Ulve opfostret blandt mennesker forstår os langt dårligere end hunde

Selv hvis de får masser af menneskekontakt fra fødslen af er ulve ikke lige så gode som hunde til at forstå mennesker. (Foto: Shutterstock)

Selv hvis de får masser af menneskekontakt fra fødslen af er ulve ikke lige så gode som hunde til at forstå mennesker. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
13 juli 2021

14.000 års tæmning sætter sine spor.

Hunde er over tusindvis af år blevet avlet til at forstå mennesker, og de kan helt ned i en alder af otte uger forstå mennesker i en grad, hvor hverken de kloge chimpanser eller hundens nærmeste slægtninge ulvene kan følge med.

Præcis hvor dybe spor så mange generationer ved menneskets side sætter, har været fokusområdet i et nyt studie, hvor 44 hundehvalpe og 37 ulvehvalpe mellem 5 og 18 uger gamle blev sat op mod hinanden.

Det skriver Duke University i en pressemeddelelse.

Efter en gentest på de unge ulve, som bekræftede, at de ikke var ulvehunde, blev de opfostret med masser af menneskelig kontakt: Fra kun få dage efter deres fødsel blev de passet døgnet rundt og blev blandt andet håndfodret og sov i deres dyrepassers seng om natten.

Til sammenligning havde hundehvalpene tilbragt det meste af livet med deres mor og kun haft begrænset menneskelig kontakt.

I eksperimenterne skulle hvalpene ved hjælp af mennesker finde vej til godbidder, for eksempel ved at følge en pegefinger eller et blik.

Selv uden træning forstod hundehvalpene i disse situationer, hvor de skulle lede, og de havde dobbelt så stor chance for at gætte rigtigt i forhold til ulvene.

Statistisk var ulveungers succesrate lig med tilfældige gæt, ifølge pressemeddelelsen.

Når godbidden lå inde i en forseglet beholder, brugte ulvehvalpene deres tid på selv at se, om de kunne komme ind til maden, mens hundehvalpene brugte mere tid på at spørge mennesker om hjælp ved at fastholde øjenkontakt og gøre opmærksom på beholderen.

Hundehvalpene var også hele 30 gange mere tilbøjelige til at nærme sig fremmede, mens ulveungerne foretrak at gemme sig i stedet.

Studiets resultater bekræfter ligesom andre nylige studier, hvor dybt båndet mellem hund og menneske går, og at evnen til at forstå mennesker er medfødt snarere end tillært.

Studiet blev udgivet i tidsskriftet Current Biology.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.