»Sikke en stråmand.«
»Ren whataboutism.«
»Gå efter bolden, ikke manden.«
Hvis ikke du allerede er stødt på dem, kommer du helt sikkert til at se flere af den slags kommentarer nu, da valget er blevet udskrevet.
For når bølgerne går højt i debatterne i fjernsynet og på de sociale medier de næste uger, bliver der begået masser af logiske fejl og foretaget vildledende retoriske kneb i den offentlige debat.
»Der vil helt sikkert opstå en masse logiske fejlslutninger, hvor konklusionen ikke følger af de præmisser, der bliver sat op, og retoriske kneb, hvor der for eksempel appelleres til følelser, som strengt taget ikke har med argumentet at gøre. Nogle af disse vil nok være mere overlagte end andre,« fortæller Anders Tversted Silber, der er ekstern lektor i filosofi på Københavns Universitet, hvor han blandt andet underviser i retorik, logik og videnskabsteori.
I denne artikel vil han gennemgå seks meget udbredte, fejlagtige argumenter, så du undgår at falde for dem.
LÆS OGSÅ: Forsker: Meningsmålinger kan være nok så fyldt med fejl – men de skal ikke forbydes
Filosoffen og retorikeren
Før vi går helt i gang, er vi nødt til lige at forklare, at der overordnet set findes to forskellige tilgange til, hvad et ‘godt’ argument er. Begge har ophav i det antikke Grækenland:
- Filosofien, der søger sandheden og anvender logikkens grundprincipper til at vurdere, om en given konklusion følger af de opstillede præmisser.
- Retorikken, der søger den gode fremstilling og en overbevisning hos sit publikum.
»Retorikeren vil bruge alle midler for at overbevise. Her kan man for eksempel gøre brug af appeller, der vækker medlidenhed eller frygt hos publikum, selvom det ikke er egentlig (logisk, red.) argumentation. I filosofien er der nødt til at være en eller anden form for følgestandard mellem præmisser og konklusion,« siger Anders Tversted Silber.
Derfor vil du i denne artikel også finde argumenter, der ganske enkelt ikke hænger logisk sammen, men som alligevel anvendes i stor stil, fordi de virker overbevisende.
LÆS OGSÅ: Derfor preller gode argumenter af på nogle mennesker
#1: Stråmanden
Du har sikkert hørt nogen kalde et argument for en stråmand. Ifølge Anders Tversted Silber er det da også et af de mest udbredte retoriske kneb.
»En stråmand betyder kort og godt, at du tillægger modstanderen noget, som han eller hun ikke har argumenteret for, og som tilhørerne heller ikke vil acceptere. Det kan for eksempel være en ekstra stærk eller svag variant af modstanderens synspunkt, som er nem at afvise,« siger han.
Et eksempel på en sådan stråmand kunne være formanden for Stram Kurs, Rasmus Paludan, der i Radio24syv fortæller, hvorfor han mener, alle muslimer bør forlade landet.
Her siger han, at hvis man er muslim, er man også af den opfattelse, at kvinder er halvt så meget værd som mænd, og at homoseksuelle bør kastes ud fra høje bygninger.
Han tillægger altså sin modstander et generelt synspunkt, som må siges ikke nødvendigvis at være omfattet af det at være muslim, og som kun de færreste vil acceptere.
Udsendelsen er fra 24syv Morgen 29. april 2019.
LÆS OGSÅ: Retorik-professor: Udspekuleret vrøvl i en valgkamp
\ Logisk gyldighed
Inden for logik er man grundlæggende interesseret i relationen mellem præmisser og konklusion. Hvis ikke din konklusion følger logisk af dine præmisser, kaldes det en fejlslutning.
Med andre ord: Er det muligt for dine præmisser at være sande, samtidig med at din konklusion er falsk, er dit argument ugyldigt og dermed en fejlslutning.
F.eks.: »Hvis det regner, er gaden våd. Det regner ikke. Ergo er gaden ikke våd.«
Dette er en fejlslutning, fordi gaden godt kan være våd, selvom de to præmisser er sande.
Et argument er til gengæld gyldigt, hvis konklusionen logisk følger af præmisserne.
