Troede, siderne var blanke: Forskere har fundet skrift på ældgamle Dødehavsruller
fragmenter_doedehav skrift tegn

Fragmenter af Dødehavsruller, hvor forskerne netop har fundet skrifttegn. (Foto: University of Manchester)

Fragmenter af Dødehavsruller, hvor forskerne netop har fundet skrifttegn. (Foto: University of Manchester)

Kilde: 
20 maj 2020

Der er ingen bedre følelse end at opdage noget, man ikke vidste, man havde. Som 100 kroner rullet sammen i lommen – eller lad os sige en gammel Dødehavsrulle, der gemmer på en ældgammel tekst, man ikke vidste eksisterede.

Og netop den følelse har en række arkæologer formentlig siddet med, da de opdagede, at fragmenter af en ældgammel Dødehavsrulle gemte på en skjult skat.

Smithsonianmag skriver nemlig, at nærbilleder af gamle Dødehavsruller afslører små fragmenter af skrift på hebraisk og aramæisk, der ikke kan spottes med det blotte øje. 

Ifølge mediet kan fragmenterne dateres 2.000 år tilbage og menes at være gemt af en jødisk sekt i en hule ved Qumran, der er et arkæologisk område beliggende ved den nordvestlige ende af Det Døde Hav.

Derudover anslås det, at Dødshavsrullerne indeholder nogle af de ældste fragmenter fra den hebraiske bibel.

Rullerne var en del af flere arkæologiske artefakter, der i 1950’erne blev doneret til britiske forskere, men det var på daværende tidspunkt svært at fastslå, hvorvidt de kunne siges at være ægte.

En nyfunden nysgerrighed for de mange artefakter og papirer doneret fra omkring 1950- og 1960’erne fik imidlertid et forskerhold til at mistænke flere af tingene for ikke at være blevet undersøgt grundigt nok eller mistet undervejs, skriver Smithsonianmag.

Og det gav pote, forklarer Dennis Mizzi, som er seniorlektor i hebraisk og jødedom, til Smithsonianmag.

I en fælles pressemeddelelse har forskerne forklaret, at det nye fund kan minde om et puslespil.

»Der er kun få (fragtmenter af skrift, red.) på hvert fragment, men de er som manglende stykker af et puslespil, som du finder under en sofa,« lyder det i den fælles opdatering ifølge Smithsonianmag.

Og til trods for, at forskere først nu har fundet den hebraiske skrift, så ved man overraskende meget om rullernes oprindelse.

De blev nemlig udgravet i hule 4 ved Qumran, hvor størstedelen af ​​Dødehavsrullerne blev fundet sammen med tusinder af fragmenter fra omkring 500 tekster.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.