Var der neandertalere i Danmark? Nyt forskningsprojekt skal løse mysteriet
jagten på neandertalere i danmark mysterie nationalmuseet

Neandertalerne var en menneskeart tæt beslægtet med det moderne menneske, men uddøde for cirka 30.000 år siden. Det er endnu ukendt hvorfor. (Billede: Shutterstock)

Neandertalerne var en menneskeart tæt beslægtet med det moderne menneske, men uddøde for cirka 30.000 år siden. Det er endnu ukendt hvorfor. (Billede: Shutterstock)

Kilde: 
20 oktober 2020

Neandertalerne, Homo sapiens neanderthalensis, var i Europa i hundredetusindvis af år, før det moderne menneske, Homo sapiens sapiens, migrerede til kontinentet. 

Alligevel er der aldrig fundet bevis for, at de også levede i Danmark. Det er faktisk et af de store mysterier indenfor dansk forhistorie.

Men det skal et nyt, stort forskningsprojekt fra Nationalmuseet og Roskilde Museum lave om på, skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Derfor har arkæologer fra begge museer brugt de sidste seks uger på at lede efter spor ved Ejby Klint, som ligger mellem Roskilde og Holbæk, hvis blottede jordlagene gør det nemmere at datere fund.

Indtil videre har arkæologerne fundet 120.000 år gamle muslingeskaller og flintesten fra før den sidste istid, som måske er blevet bearbejdet af neandertalere.

For 120.000 år siden var Danmark i en varmeperiode mellem to istider, hvor der var fire grader varmere end i dag, og store skove dækkede landet.

Hvis der dengang boede neandertalere her, har de levet side om side med en overflod af potentielle byttedyr, som skovelefanter, skovnæsehorn, steppebison og irsk kæmpehjort.

Til sammenligning kom det moderne menneske først til Danmark for omtrent 14.000 år siden.

Intet er dog sikkert endnu, og indtil yderligere analyser kan bekræfte, at fundene er bearbejdede og ikke naturligt opståede, lever mysteriet videre.

»Hvis vi finder ud af, at de her sten har været bearbejdede af neandertalere, skriver vi danmarkshistorie,« fortæller Forskningschef ved Nationalmuseet, Lasse Sørensen, ifølge pressemeddelelsen.

»Og selvom de ikke skulle være menneskeligt bearbejdede, kan udgravningen måske åbne for andre undersøgelser.«

På en særlig montre i Nationalmuseet kan man nu se de vigtigste af fundene fra Ejby Klint, mens vi venter på eksperternes svar om fundenes ophav.

Men Lasse Sørensen selv er, ifølge pressemeddelelsen, fortrøstningsfuld.

»Før udgravningen havde jeg ingen forhåbninger om, at vi nogensinde ville finde spor fra neandertalerne i Danmark. Efter udgravningen er jeg mere optimistisk.«

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.