Tsunami kom på tværs, da Dansk Vestindien skulle sælges
Midt i forhandlingerne om et amerikansk køb af Jomfruøerne blev indbyggernes sanser sat på en hård prøve i 1867.
Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Skibsvrag i havnen på Sankt Thomas efter orkanen i oktober 1867. (Foto: Stillet til rådighed af Mark  M. Smith)

Historien kort
  • Den britiske historiker Mark M. Smith har dykket ned i to naturkatastrofer, som fandt sted i Dansk Vestindien i 1867.
  • Dette har han gjort gennem disciplinen sanselig historie – på engelsk sensory history.
  • De to katastrofer, en orkan og en tsunami, havde stor indflydelse på sanserne på et tidspunkt, hvor USA og Danmark første gang lå i forhandlinger om et salg af øerne.

Året 1867 var betydningsfuldt for indbyggerne i Dansk Vestindien. I foråret kæmpede man mod udbrud af kolera og gul feber, og i efteråret blev disse afløst af en altødelæggende orkan den 29. oktober. 

Orkanen medførte enorme skader i hele regionen og især i Puerto Rico, på Sankt Thomas og Sankt Jan. Sankt Croix slap med relativt mindre ødelæggelser, men de samlede omkostninger var betragtelige. 500 dødsfald, forretninger var jævnet med jorden, og flere end 60 skibe blev beskadiget eller sank.

Kun 20 dage senere blev øerne ramt på ny. Denne gang af noget væsentlig mere usædvanligt end en orkan. 

Bølge spredte sig flere hundrede kilometer

Den 18. november klokken kvart over to om eftermiddagen, mens danske og amerikanske diplomater mødtes i Christiansted for at diskutere USA's forestående køb af Jomfruøerne, rystede det første af en række tæt på hinanden følgende jordskælv regionen. Dette skabte enorme bølger – tsunamier.

»Fra et udgangspunkt cirka 19 kilometer syd for Sankt Thomas resulterede to store jordskælv i to store tsunamier med 10 til 15 minutter imellem sig. Den anden var den største og spredte bølger i alle retninger. Tsunamierne påvirkede store dele af Caribien og blev observeret så langt borte som på Grenada knap 800 kilometer mod syd,« forklarer Mark M. Smith, professor i historie på University of South Carolina i USA.

Han har forsket i naturkatastroferne i Dansk Vestindien i 1867 gennem en relativt ny disciplin kaldet sanselig historie. Den kan du læse mere om i artiklen nedenunder denne.

Den første tsunami blev beskrevet til at være mellem ni og 18 meter høj og anslået til at bevæge sig med 80 kilometer i timen.

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Kort over tsunamiens udbredelse 18. november 1867. Tallene viser højden af bølgen. (Illustration stillet til rådighed af Mark  M. Smith)

Enorme ødelæggelser

Bølgen kunne ses fra land, når den var fem kilometer fra kysten, og den strakte sig i hele Sankt Thomas’ længde. Øen er lidt mindre end Rømø, og hvis beretningerne fra samtiden holder stik, kan lidt hurtigt hovedregning fortælle, at man havde tre minutter og 20 sekunder til at komme væk fra de kystnære områder inde på land, fra flodbølgen dukkede op i horisonten.

Ødelæggelserne og antallet af omkomne var betragtelige. Adskillige skibe blev tilintetgjort eller fik alvorlige skader, og mindst 23 personer døde på Sankt Thomas og Sankt Croix, men det formodes at så mange som 60 personer mistede livet. Virksomheder og forretninger blev ganske enkelt skyllet bort.

Vandet strømmede ind over øerne og nåede nogle steder næsten tre kilometer ind på land med dybder på op til knap fem meter.

Tsunamier er sjældne i Caribien

Jordskælvene fortsatte i de følgende uger, omend ingen af dem udløste tsunamier.

»Mens Jomfruøernes indbyggere havde ganske meget erfaring med orkaner, var tsunamier meget sjældne. Og omfanget af jordskælvene overgik alt, hvad man tidligere havde oplevet,« siger Mark M. Smith og fortsætter:

»The New York Daily Tribune berettede i 1868, at befolkningen havde oplevet den mest forfærdelige serie af jordskælv, man kendte til i denne og nogen anden del af verden på dette tidspunkt.«

Sanselig historie sætter kød på kolde fakta

Mark M. Smith forklarer, hvordan lokalbefolkningen oplevede disse naturkatastrofer set med sansehistoriske briller. 