F.eks.: »Hvis det regner, er gaden våd. Det regner. Ergo er gaden våd.«
#2: Ad hominem
Ad hominem betyder ‘mod personen’, og det er navnet på flere logiske fejlslutninger, der alle har den brist, at de forholder sig til personen, de står overfor, fremfor selve argumentet. Herhjemme kender vi den bedst som ‘at gå efter manden i stedet for bolden’.
»Den ser vi, nærmest hver gang vi åbner en avis. Det er en fejlslutning, og det vil sige, at konklusionen i argumentet ikke følger logisk af de præmisser, der stilles op. Om et argument kan siges at være følgerigtigt afhænger nemlig ikke af den person, der stiller det op,« siger Anders Tversted Silber.
Det betyder dog ikke, at en ad hominem-fejlslutning ikke kan være virkningsfuld.
»Hvis det bliver oplyst, at en person, der prædiker om moral, selv opfører sig meget amoralsk, vil langt de fleste mennesker nok forholde sig skeptisk over for personen, selvom hans eller hendes argumenter ikke fejler noget,« siger Anders Silber.
Et eksempel på en ad hominem-fejlslutning kunne være, da Klaus Riskær, formand for partiet Klaus Riskær Pedersen (fra oktober 2019 kendt som Borgerlisten, red.), i DR’s Debatten argumenterede for, at virksomheder bør betale mere i skat, hvortil Jan E. Jørgensen (V) påpegede, at Klaus Riskær selv skylder fire millioner kroner i skat.
Programmet blev sendt på DR2 21. februar 2019.
LÆS OGSÅ: Professor: Inger Støjbergs retorik skader demokratiet
#3: Whataboutism
Det engelske ord ‘whataboutism’ eller ‘whataboutery’ beskriver et retorisk forsvar, som handler om at rette opmærksomheden over på et tilsvarende eller større problem for eksempel hos diskussionsmodstanderen.
Udtrykket blev blandt andet brugt under Den Kolde Krig, hvor USA og Sovietunionen anklagede hinanden for at krænke menneskerettighederne, men i moderne tid måske mest udbredt på sociale medier, hvor især den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump fik ry for at argumentere på denne måde.
I virkeligheden er ‘whataboutery’ dog en variant af en logisk fejlslutning helt tilbage fra antikken ved navn ‘tu quoque’, der betyder ‘også dig’ på latin.
»’Tu quoque’ er beslægtet med ‘ad hominem’, da du søger at trække din argumentationspartner med ned i sandet. Problemet med at argumentere på denne måde er dog, at du slet ikke svarer på det relevante, men i stedet starter et nyt argument,« siger Anders Tversted Silber.
For at gøre det helt tydeligt kommer her et opstillet eksempel:
Person 1 til person 2: »Du gør det forkert.«
Person 2 til person 1: »Du gør det også forkert.«
Påstand nummer to gør ikke påstand nummer et mindre rigtig og tilbageviser derfor ingenting.
Alligevel er det en udbredt måde at argumentere på, og det kan måske endda give mening rent retorisk, hvis tilhørerne mener, at den ene påstand er mere væsentlig end den anden. Ifølge logikken og dermed filosofien er der dog intet argumentationsteoretisk vundet ved et sådant argument, forklarer Anders Tversted Silber.
#4: Forhastede generaliseringer
Eksempel: Jeg har set mange krager. De var alle sorte. Derfor er alle krager sorte.
Det kan muligvis være rigtigt, at alle krager er sorte. Men vi ved det ikke, før vi har set alle krager. At slutte fra et fåtal til det generelle kaldes en ’induktiv slutning’ og i daglig tale ’en generalisering’.
Selvom vi dagligt benytter os af induktive slutninger, og vi har brug for dem for overhovedet at kunne forudsige noget som helst (læs mere i sidehistorien), er det faktisk en fejlslutning.
»Vi kan uden at modsige os selv hævde, at præmisserne er sande, men konklusionen falsk. Ergo er der tale om en fejlslutning,« siger Anders Tversted Silber.
Og hvad betyder det så i forhold til valgkampen? Jo, det giver mening at være opmærksom på, om politikerne eller andre fremfører argumenter, hvor de hopper i induktionsfælden og generaliserer et problem på baggrund af få enkelte oplevede tilfælde.
