt, deres landsby og hele deres kulturelle baggrund. Man blev tvunget til at begynde forfra i en kontekst, man som menneske intet kendte til på forhånd,« forklarer Louise Sebro og fortsætter:

»Når du læser om stemmer fra slavegjorte, fylder rodløsheden rigtig meget. De er identitetsmæssigt blevet vendt op og ned og slået i sønder. På en eller anden måde skal de finde ud af, hvordan de kommer op at stå i deres liv igen. Det er dét, der en den helt væsentlige forskel til bondesamfundet i Danmark.«

Sådan var livet på landet i 1700-tallet

Dansk Vestindien


Læs mere om Dansk Vestindien på Videnskab.dk’s  temahjemmeside om 'De Dansk-Vestindiske Øer'.

Her finder du et bredt udvalg af artikler om dansk kolonihistorie, slaveri og overdragelsen af øerne til USA.

Men hvordan udspillede livet sig så på landet i Danmark i 1700-tallet?

Asbjørn Romvig Thomsen er seniorforsker på Rigsarkivet, Viborg, og forklarer, at hierarkiet på landet varierede inden for kongeriget, altså det landområde vi i dag tænker på, når vi skal tegne et kort over Danmark fratrukket Nordslesvig.

»Når man tilhørte bondestanden i 1700-tallet, var man som hovedregel fæstere. Der var også nogle, som var selvejere, særligt i Vestjylland, hvor der ikke var ret mange godser, og hvor folk levede spredt. Jo længere østpå du kommer, desto større bliver godserne. Dermed bliver der også større og større afstand mellem top og bund i samfundet, jo længere du drager mod øst,« forklarer han.

En fæstebonde kunne ikke siges op

En fæstebonde lejede som regel sin gård af den lokale godsejer for sin og sin eventuelle enkes livstid. Gården kunne dog også være ejet af kongen, kirken eller institutioner som for eksempel Københavns Universitet.

Dansk Vestindien slaver fæstebønder Louise Sebro Asbjørn Romvig Thomsen fæstegård fæstebrev hoveri Johan Lorentz Carstens

Ikonisk maleri til minde om stavnsbåndets ophævelse i 1776. Bønderne takker kongen, Christian VII, nedenfor Frihedsstøtten. (Illustration: C. W. Eckersberg. Foto: Det Nationalhistoriske Museum / Wikimedia Commons)

Aftalen kunne ikke opsiges, så længe fæstebonden levede op til sine forpligtelser om at betale leje i form af penge, korn og naturalier. Omend det dog af og til skete alligevel. Fæstebonden eller hans karle havde også pligt til at udføre markarbejde for godsejeren, kaldet hoveriarbejde.

Til gengæld kunne fæstebonden på grund af stavnsbåndet heller ikke rejse fra sin gård, medmindre det blev aftalt med gårdens ejer, eller han blev indkaldt til militærtjeneste.

Fæstebønderne var dog langtfra de nederste på rangstigen, som Asbjørn Romvig Thomsen forklarer ud fra de studier, han har gjort af landbolivet i Nordvestjylland i 1700-tallet:

»I de samfund, jeg har beskæftiget mig med, har der været en forholdsvis stor forskel mellem top og bund inden for bondestanden. Der er en elite, som har nogle af de få selvejergårde, eller som sidder på de rigtig gode fæstegårde, får giftet sig med hinanden og opretholder en elitetilstand. Herfra spreder bondestandens medlemmer sig ned over hele det sociale spektrum via mere eller mindre fattige gårdmænd, husmænd og landhåndværkere. Og så er der nogle, som aldrig når længere end til at arbejde for andre som ufaglært arbejdskraft, og allernederst var de, der levede af fattighjælp.«

Overdrevet forestilling om brutalitet

Heller ikke de ufaglærte arbejdere lader til, ud fra skriftlige kilder, at være så udsatte for brutal afstraffelse som slaverne i Vestindien.

Dansk Vestindien slaver fæstebønder Louise Sebro Asbjørn Romvig Thomsen fæstegård fæstebrev hoveri Johan Lorentz Carstens

I Danmark købte Johan Lorentz Carstens godset Knabstrup Hovedgård, hvor han brugte slaver som arbejdskraft. (Foto: Mogens Engelund / Wikipedia Commons)

»Jeg har svært ved at tro, at når man som fæstebonde mødte op til hoveri hos herremanden selv, at det så foregik sådan, at man hele tiden skulle dukke sig for kølleslag eller piskeslag. Man har været mere udsat, hvis man var en karl fra en gård og blev sendt på hoveri. Når man så arbejdede sammen med de andre karle, får man i dag det indtryk, at der nogle gange gik sport i at bestille så lidt som muligt. Det kunne godt give konflikter, når godsejeren gerne ville have dem til at arbejde. Men det er ikke ret meget, vi hører om, at man er oppe at sidde på træhesten. Der har været en fysisk undertrykkelse, som virker voldsom i forhold til nutidens opfattelse af ret og rimeligt, ingen tvivl om det, men jeg tror ikke, at den fysiske undertrykkelse har været helt så fremtrædende, som myterne siger,« vurderer Asbjørn Romvig Thomsen.

Afrikanske slaver blev fragtet til Vestsjælland

For Johan Lorentz Castenschiolds vedkommende ender historien med, at han også bliver en del af det danske bondesamfund, da han i 1745 køber herregården Knabstrup Hovedgård på Vestsjælland. Her finder man den dag i dag landarbejderboligen Sankt Thomas-huset, der er bygget af slaver, som Castenschiold bragte med sig hjem over Atlanten.

Johan Lorentz Castenschiold dør i 1747, inden han når at fylde 43 år.

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.