»Alle disse fakta er kraftfulde, men giver alligevel kun en begrænset indsigt i, hvordan det var at opleve naturkatastroferne i 1867. Hvordan oplevede samtidens mennesker nogle så sjældne og altødelæggende begivenheder? Hvordan bearbejdede de naturkatastroferne psykologisk, følelsesmæssigt og fysisk?,« uddyber han.

Den britiske forsker understreger, at det er vigtigt at sætte sig ind i samtidens definition af sanserne for at forstå deres betydning.

Sanserne skulle beskyttes

I 1867 blev sanserne anset for at være et adelsmærke for den moderne, vestlige civilisation. For eksempel beskrev det amerikanske tidsskrift Harper's New Monthly Magazine i 1852 sanserne som vores »evige livvagter«, som man burde udvikle og beskytte. Øjet burde ikke skades ved at få lov at hvile på en masse forskellige farver eller klodsede og dårligt proportionerede former. Øret skulle ikke tvinges til at lytte til disharmoniske, skingre toner. Næsen burde ikke modtage urene dufte. Hver enkelt sans skulle bevare sin renhed. 

»1800-tallets selvudråbte moderne mennesker påstod, at de beherskede og havde kalibreret deres sanser. Synet burde være lineært og stabilt, og øjnene var en kilde til sandhed. Frastødende lugte, påstod moderne mennesker, var blevet kontrolleret takket være de spirende kloaksystemer, som ledte byens stank ned under jorden, og en stigende opmærksom på personlig hygiejne. Anti-støjkampagner var gået langt for at få kontrol over larmen i bymiljøerne,« forklarer Mark M. Smith.

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Sankt Thomas Havn nogenlunde som den har set ud i 1867. Dette litografi er dog fra 1850'erne og udført af den tidligere generalguvernør Peter von Scholten. (Foto: M/S Museet for Søfart)

Sansernes ulige hierarki

Ikke alle sanser var skabt lige, og én sans gjorde sig mere fortjent til respekt end de andre. Dette var synssansen, og den holdning eksisterer fortsat i dag. For eksempel siger vi stadig, »det vil jeg se, før jeg tror det«. Synet bliver altså stadig anset for at være selve kilden til sandhed. Men sådan har det ikke altid været. I middelalderen var eksempelvis høre- og følesanserne lige så vigtige som synet. 

I 1800-tallets hierarki sanserne imellem blev lugtesansen, smagssansen og følesansen imidlertid anset for at være langt mindre pålidelige kilder til information end synet.

»Min pointe er, at naturkatastroferne i Dansk Vestindien i 1867 udfordrede denne opfattelse af en stabil rangorden sanserne imellem. Begivenhederne var usædvanlige, enorme og uden fortilfælde, så folk havde bogstavelig talt svært ved at sanse dem,« siger Mark M. Smith og føjer til:

»Deres sanser blev gjort udsatte og ubeskyttede. De lavere rangerende sanser, høresansen, smagssansen, lugtesansen og følesansen blev ophøjet i kontekst med katastroferne, fordi synet alene ikke var nok til at sanse alt det, der foregik.«

Vansirede skibsvrag i havnen

Tilbage til orkanen den 29. oktober 1867.

Ødelæggelserne fra orkanen var lette at få øje på. Den fantastisk maleriske havn på Sankt Thomas var blevet forvandlet til at være misdannet og grotesk. For eksempel var havnens oprette skibsmaster blevet til et horisontalt rod af knækkede master i unaturlige vinkler og former.

Vidner beskrev havnen som overstrøet med skibsvrag i den velkendte oprette positur, som fyrtårnet havde. Dette var nu borte. Mægtige skibe var blevet kastet sammen i et forvirrende rod. 

Skibene var nu dårligt nok synlige. Deres tilstedeværelse blev kun afsløret af hoppende skorstene fra dampskibe, der nu og da blev synlige i bølgerne.

Både dagen og natten blev mere dunkel

Tunge genstande, såsom en ni ton tung dykkerklokke på Sankt Thomas, blev løftet og kastet 400 meter ind på øen. En tung kanon var blevet tvunget igennem en balustradevæg.

»Selve tiden blev påvirket af orkanen. Der var færre lydsignaler fra klokker og signalvåben,« forklarer Mark M. Smith.

