Valgkamp: Det kan koste os dyrt, at vi helt har glemt at tale om bankskandalerne
KOMMENTAR: Den enorme bankskandale kører på højtryk, men alligevel har spørgsmålet om regulering af finanssektoren stort set ingenting fyldt i valgkampen.
bankskandale_finans_danske bank_nordea_regulering

Prisen for ikke at diskutere bedre regulering af finanssektoren kan blive høj (Foto: Shutterstock)

Danmark står i øjeblikket midt i en bankskandale af historiske dimensioner. Vi har at gøre med hvidvask for op mod 1500 milliarder kroner.

Henrik Ramlau Hansen, der som formand for Finanstilsynet ellers skulle være borgenes kontrollant overfor banker og finansinstitutioner, er sammen med ti topledere fra Danske Bank blevet sigtet.

Det er svært at forestille sig en mere alvorlig skandale inden for finansverdenen. Samtidig står landets næststørste bank Nordea også med store problemer i forhold til hvidvask.

Bankernes risiko er også vores risiko

Alligevel har spørgsmålet om banker og finanssektor ikke fyldt ret meget i valgkampen – hverken i debatterne eller i mediernes dækning.

I samarbejde med Ræson

Dette er en let redigeret version af en kommentar bragt i det politiske magasin Ræson. Originalversionen kan læses her.

Men det kan blive dyrt for os som vælgere, hvis vi politisk ignorerer spørgsmålet om finanssektoren og regulering af bankerne.

Det handler ikke kun om retfærdighed, hvor de, der har tjent store penge på ulovlige aktiviteter, skal stilles til regnskab.

Det handler i langt højere grad om de farer, som risikoprægede og uansvarlige investeringer kan stille os alle sammen overfor.

Når Danske Bank har et regnskab, der er større end det danske bruttonationalprodukt, er bankens uansvarligheder ikke bare et moralsk problem.

Det udgør en risiko for hele den danske økonomi.

LÆS OGSÅ: Hvorfor bankkrisen ikke kostede danske skatteydere en krone, mens Irland blev ruineret

Mangler politisk fokus

Da finanskrisen ramte i 2009, oplevede vi et fald i BNP (bruttonationalproduktet) på næsten fem procent. Det tog næsten et årti for vores økonomi igen at ramme samme niveau som før krisen (se graf på s. 2 hos Danmarks Statistik).

Af den grund er det en af politikernes hovedopgaver at sikre den finansielle stabilitet og modvirke systemisk risiko i banksektoren (risikoen er systemisk, fordi flere af bankerne er så store, at deres økonomi påvirker hele samfundsøkonomien, læs mere her). Men der er ikke mange partier, der har fokus på problemet.

Det viser sig især på højrefløjen, hvor der er mange, som end ikke vil anerkende, at der er et problem.

Mens skandalerne i banksektoren voksede, havde vi en konservativ erhvervsminister i form af Brian Mikkelsen, der mente, at hans opgave var at beskytte bankerne mod ’mobning’ i offentligheden i stedet for at stille skrappere krav.

Vi kan takke pressen, især Berlingskes forbilledlige graverarbejde, for afsløringerne på bankområdet - ikke det statslige tilsyn.

Bankerne har stadig stort spillerum

Det er vigtigt at tage notits af, hvordan politikerne har ageret over for bankerne i de seneste valgperioder, da det er vores bedste kilde til information om, hvordan de vil stille sig overfor en ny krise.

Og billedet er desværre ikke godt. Selvom der er blevet strammet op i forhold til kapitalkrav siden krisen, får de store banker meget frit spil, når det handler om, hvordan deres aktiver opgøres.

danske bank_finanssektor_too big to fail_krak_finanskrise

Danske Bank er en af de banker, der er så store, at deres op- og ikke mindst nedture har betydning for hele samfundsøkonomien (Foto: Shutterstock). 

Mens nogle af de mest risikable investeringsmodeller er blevet stoppet på dansk og internationalt plan, så betyder koncentrationen af finansielle superkoncerner, at de strukturelle risici forbundet med ’too-big-to-fail’-banker blot er vokset.