Det kunne for eksempel være i DR’s første debat med spidskandidaterne til valget til Europa-Parlamentet i 2019. Her argumenterede Mette Bock (LA) blandt andet for, at afgifter på flyrejser ikke vil få folk til at flyve mindre:
»I Sverige har man ingen registreringsafgifter på biler. I dag i Danmark er den høj, men vi kører lige så meget i bil i Danmark, så vi kommer ikke til at ændre adfærd på den her måde …«
Her lyder konklusionen, at afgifter ikke ændrer adfærd, men man kan indvende, at præmisserne kun bygger på et enkelt tilfælde. Nemlig at Danmark har høje afgifter på biler, mens Sverige ikke har, og alligevel kører vi lige meget.
»Når der kun sammenlignes med ét land, får man en mistanke om, at netop det eksempel er valgt ud for at styrke hendes påstand. Havde hun haft flere lande med, ville argumentet stå stærkere,« siger Anders Tversted Silber.
Se argumentet cirka ti minutter inde i DR’s Første TV-debat med spidskandidaterne til Europa-Parlamentsvalget fra 25.04.2019.
#5: Det falske dilemma
Ofte i politiske debatter skal vi vælge mellem to forskellige bud på at løse et problem. Derfor hænder det også, at der i argumentationen kan opstilles et såkaldt ‘falsk dilemma’.
»Det betyder, at man opstiller scenariet, så der kun er to alternativer. Enten tror du på den kristne gud, eller også tror du ikke på noget. Sådan forholder det sig jo ikke. En tredje eller fjerde mulighed findes, men hvis man ikke er opmærksom, kan det have meget overbevisende kraft,« siger Anders Tversted Silber.
Alligevel findes der allerede eksempler på såkaldte falske dilemmaer i debatten – for eksempel i valgkampens første partilederrunde i 2019. Her var det Pernille Vermund (NB), der talte om integration:
»Ej, men vi taler om det, som om integrationen går bedre. Det går ikke bedre, det går stadig værre år for år – det går værre i et langsommere tempo end før, men det går stadig værre. Vi er nødt til at få vendt den her udvikling, og det er derfor, vi er nødt til at få stoppet for al spontan asyl i Danmark.«
Fra præmissen om, at integrationen går den forkerte vej, slutter hun, at Danmark skal stoppe al spontan asyl. Men der er ikke noget logisk tvingende i argumentet, der peger på, at løsningen er at stoppe al asyl.
Se argumentet i udsendelsen Den Første Partilederrunde fra den 7.5.2019 på DR her.
#6: Glidebaneargumentet
Glidebane-argumentet er typisk en lang serie af præmisser, som begynder med en modstanders påstand, men ender ud i en konklusion, som er meget langt fra den oprindelige påstand.
»Det er et retorisk trick, som ofte appellerer til følelser eller til frygt. På engelsk kaldes det for et ‘slippery slope’, og det kan for eksempel bruges til at argumentere for, at man skal beholde et forbud mod noget,« siger Anders Tversted Silber.
Han kommer selv med et eksempel:
Hvis vi først legaliserer CBD-olie fra hash til at lindre smerter, hvad bliver så det næste, vi skal legalisere? Til sidst ser vi børn tage heroin på gaden.
»Der er tydeligvis ikke nogen logisk sammenhæng mellem det første og det sidste udsagn her. Men ofte kan det faktisk være svært at holde øje med, hvor kæden hopper af i et glidebaneargument,« fortæller Anders Tversted Silber.
Det kan både være, fordi de påstande, som bliver sagt, minder om hinanden på en måde, som måske ikke er logisk, men det opfanger vi ikke altid i kampens hede. Det er først, når vi har mulighed for at sætte os ned og se det på skrift, at vi kan se, det ikke holder, siger han.
Og for at gøre det hele værre er der faktisk eksempler på glidebaneargumenter, som holder.
For eksempel: Når CO2-indholdet i atmosfæren stiger, vil klimaet blive varmere, og det kan skade biodiversiteten.
Her vil man kunne indsætte mange led undervejs og til sidst nå frem til en konklusion, der umiddelbart ser ud til at ligge langt fra den første præmis, men som alligevel er en logisk følge.
LÆS OGSÅ: Filosofisk analyse: Regeringens flygtningepolitik er hyklerisk
LÆS OGSÅ: 5 årsager til, at Trump vandt valget