»Også mørket så anderledes ud. Muligheden for at tænde lys blev begrænset af, at orkanen havde ødelagt gasværkerne på Sankt Thomas. Svage petroleumslamper måtte klare opgaven i flere måneder, og den moderne evne til at oplyse natten i 1800-tallet led et alvorligt knæk. Synet var besværet.«

Sanserne slog ikke til

Mens orkanen ændrede synet, påvirkede den også følesansen, primært i form af nye niveauer for luftfugtighed. Det var svært at få tørt tøj, og kroppen kunne fryse helt ind til knoglerne.

Mere om Dansk Vestindien

Du kan læse flere artikler om den tidligere danske koloni i Caribien på vores temaside. Her finder du blandt andre disse artikler:

Slaver i Dansk Vestindien brugte religiøse kræfter mod ejere

3.500 fotos bringer livet i Dansk Vestindien hjem i stuen

Bortløbne slaver skabte egne samfund i Dansk Vestindien
 

Orkanen havde også indflydelse på fødevareforsyningen. Afgrøder blev ødelagt og var svære at skaffe i ugevis. Spisevanerne blev sat på pause.

»Sanserne havde i denne periode før radioen fejlet i forhold til at opfatte, at orkanen var på vej. En af indbyggerne skrev til redaktøren for Sankt Croix Avis en uge efter orkanen: »Alle var kommet ud fra deres hjem på det vanlige tidspunkt den dag for at give sig i kast med deres sædvanlige opgaver. Morgenen med uvant lidt regn var enestående smuk med alle tegn på, at det ville blive en fin dag. Men sikke vi blev bedraget«. Øboerne var tilsyneladende ganske uvidende, da orkanen ramte lige efter frokost,« fortæller Mark M. Smith.

Tsunamien var den værste

Folk i samtiden sammenlignede naturligvis orkanen med tsunamien den 18. november, og man anså tsunamien for at være ti gange værre en orkanen. Dette skyldtes ikke mindst, at tsunamien var så tæt forbundet med de mange jordskælv.

»Tsunamien og jordskælvene destabiliserede indbyggernes sanser. Synet blev gjort til en mindre pålidelig sans og løftede lavererangerende sanser som lugtesans, smagssans, følesans og høresans til erfaringsbaserede bevidsthedsniveauer, som normalt var forbeholdt det kølige, beregnende øje alene,« siger Mark M. Smith.

Ligesom orkanen kom tsunamien og de efterfølgende jordskælv helt uventet. Folks sanser fungerede ikke optimalt.

Naturens kræfter skabte nye lyde

Det indledende brag blev fulgt af en høj rumlen, som hvis et stort antal hestevogne af jern blev trukket hen over dårlige veje af hundreder af vilde heste.

Lyden og lysforholdene ved jordoverfladen styrkede sanserne. Mens de, der var tæt på havet, løb imod højlandet, løb menneskene i højlandet instinktivt ned mod havet for at komme væk fra områder, hvor der kunne komme jordskred.

Dette var dog kun, indtil de, der løb ned ad bakke, hørte en kraftig lyd. Jordskælvet kunne høres, før effekten af det kunne ses. Men betydningen stod ikke klart, før folk på stranden og dem, der løb ned ad bakke, så ud over havet. 

Havnen blev tømt for vand

Lyden, der hørtes, var kraften fra havvand, der trak sig bort fra bredden. Den mærkelige lyd ledte til et endnu mere mærkeligt syn. Nemlig bunden af den havn, som øens beboere havde sejlet ovenover i generationer, men aldrig set. Havet blev ved med at trække sig tilbage, indtil klipper og rev var tørlagte, og alt vandet var blevet suget ud af bugten og havde efterladt den helt blotlagt.

Selv da tsunamien viste sig, var det et forvirrende syn, ikke mindst takket være et dæmpet solskin, som havde der været tale om en solformørkelse. Dette hæmmede syn varede indtil solnedgang.

Skelende, vantro øjne så alligevel bølgen, der rejste sig som ret, hvid mur, som øjenvidner beskrev til at være mellem 4,5 og 6 meter høj. Det var selve størrelsen og den underlige lodrette form af bølgen, der fangede øjet. Som var den bygget med lineal og uden udseende som en normal bølge. Øjnene anstrengte sig for at få det ulogiske syn til at give mening.

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Det amerikanske krisskib USS Monongahela før dets møde med tsunamien. (Foto stillet til rådighed af Mark M. Smith)

Krigsskib blev trukket rundt som et stykke legetøj

For at få indtryk af størrelsen og vildskaben af begivenheden drejede samtiden sit fokus hen imod det store krigsskib USS Monongahelas skæbne. Det lå for anker på den åbne red ud for Frederiksted på Sankt Croix, da tsunamien ramte.