Når Danmark blev hårdere ramt af finanskrisen end vores nabolande som Sverige og Tyskland, skyldtes det i høj grad, at vi havde en stor boble i boligpriserne, som var finansieret af nye, risikable lånetyper.

Finansjournalist Magnus Barsøe dokumenterede i sin bog fra 2018, ’Gud bevare afdragsfriheden’, at vi 10 år efter finanskrisen stadig har en økonomi, der er præget af et alt for højt, risikabelt gældsniveau i den private sektor.

LÆS OGSÅ: Danske forskere vil forhindre bankkriser

Efterlader økonomien sårbar

Det er en udvikling, der i særdeleshed er drevet frem af finansielle superkoncerner som Danske Bank, Nordea og Nykredit.

Disse storbanker har tjent styrtende på denne udvikling de seneste 10 år, men det har efterladt vores økonomi lige så sårbar som før sidste krise.
 
Og der er grund til at være bekymret. På det internationale plan er der tegn på, at vi er på vej mod dårligere tider.

De sidste års aktiefest er blevet afløst af nedgang, og der er tegn på økonomisk afmatning i såvel Kina som eurozonen.

Læg hertil, at vi – ud fra både erfaringer og teori – ved, at dele af den kapitalistiske verdensøkonomi med jævne mellemrum kommer i krise.

Før krisen i 2008 var det krisen efter dot-com-boblen på det amerikanske aktiemarked i år 2000, den asiatiske krise i 1997-98 og den europæiske valutakrise i starten af 1990’erne.

Den økonomiske historiker Adam Tooze, der med bogen ’Crashed: how a decade of financial crisis changed the world’ har leveret den hidtil mest dybdegående afdækning af finanskrisen, vurderer, at verden i dag er dårligere rustet til at modstå en krise, end vi var i tiden op til 2008.

LÆS OGSÅ: Finanskrisen har ændret Danske Banks selvopfattelse

En kommende regering må være kriseberedt

Det er ikke til at forudse, hvor en ny krise kommer fra. Det kan eksempelvis være en nedtur på aktiemarkedet, et bankkrak i et stort europæisk land eller en gældskrise i Kina.

Uanset hvad, er der en pæn risiko for, at den næste regering i Danmark kommer til at skulle styre landet igennem en ny økonomisk krise.

Derfor er det nødvendigt, at vi begynder at diskutere, hvordan vi sikrer samfundet og realøkonomien mod nye finansielle kriser.

Vi skal kræve konkrete svar

Der er mange konkrete muligheder for at gøre dette.

Vores diskussion kan handle om, hvorvidt der er brug for opsplitning af de største banker – så vi igen får indførte skodder mellem realkredit og bankvirksomhed og opdelt de store superkoncerner.

Det kan handle om større kapitalkrav og en strammere regulering af bankernes interne risikovægte, for at sikre at de er polstrede mod ny nedtur.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Og det kan handle om, hvorvidt vi skal etablere et offentligt banktilbud som et alternativ til den spekulationsprægede private banksektor, eller om vi skal afskaffe rentefradraget for at få sænket den samlede private gældsmængde i samfundet.

Under alle omstændigheder er der behov for, at vælgere og medier kræver nogle konkrete svar af vores politikere.

Hvordan politikerne reagerer over for finanssektoren, kan få store konsekvenser for os alle – og netop derfor er der brug for, at medier og vælgere stiller partierne til ansvar og stemmer på politikere, der tager problemet alvorligt.

LÆS OGSÅ: Bankfolk snyder mere end andre

LÆS OGSÅ: Hvorfor stoler bankerne ikke på hinanden?

Dette er en let redigeret version af en kommentar bragt i det politiske magasin Ræson. Originalversionen kan læses her.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det nye krater på Mars, som er foreviget i nedenstående foto.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed. Kanalen henvender sig til unge, som bruger YouTube til at hente inspiration og viden om sundhed.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.