Krigsskibet, som havde været involveret i Den Amerikanske Borgerkrig, var enormt med sin kapacitet på 1.400 registerton. Det var 110 meter langt, fik sin fremdrift fra sejl og damp og var et imponerende syn.

»Tsunamien behandlede krigsskibet, dette symbol på amerikansk eksistens, med foragt. Den første bølge løftede skibet op på højde med husenes tage, og kort efter var det atter sat ned på den blotlagte havbund, men dette varede kun kort. Som et barns legetøj blev krigsskibet trukket voldsomt, næsten med ligegyldighed, med af de efterfølgende bølger, hvorefter det med arkitektonisk præcision blev placeret på en klippehylde på kanten af bredden. Skibet befandt sig tilstrækkeligt højt oppe til, at mandskabet fra dækket kunne nå bladene i trækronerne,« fortæller Mark M. Smith.

Skibet blev ikke søsat igen før 11. maj 1868 efter en fire måneder lang indsats. Og selv da var det nødvendigt at slæbe skibet til New York, hvor det gennemgik flere langvarige reparationer.

Sanserne var magtesløse

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

USS Monongahela på et tidspunkt efter tsunamien. (Foto stillet til rådighed af Mark M. Smith)

På denne facon anstrengte jordskælvene og tsunamien sanserne på nye måder. De kunne ikke håndtere begivenhedernes uforudsigelighed og uudgrundelighed.

Oplevelsen af jordskælvene og de gigantiske bølger var anderledes på land end for de mennesker, der var til havs. Kraften af jordskælvene føltes næsten ens begge steder. 

Visuelt var synet af den enorme bølge imidlertid endnu mere overvældende fra udsigtsposterne på skibene i havnene. På havet var tsunamien ganske enkelt en havmur så lang, at den strakte sig i hele horisontens bredde. Øjet var ikke i stand til at vurdere bølgens reelle størrelse.

Naturkatastrofen lød også anderledes til havs. Der hørtes godt nok også rumlen her, men ombord på et skib var den en ganske anden oplevelse. På USS Susquehanna i havnen på Sankt Thomas lød jordskælvet, som om skibet blev brugt til at male korn mod en hård overflade. 

Moderne skibe måtte give fortabt

På det britiske dampskib Laplata, som befandt sig knap fem kilometer fra Sankt Thomas, da bølgen ramte, var jordskælvet som et tordenbrag, der gik over i en skurrende lyd, da flodbølgen løftede skibet op.

»Ankerkæder blev trukket lange, når skibe blev slæbt, løftet og kastet. Dette rasende slagsmål lød som slibestøj. Jordskælvet fik tømmeret til at dirre, og vibrationerne blev til forfærdelige lyde, som blev man forfulgt af utallige sværme af bier. Vidnerne kæmpede med at finde frem til passende sammenligninger,« tilføjer Mark M. Smith.

Det utilstrækkelige ved de endog meget moderne skibe blev stillet til skue af bølgerne. Pumper anstrengte sig, mens skibene blev fanget i bølgernes hvirvelstrømme.

Søvn var umuligt

Efterhånden som vandet opslugte havne og gader, løb indbyggerne mod højtliggende områder. Deres råb om nåde gav genlyd blandt bjergskråningerne. 

Lyden af hvide og sorte samlet bedende og grædende i grupper var scener, der aldrig ville blive glemt.

Den første nat efter de gigantiske bølger var søvn umuligt, og ikke et øje var lukket. Natten var fuld af en endeløs rumlen fra jordskælv efter jordskælv. 

Øjnene kunne ikke lukke sig, og ørerne nærmest strakte sig i mørket i søgen efter det næste tegn. Kroppen forsøgte at føle det næste skælv. Den første forfærdelige nat ville aldrig blive glemt. 200 skælv flossede nerverne.

Eftervirkninger varede i flere år

Den fulde sanselige påvirkning, som naturkatastroferne gav, bliver ikke kun fortalt gennem samtidens skildringer, men også i eftertiden. De kombinerede virkninger af jordskælv og tsunami varede ved i dage og endda uger. Primært fordi jordens rystelser ikke ville høre op. 

Jordskælvenes vedholdenhed påvirkede sanserne, længe efter at de var hørt op. Så sent som i 1873 kunne man stadig se skibsvrag på stranden og op til 400 meter inde på land. I lang tid dukkede der i havnen dagligt lig op, der havde været fanget under vand.

»Tidligere hjem var blevet reduceret til grundsten. Tømmeret var ikke længere på land, men ude på havet. Træer stod nu på forkerte steder. Mad lader til at have været tilgængeligt, men ikke i rigelige mængder. Nogle indbyggeres smagsløg ændrede sig midlertidigt, og man levede af det, et vidne beskrev som »kost fra en krigstid«,« fortæller Mark M. Smith.

Smagssansen fik nye udfordringer

Fordi det første jordskælv ramte lige før, det var tid til aftensmad, indledte indbyggerne katastrofen med at være sultne. De næste to uger holdt man sig til en ensformig kost i form af johnnycake og kaffe om morgenen, og om aftenen spiste man suppe til.

Smagssansen blev også ændret på andre måder, især i forhold til geografi. Efter jordskælvet kom vandet i brøndene til at smage af salt, rapporterede Sankt Croix Avis 10. december. Avisen uddybede med at skrive, at brønde på den vestlige del af øen, som tidligere ikke gav noget vand, nu var fulde. 

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

I Danmark blev naturens kræfter i Dansk Vestindien blandt andet omtalt i ugebladet Illustreret Videnskab, som bragte denne illustration i december 1867. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Nye måder at bo på

Katastroferne ændrede også, hvordan og hvor folk boede. Bygninger af sten, hvoraf mange blev ødelagt af jordskælvene, blev nu anset for at være usikre. Til at begynde med satte folk improviserede telte op, og i løbet af genopbygningen valgte man at bygge sit hjem af træ, som lod til at være bedre til at modstå jordskælvene.

»Dette skifte påvirkede utvivlsomt sanserne i dagligdagen. I begyndelsen gjorde teltene folk mere udsatte, hvilket kunne føles på huden og gjorde mødet med omverdenen mere umiddelbar og mindre behagelig. Teltdugene blev erstattet af stenruiner. Med vinden, regnen og den tiltagende kulde i december pinte omgivelserne kroppen. Livet i teltene og den evige trussel fra jordskælv, som gav et behov for at kunne bevæge sig med et øjebliks varsel, fik folk til bogstavelig talt at klamre sig til deres tøj,« siger Mark M. Smith og fortsætter:

»En mand fortalte, at han i løbet af otte dage ikke havde haft taget sit tøj af. Og han var ikke alene. Mange mennesker i Frederiksted mistede deres tøj i forbindelse med tsunamien og måtte tage til takke med det tøj, de allerede havde på, i et godt stykke tid.«

Næsen gav faresignaler

Heller ikke lugtesansen gik ram forbi. Der var overvældende nye lugte frembragt at kroppe i forrådnelse.

Endnu mere foruroligende lugte dukkede op. Nogle dage efter de store bølger fandt en usædvanlig alvorlig rystelse sted, som frembragte en ny lugt, som straks blev forbundet med fare. Det var en lugt fra jordens indre, og den dag i dag bliver folk i Californien advaret om, at hvis de pludselig kan lugte svovl, er de på vej til at opleve et jordskælv.

»De forfærdelige katastrofer i 1867 var en tankevækkende og kraftfuld påmindelse om menneskets skrøbelighed i en verden, som vi i stigende grad troede, vi havde underlagt os,« påpeger Mark M. Smith.

Det forestående salg af Dansk Vestindien

I 1867 var USA begyndt at undersøge mulighederne for at udvide sit territorium. Man havde netop købt Alaska af russerne, og som tidligere nævnt var amerikanske og danske diplomater midt i et møde i Christiansted på Sankt Croix, da tsunamien ramte den 18. november.

Tre salgsforsøg
  • Forsøget på at sælge Dansk Vestindien til USA i 1897 var det første af i alt tre. Oprindelig indgik Sankt Croix ikke i aftalen, men Sankt Thomas og Sankt Jan skulle sælges for 7,5 millioner gulddollar. I sidste ende faldt aftalen til jorden, fordi det ikke var muligt at skaffe flertal i det amerikanske senat.
  • I 1902 havde man atter en aftale klar med USA om et køb af hele Dansk Vestindien for 5 millioner dollar. Ved denne lejlighed stemte Landstinget imod et salg.
  • Endelig enedes man i 1916 om, at USA kunne købe øerne for 25 millioner dollar afregnet i guldmønter. Overdragelsen skete 31. marts 1917.
     

I sidste ende kunne købsaftalen ikke hente flertal i det amerikanske senat, og det er naturligt at tænke, om dette kan skyldes naturkatastroferne.

»Der er beviser for, at denne begivenhed fik USA til at afholde sig fra intensivt at forsøge at købe øerne. Foreløbig er emnet naturligt nok udsat for en hel del spekulation, men i hvert fald kan man spørge sig selv, hvorfor man skulle købe nogle øer, der lige var blevet hærget af disse ekstraordinære begivenheder,« siger Mark M. Smith og fortsætter:

»Man vidste godt, at området af og til blev ramt af orkaner, men ikke af jordskælv og tsunamier. Jeg tror, at dette kom som en overraskelse for de amerikanske diplomater, som begyndte at trække sig fra idéen om at købe øerne. Dels fordi de ikke forstod begivenhederne, og samtidig var der andre muligheder.«

Naturkatastroferne blev bemærket i USA

Teorien om, at naturens kræfter spillede ind i købsspørgsmålet, støttes af Erik Gøbel. Han har netop ladet sig pensionere fra Rigsarkivet, hvor han har studeret Dansk Vestindiens historie i en menneskealder og udgivet talrige tekster om den tidligere koloni.

»Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at naturkatastrofen var en kærkommen lejlighed for modstanderne af at købe øerne blandt de amerikanske beslutningstagere til at sige, at nu dropper vi tanken,« siger Erik Gøbel.

En af de danske historikere, der har beskæftiget sig mest indgående med emnet, er Erik Overgaard Pedersen. I 1997 fik han udgivet sin ph.d.-afhandling The Attempted Sale of the Danish West Indies to the United States of America, 1865-1870 på et tysk forlag.

Republikanske aviser var både for og imod

Årsagen til det fejlslagne salg var ifølge Erik Overgaard Pedersen primært intern amerikansk politisk uenighed.

Han noterer sig dog også, at naturkatastroferne »havde en negativ indflydelse på holdningen blandt den amerikanske befolkning«.

Denne negative holdning fik ikke mindst medvind af avisen The New York Daily Tribune, som var stærkt imod købet og mente, at øerne var uden værdi. Avisen dækkede naturkatastroferne intensivt. 

Selvom orkanen og tsunamien havde sat handelen i et meget dårligt lys, var der alligevel netop i New York fortsat en generelt positiv holdning til spørgsmålet. Storbyens cirka 900.000 borgere kunne således skifte The New York Daily Tribune ud med The New York Times, hvis de gerne ville læse positive ord om det potentielle forestående køb. Begge aviser hældte i øvrigt rent politisk til den republikanske side på dette tidspunkt.

Ville kortlægge alle amerikanske naturkatastrofer

Det var dog ikke det første ud af i alt tre forsøg på at sælge Dansk Vestindien til USA, som ledte Mark M. Smith fra University of South Carolina ind på arbejdet med naturkatastroferne i 1867.

Han har tidligere beskæftiget sig med naturkatastrofer i og omkring USA, og han satte sig for at finde ud af, hvor mange tsunamier der har været igennem landets historie. Han tog udgangspunkt i en udgivelse kaldet »United States Tsunamis«, der er blevet sat sammen af det amerikanske handelskammer, men hviler på videnskab. 

»På den måde faldt jeg over denne på Jomfruøerne. Den står listet med nogle data, og jeg besluttede mig for at finde ud af, hvad jeg ellers kunne lære om den. Jeg søgte i avisarkiver og kunne hurtigt opbygge en database med avisomtaler, bogomtaler, diplomatiske breve og videnskabelige skrifter for eksempel fra seismologer,« forklarer Mark M. Smith.

»Dér fra brugte jeg historikerens sædvanlige værktøjer til at vurdere kvaliteten af mine data og til at forgrene mit arbejde. Jeg ville gerne bygge videre på de meget rå videnskabelige data og tilføre den menneskelige oplevelse. En slags giftermål mellem videnskabelige data og historiske data som hjælper med at forstå noget, som på papiret kan se ganske harmløst ud. Når du så læser om folk oplevelser i den forbindelse, går det op for dig, at der er mange dybere lag end bare en begivenhed og en dato.«

Mark M. Smith finder dog også spørgsmålet om naturkatastrofernes indflydelse på USA's lyst til at købe øerne interessant. Derfor har han også planer om at skaffe sig yderligere viden.

»Jeg har behov for at besøge det amerikanske rigsarkiv, National Archives, i Washington for at se, hvad diplomaterne skrev om tsunamien. Jeg ved, at de talte om den, men jeg ved ikke præcis om hvad,« siger han.

Sanselig historie sætter smag, lugt og lyd på fortiden

Disciplinen har kun 30 år på bagen, men har på den tid spredt sig til en række andre områder uden for historiens verden. På Københavns Universitet inddrager man eksempelvis alle sanser i forbindelse med lydstudier.

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Sanselig historie har fokus på alle fem sanser, når vores fortid skal genfortælles. (Foto: Shutterstock)

Historie er andet end fakta og støvede dokumenter. Der er en sanselig oplevelse i alt, hvad vi foretager os, og det har der været gennem hele historien. Med udspring i Frankrig har forskere siden 1980'erne forsøgt at give en endnu dybere indsigt i fortiden ved hjælp af begrebet sanselig historie.

»Sanselig historie er anvendelsen af de ikke-visuelle sanser. Ikke for at udelukke synssansen, men for at tilføje de øvrige sanser til vores forståelse af fortiden,« siger Mark M. Smith, professor i historie på University of South Carolina i USA. Han har beskæftiget sig med området i mere end 20 år og uddyber:

»Traditionelt har historikere ikke beskæftiget sig meget med berøring, smag og lugte. Årsagen fremgår ikke tydeligt, men det har nok noget at gøre med idéen om synssansens forrang. Alene opfindelsen af bogtrykkerkunsten gjorde os meget mere visuelt fokuserede, fordi historier indtil da langt oftere blev fortalt verbalt, men kunne nu læses i stilhed.«

Historikere foretrak synssansen

I løbet af perioden fra 1600- til 1800-tallet blev øjet løftet op i hierarkiet, og synssansen blev vigtigere end de andre sanser.

Alligevel påvirker det ikke vidners måde at berette om begivenheder i deres samtid. De skriver stadig om den samlede sanselige oplevelse.

»Så det er i stedet historikere og krønikeskrivere fra moderne tider, som har haft tendens til at understrege det kraftfulde i beretninger fra øjenvidner i stedet for øre-vidner, næse-vidner eller berøringsvidner,« siger Mark M. Smith og fortsætter:

»Tanken bag sanselig historie er ikke at ændre hierarkiet mellem sanserne, men at geninddrage de andre sanser, så vi får en meget mere nuanceret og struktureret forståelse af fortiden.«

Udsprang i Frankrig

En af pionererne inden for sanselig historie er den franske forsker Alain Corbin, som fokuserede snævert på historien bag lyd og lugte i 1980'erne. Det var først, da hans arbejde blev oversat i 1990'erne, at emner inden for sanselig historie spredte sig til den engelsktalende verden.

Dermed var fundamentet i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne lagt til eksempelvis at gennemføre lydstudier, hvor man lyttede til fortiden.

I de seneste 15 år har det forskningsmæssige arbejde grebet om sig, og det breder sig mellem forskellige discipliner og findes ikke længere kun inden for historie. For eksempel benyttes det også inden for forskning i musik, psykologi og antropologi.

Sanselige lydstudier i København

Et eksempel på dette findes på Københavns Universitet, hvor professor i musikologi Holger Schulze leder The Sound Studies Lab. Her forsker man i individets individuelle oplevelse af lyd i samfundet, inden for kulturen og inden for historie.

»Mit forskningsområde er i virkeligheden lydstudier. Dette ligger tæt op ad sanselig historie, idet det ikke handler om lyd og musik i den snævre definition af komponeret eller vestlig musik. I stedet handler det om hele den sanselige sfære, der har med lyd at gøre. Dér har alle sanser en rolle at spille,« siger Holger Schulze.

»Jeg har forsket i kulturel teori inden for lyddesign. Jeg ser på funktionelle lyde, såsom lyden, når Skype åbner, lyde fra din smartphone, dit fjernsyn, dit køleskab eller fra offentlig transport. Alle disse lyde er blevet designet, og jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan dette designmiljø udvikler sig.«

Design af lyd påvirkes af meget andet end lyd

Når Holger Schulze dykker ned i et designmiljø, handler det ikke om, at en lyddesigner fortæller om sit arbejde. I stedet ligger fokus på de lokaliteter, hvor lyddesignet bliver til. Findes der her specifikke møbler, og hvilke maskiner og software benytter man? Hvordan er arbejdsprocessen? Hvilket liv lever lyddesignerne, hvad spiser og drikker de? Det handler om hele konteksten og alt det sanselig materiale, der kommer i spil. 

»Det er et meget finmasket forskningsområde, hvor intet sanseligt kan udelades,« forklarer Holger Schulze.

Sanser gør lydstudier komplekse

Musikologen har som sit personlige mål at forske i, hvordan folk i forskellige kulturelle områder og historiske tidsaldre oplever lyd forskelligt. Det er et område, der er meget personligt og følelsesbetonet, og som både musikologer og musikpsykologer har forsøgt at få en større forståelse for. 

Med sanselige lydstudier mener Holger Schulze, at det er muligt at dykke meget dybere ned i disse meget komplekse aspekter.

Hvis du arbejder med traditionel musikologi, vil du analysere en komposition og dens historie. 

Dansk Vestindien orkan tsunami 1867 Frederiksted Mark Smith Holger Schultze

Når sanselig historie benyttes inden for musikologi, kommer oplevelsen af at være i en koncertsal til at handle om meget andet end lyd. (Foto: Shutterstock)

Ved sanselige lydstudier vil du derimod også se på, hvordan koncertsalen er. Hvordan lugter den? Hvordan oplever mennesker det at træde ind i koncertsalen? Hvilke forventninger har de? Hvilken viden har de på forhånd? Hvilke kulturelle former for opførsel, viden og følelser udvikler sig, trænes eller forsvinder i koncertsalen? Hvordan tackler lytterne kompositioner afhængigt af, om de varer 20 minutter, tre timer eller seks timer?

»Det er en speciel oplevelse at sidde i en koncertsal i et givent tidsrum. Vi har nået den konklusion, at dette er normalt i forbindelse med vestlig musik. Men hvis du anskuer dette ud fra et globalt synspunkt, er det at sidde i et lukket rum og lytte til musik en udvikling, der er meget nært knyttet til lige netop vestlig musik,« siger Holger Schulze.

På denne måde kan forskerne kortlægge, hvordan mennesker verden over oplever lyd og musik til hverdag. Derigennem kan man belyse, hvordan dette påvirker deres personlighed og deres sanselige evner.

Musik udgør dog kun en meget lille del af vores daglige lydmæssige oplevelser.

»Det er en dejlig ting ved dette felt, at man kan gå ud et tilfældigt sted i sit daglige liv og opdage en lydoplevelse, som ingen eller kun få forskere har kigget på,« siger Holger Schulze.

Svært at gøre forskningen kommerciel

Naturligvis har forskningsområdet også sine faldgruber. Forskningen inden for sanselige lydstudier har kun 10 til 15 års historie, og derfor er man endnu kun nået til at forsøge at afdække området. De forskningsmæssige metoder er således heller ikke endeligt udviklede.

»En af de store faldgruber er den kommercielle brug af denne forskning. Der er en stor industri, som gerne vil gøre brug af disse sanselig aspekter. Folk tror, at hvis du afspiller en bestemt lyd eller noget bestemt musik, kan du få mennesker til at købe noget specifikt eller til at opføre sig på en bestemt måde. Men det er meget, meget kompliceret, for folk reagerer forskelligt. Derfor er det svært at gøre denne forskning kommercielt,« tilføjer Holger Schulze.

Håb om at sanselig historie bliver almindelig

Faldgruberne inden for sanselig historie er også til at få øje på, forklarer Mark M. Smith fra South Carolina. Eksempelvis understreger han, at sanselig historie skal bevare sin troskab over for historien. 

For eksempel skal man være påpasselig med at påstå, at man kan genskabe følelsen af at blive ramt af en kugle under Den Amerikanske Borgerkrig i 1863. Selvom man har alt det rigtige udstyr fra dengang, tøj, våben og kampformationer, vil konteksten i dag altid være en anden. Den sanselige oplevelse bliver derfor også en anden.

Sanselig historie kan til gengæld hjælpe med til at komme så tæt på en fuldstændig indlevelse i historien som muligt, mener Mark M. Smith.

»Hvis studieområdet opnår succes, tror jeg, at historikere om 20 år vil indarbejde sanselige historie med i deres fortællinger. Når det sker, har sanselig historie udført sin mission, nemlig at minde historikere om, at sanser foruden synet har stor betydning,« slutter han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.